Det nye publikumsudviklingsprojekt Online scenekunst og nye publikumsmøder er skudt i gang. ISCENE satte digital medieforsker Susana Tosca stævne for at finde ud af, hvad hun venter sig af projektet – og hvilket æstetisk potentiale, den digitale scenekunst rummer.
Substitut, plaster på såret, nødløsning. Corona-krisens kunstneriske børn har mange øgenavne. Især bliver den urskov af digitalt teater, der i kølvandet på Covid-19 er skudt op overalt mellem de tomme teaterrækker, af mange set på med skepsis. For hvad skal teatret dog på Internettet, hvor dets styrke og særkende – det fysiske møde mellem spillere og publikum – er sat ud af spil?
Om man er typen, der under nedlukningen svælgede i teateroplevelser fra sin sofa eller ej, er den udvikling inden for online-scenekunst, der qua krisen er blevet kickstartet, en realitet. Omend af nød eller nysgerrighed har adskillige teatre og kunstnere kastet sig ud i genren, der er kommet for at blive. Så hvordan har de danske teatergængere rent faktisk oplevet den seneste tids udbud af monologer, stykker og eksperimenterende formater på nettet?
Det undersøger ISCENE nu i et nyt, landsdækkende publikumsudviklingsprojekt i samarbejde med APPLAUS og Roskilde Universitet. Med lektor på Institut for Kommunikation og Humanistisk videnskab Susana Tosca i spidsen undersøges, hvordan mødet mellem publikum og scenekunsten har ændret sig i denne krisetid. Projektets mål er at diske op med kvalificeret viden om online og digitaliserede scenekunstoplevelser til brug for teatre og scenekunstnere, som har fået mod på at bevæge sig længere ind i online-universets muligheder.
Spredt opmærksomhed
Selvom nogle teatre snarere gik online af panik end af skabertrang, kan noget, der begyndte som en nødløsning, nemlig godt rumme et æstetisk potentiale, understreger Susana Tosca i projektbeskrivelsen til Online scenekunst og nye publikumsmøder. “Vi er nødt til at forstå det særlige oplevelsesrum, som det digitale skaber. Hvordan er sanserne og kroppen med? Hvilke relationer opstår publikum imellem?”, spørger hun retorisk. Her i opstartsfasen på projektet er hun endnu ikke kommet frem til et entydigt svar. Men hun har en idé om, hvad teatre og kunstnere, som giver sig i kast med online-formatet, skal være opmærksomme på, hvis de vil forsøge at skabe nye relationer til publikum.
“Når vi bruger vores computer, har vi ofte mange vinduer og dokumenter åbne på samme tid. Det står i modsætning til, når man går i teatret og er spærret inde i et fysisk lokale. Derfor åbner digitalt teater op for et andet slags rum – ikke det klassiske teaterrum, hvor man søger det sublime, men en mere hverdagsagtig, næsten banal sfære”, siger Susana Tosca, som til daglig forsker i digitale kunstformer samt leder research-gruppen Audiences and Mediated Life. “Fordi online-teaterpublikummets opmærksomhed potentielt er spredt ud på flere ting samtidig, må man angribe historiefortællingen på en anderledes måde”, uddyber lektoren.
“Det kan man godt lege med på en æstetisk måde ved fx at inddrage forskellige medier samtidig og gøre det muligt for publikum at interagere med skuespillerne og hinanden”, siger hun og sammenligner med praksissen inden for online-computerspil, hvor det fx er almindeligt, at man sideløbende med spillet har samtaler og chats med sine medspillere online.
Susana Tosca medgiver, at den tilgang kan være grænseoverskridende for teaterfolk – “men de behøver jo heller ikke tænke i enten/eller – altså at nu skal de enten adoptere eller afvise det digitale 100 procent. Nu, hvor teatret lærer nye, spændende formater at kende, er det jo oplagt at blande det digitale med det klassiske, fysiske teater”.
De unges gunst
Især hvis man vil nå de unge, som er indfødte multitaskere, kan man lade sig inspirere af æstetikken fra de medier, denne målgruppe bruger til daglig, mener Susana Tosca, der selv er en ivrig computerspiller. Det kunne for eksempel være TikTok-appen, hvor man kan lave sine egne 10 sekunders videoer og dele dem med sine venner.
“Det er nødvendigt at eksperimentere med den samme form for legesyge formater, som svarer til de platforme, de unge bruger. Hvis man ikke nærmer sig nogle af de ting, som optager de unge, er det svært at fange deres interesse – for det klassiske teaterformat er svært at sælge til det publikum”, siger Susana Tosca.
Netop det unge publikums gunst har der længe været kamp om i scenekunstverdenen. Sidste år søsatte Teater Grob Publikumsprojektet Extended Universe, som skulle undersøge, hvad der tænder teenageres og 20-somethings teatergejst, og her spillede digitale formater da også en afgørende rolle. Men kan Corona-krisens kickstart af online-teater vise sig ligefrem at være en gave i forhold til at tiltrække nye publikumsgrupper? Susana Tosca indrømmer, at hun selv har været skeptisk over for digitaliseringen af scenekunst.
“I begyndelsen tænkte jeg “kan teatret overhovedet gå digitalt?”. Hvis vi skal videre fra ideen om bare at streame en optaget forestilling, skal vi finde ud af, hvem der overhovedet er interesserede i at se digitalt teater, og hvordan de ser det. Står de og stryger eller laver mad i baggrunden? Er det ligesom med Youtube-videoer, hvor man skal fange folks opmærksomhed inden for de første 30 sekunder? Det er spørgsmål, vi stiller med dette publikumsudviklingsprojekt”.
Interessant at være publikum på Zoom
Efter Susana Toscas mening er et af de interessante online-formater, der er opstået i efterdønningerne på Corona-krisen, Teater V‘s SAFE SPACE – et værk, der er udviklet til Zoom, og som kun kan opleves online. Inspireret af den allestedsnærværende true crime-bølge følger man her den 23-årige Ene, som har sin egen live stream-kanal. Som publikum kan man interagere med skuespillerne i form af opadvendte tommelfingre og andre emojis, ligesom man kan stille spørgsmål både under og efter forestillingen.
“Det var en interessant oplevelse at være med som publikum på Zoom. Det var som om, vi var direkte vidner – også selvom jeg godt vidste, at jeg ikke kunne sige noget. Men jeg følte, at jeg var der på lige fod med skuespillerne”, siger Susana Tosca om sin oplevelse af stykket.
Hvorfor følte du, at I var mere på lige fod?
“Måske fordi, jeg ikke – som man gør i traditionelt teater – sad og så på skuespillerne oppe på en scene. Det, jeg ofte sætter pris på ved scenekunstoplevelser, er netop at tage pænt tøj på og transportere min krop hen i teatret. Men her var det alligevel som om, jeg var “sammen med skuespillerne”. Formatet virkede på den måde ret stærkt – og både i forhold til formen og indholdet, spillede formatet (Zoom) en rolle”, siger Susana Tosca.
Susana Tosca glæder sig til at dykke dybere ned i poolen af digitalt teater. Hun forudser, at mens visse teatre vil udnytte online-formatet kunstnerisk, vil størstedelen af teaterverdenen lære at bruge onlinemediet til noget, der giver ekstra værdi som en bonus til den fysiske oplevelse. I første omgang handler det dog om at kortlægge publikums preferencer udi digitalt teater.
“Hvordan er online-teatret blevet modtaget? Hvad synes folk, der har været en værdi i? Det skal vi finde ud af. Og med udgangspunkt i det, kan man forske videre i, hvilke slags digitale scenekunstoplevelser, man kan arbejde imod”, siger Susana Tosca til ISCENE.
Projektet er støttet af
