En kulturel katastrofe eller nye muligheder for scenekunsten? De digitale eksperimenter er med til at forme teaterhistorien på ny, og ISCENE har kastet et blik på den internationale udvikling. Vi talte med den britiske professor i dans og teater Shantel Ehrenberg om det digitale teaters muligheder og mangler og undersøgte, hvilke interaktive teaterformater, der er opstået i Tyskland.
Den anden nedlukning har ramt scenekunstindustrien hårdt – ikke mindst i teaterbyernes by, London. Under det første lockdown blev over 15.000 britiske forestillinger aflyst. Det ser ikke lysere ud i disse dage, hvor Storbritannien er under en af de hårdeste nedlukninger i verden. Legendariske teatre som Royal Albert Hall og Shakesspeare’s Globe Theatre har længe ligget øde hen. Men ligesom i Danmark og andre lande er den digitale scenekunst skudt op med rekordhastighed under Corona-æraen.
”Vi har set utroligt meget god dans og teater på nettet under Corona. Men jeg tror ikke helt, vi fatter, hvad der er sket med online-rummet endnu, fordi det er sket så afsindigt hurtigt,” siger professor i dans og teater ved University of Surrey, Dr. Shantel Ehrenberg til ISCENE.
Shantel Ehrenberg har mest at gøre med dansere – både gennem sit eget virke og som underviser. Og for dem er det digitale rum bare ikke det samme som dansestudiet, hvor man kan lade sved være sved og hengive sig til kroppen.
Sårbar på Zoom
Gennem en årrække har universitetsprofessoren forsket i moderne dans med særligt fokus på den såkaldte release technique og det, akademikeren og forskeren Susan Foster kalder den ”multitalenterede krop” – det at sammenblande flere forskellige danseteknikker.
Den multitalenterede krop har det vel ikke så godt med Corona-nedlukning?
”Det er et stort problem ikke at kunne mødes fysisk. Men faktisk er jeg blevet overrasket over, hvor meget folk er til stede med deres kroppe også i det digitale teaterrum,” funderer professoren og ser på mig gennem Skype-kameraet.
”Fx over Zoom, som er blevet brugt meget i performancekunst og teater. Her er mange mennesker stadig generte og tilbageholdende fra at deltage. Det viser, at den sårbarhed, som knytter sig til kroppen, stadig er der, selvom vi er rykket over i et digitalt rum,” siger hun og henviser til den britiske performanceakademiker Joanne “Bob” Whalley, som i foråret lavede en Zoom-performance, der undersøgte computerkameraets fysikalitet.
Fornemmelser i det digitale rum
”Jeg kan godt lide, når kunsten begynder at tænke abstrakt. Hvad sker der, hvis vi forholder os til kameraet og det digitale rum på en følelsesmæssig måde og forsøger at kommunikere de fornemmelser, der opstår i det digitale rum? At tænke kameraet som en fysisk størrelse, vores kroppe skal forholde sig til,” spørger Shantel Ehrenberg retorisk og medgiver samtidig, at det ikke er alle hendes studerende, der er med på sådanne eksperimenter.
Hun har netop givet dem til opgave at kreere en digital site specific. Ca. en tredjedel af dem har allerede en form for digital baggrund eller erfaring, og er helt med på udfordringen, men de fleste vil bare helst i studiet og lave live performances, fortæller hun.
“Selvom de er på deres smartphones hele tiden, er de ofte ikke klar over, hvordan de skal transformere deres kunst til det digitale rum. Hvert år de sidste syv år har jeg opfordret de studerende til også at lave video, men ingen har gjort det – indtil nu,” smågriner hun.
LÆS OGSÅ: Hvor populært er digitalt teater? Interview med medieforsker Susana Tosca
Demokratisk samtale på Instagram
I Tyskland ser man også et digitalt teaterrum i udvikling, ikke mindst blandt uafhængige scenekunstnere, som for nogles vedkommende allerede før nedlukningen var i fuld gang med at undersøge det digitales muligheder. Et af de mest roste kunstneriske påhit under Corona-krisen er det såkaldte instagame Der Kult der toten Kuh af instruktøren Laura Tontsch. Her deltog man som publikum via sin egen Instagram-profil og fulgte skuespillernes profiler og Stories. I det interaktive stykke skulle publikum tage stilling til sociale mediers magt over mennesket, og projektet blev især rost for at forholde sig aktivt til vores brug af sociale medier og det digitale rum.
Også Zoom-forestillingen The Digital Assembly på Münchner Kammerspiele formåede at udnytte det digitale rum til at skabe et unikt format. I prøveforløbet mødtes fire mennesker med vidt forskellige politiske, kulturelle og arbejdsmæssige baggrunde for at diskutere identitetspolitiske emner som køn og ligestilling, racisme og religion. Den endelige forestilling var en dramatiseret reenactment, hvor fire skuespillere genspillede diskussionen live, og publikum kunne diskutere med i Zooms chat-funktion.
På statsteatret i den sydtyske by Augsburg er man om nogen på forkant med Corona-krisens kunstneriske muligheder. Her har man nemlig – som det indtil videre eneste teater i Tyskland – ansat en kunstnerisk, digital leder, som skal føre scenekunsthuset ind i den nye tid. Teatrets programmører skal arbejde tæt sammen med kunstnerne, og det er på høje tid, at scenekunsten tænker digitale strategier ind i deres arbejde, mener man.
Et kig ind i kunstnernes hjem
Tilbage i Storbritannien er en af de lockdown-performances, som har gjort størst indtryk på Shantel Ehrenberg, online-teaterrummet Domisticated.
”Hvad kan man skabe, når køkkenbordet er ens scene, og kameraet er publikum?” står der på en virtuel dør, som man kan gå ind ad og herefter ”få adgang” til forskellige performancekunstneres hjem og deres tanker og følelser under nedlukningen. Blandt flere eksperimenterende performances til den obskure side finder man blandt andet en humoristisk og personlig stop motion-film af kunstneren Beth C om hendes forhold til mad og hvordan, hun har haft svært ved at holde vægten under nedlukningen. Ifølge Shantel Ehrenberg har Corona-nedlukningen affødt mange kreative idéer som denne.
Ny Corona-kunstform
Af andre performances, som har fundet sted under Corona, fremhæver hun dansefilmen Dancing at Dusk – en liveoptagelse af Pina Bausch’s ikoniske koreografi The Rite of Spring, der blev filmet i marts 2020 på en strand i Senegal, lige inden kompagniet skulle have været på verdensturné. Også den kendte, britiske festival Unlimited BLOCK Universe sadlede lynhurtigt om og lancerede en velfungerende online-version.
Den britisk-tyske kooperation Show me a good time af teaterkollektivet Gob Squad er også af mange kritikere blevet fremhævet for at forholde sig aktivt til Corona-krisens konsekvenser – både formmæssigt og tematisk. I en 12 timer lang hybrid af tilfældige møder mellem mennesker – alt sammen sendt live over nettet – improviserede gruppen sig til en ny corona-kunstform, som de kalder “distance-teater”. Store emner som sygdom, ensomhed, solidaritet og teatrets fremtid blev endevendt og skaffede Gob Squad en invitation til Theatertreffen 2021, som udvælger de 10 bedste, tyske stykker fra det forgangne år. Og det er vel og mærke første gang, en online-forestilling får plads på den prestigefyldte festival.
Status på konsekvensen af nedlukningen
Ifølge en rapport fra analyseinstituttet Oxford Economics vil Corona-krisen koste op imod 400.000 mennesker i den britiske kunst og performance-branche deres job. En kulturel katastrofe kalder instituttet situationen. Men hvad tror Shantel Ehrenberg, at britisk scenekunst vil tage med sig fra denne periode, når teatrene engang åbner igen?
“Især i London vil kulturlivet i lang tid lide rent økonomisk. Mange har forladt London, fordi de ikke længere har råd til at bo her. Og jeg tror også, der vil gå noget tid, før folk føler sig trygge nok til at rejse fra forstæderne ind til London for at se live shows,” siger professoren og kigger lidt trist på mig gennem computerskærmen. “Men vi må fokusere på, at dette dystre scenarie, bare er bagsiden af medaljen,” fortsætter hun så. For netop på grund af de manglende økonomiske midler og restriktionerne på live-møder, vil den digitale scenekunst blive ved at vokse i tiden, der kommer, mener hun. Og det kan åbne nye muligheder.
”Vi var allerede på vej i den digitale retning – vi havde bare ikke planlagt, at det skulle gå så hurtigt, som det har gjort under Corona. Denne periode vil have en effekt på scenekunsten for evigt, men hvordan, har vi endnu til gode at få at se. På den positive side er der også smukke ting ved digitaliseringen fx ift. racisme og diversitet. Moderne dans er stadig meget hvidt, og med den digitale udvikling er der et nyt potentiale for, at flere forskellige mennesker kan komme på banen,” siger Shantel Ehrenberg, slukker for Skype-kameraet og vender tilbage til sin nedlukningshule.
Projektet er støttet af
