Pixi-ballet kalder Det Kongelige Teater genren med de helt korte balletter til børn, der fortæller et eventyr med musikken fra klassiske balletter. Ideen er god, men indimellem er det lidt svært at følge med i handlingen.
“Han minder mig lidt om en vampyr,” erklærer min datter ret tidligt, mens vi sammen sidder i sofaen derhjemme og ser pixi-balletten Prinsessen på ærten på KGL Xtra. Og jeg kan godt se, hvad hun mener.
Prinsessen på ærten indledes og afsluttes med en visuelt ret betagende sekvens, hvor Morten Eggert – iført svalehalejakke og hvid pudderparyk – svinger en dirigentstok og drejer om sig selv i en skarpt aftegnet kegle af lys. Omkring ham er alt sort. Optagelsen skifter elegant mellem forskellige kameravinkler, som gør det muligt at vise både helfigur og nærbilleder af hans ansigt, hvor mimikken står tydeligt frem. Som han står der i det hvidlige lys og med sin hvide pudderparyk begynder røg pludselig at sive ud gennem hans tøj. Og det er her, min datter får associationer til vampyrfortællinger. Den mystiske, blege mand omgivet af kulsort mørke og røg.
Men han er ingen vampyr. Hvad han helt bestemt skal forestille, ved vi dog ikke. For hurtigt forvandler han sig – da han tager jakken af og afslører en corsage, som suppleres med en gulvlang nederdel – til fortællingens dronning.
Vidunderlig musik og betagende detaljer
Rent visuelt er Prinsessen på ærten skøn. Både Tobias Praetorius’ koreografi, der byder på elegante trin og tydeligt definerede karakteristika for hver karakter – ikke mindst de fire forskellige prinsesser, som alle får liv gennem Femke Mølbach Slot leverer. Og også Nadia Nabils smukke kostumer med masser af brokade, guld og flæsedetaljer, som fanger øjet og giver danserne et porcelænsfigursagtigt præg, som matcher H.C. Andersens eventyr ganske klædeligt.
Eventyret og dansen får selskab af Tjajkovskijs fortryllende musik fra Nøddeknækkeren, Svanesøen og Rokokovariationer. Musik, der i sig selv er hele oplevelsen værd. Og det er netop en væsentlig pointe med pixi-balletten: “De musikalske uddrag er hentet fra kendte ballettitler, så børnene får en introduktion til genren gennem en velkendt fortælling,” som konceptet beskrives på KGL Xtra.
Selvom også eventyret som udgangspunkt er velkendt, så er det faktisk lidt svært at følge med i handlingen. Min datter forsøger ihærdigt at forstå, hvad der sker. Hvad vil de mange damer? Hvorfor efterlader de alle sammen en blonde hos prinsen? Hvorfor har den ene mand en kjole på? Spørgsmålene er mange, og selvom hun er betaget af dansen og de smukke kostumer, bliver hun ikke fanget ind af fortællingens magi på samme måde, som vi oplever det, når vi befinder os fysisk i en teatersal.
Gode optagelser
Det er en virkelig flot optagelse, Det Kongelige Teater præsenterer. Netop fordi optagelsen udnytter filmmediets mange muligheder for vinkelskift, zoom og overblik, giver det liv til iscenesættelsen, der stadig benytter sig af den mere teatralske tilgang til lyssætning og attitude hos danserne.
Seeren kan fokusere på den overordnede fortælling eller gå på jagt i det mange små detaljer. Som fx den grønne knop på spidsen af dirigentens stok, der allerede ganske tidligt fanger min datters opmærksomhed og identificeres som ærten i fortællingen. Overbliksbillederne viser stemningsfuldt dansernes elegance såvel forfra som lidt oppefra, og når den brokadeprydede stak af madrasser, som dronningen stiller an til prinsessen, gengives i det spejlblanke gulv, syner stablen lige så tårnhøj som i eventyrbøgerne.
Selvom optagelserne er gode, bliver det naturligvis aldrig det samme som at befinde sig i samme rum som danserne, hvor lyden af vejrtrækning, fødderne mod gulvet og tøjets knitren er en væsentlig del af oplevelsen. Pixi-balletten er et godt bud på en introduktion i børnehøjde til balletgenren – også i hjemmeskolen, hvor den vil byde på et kærkomment afbræk i en til tider lidt triviel hverdag.
Læs mere her.
