Populært lige nu

Sandra Yi Sencindiver: “Jeg synes faktisk, at folk er enormt gode til at forsøge”

I går udsendte "Et større billede" en pressemeddelelse med et åbent brev til den danske film- og tv-branche med ønsket om et opgør med...

Fanget i et pink peep show

Et twisted univers med stiliserede voldsfantasier venter publikum, når de træder indenfor til forestillingen Stuepigerne på Aarhus Teater. Hvis man endnu ikke har lært...

Aaben Dans: Med kvinden i fokus

Aaben Dans har i år to store premierer med kvinder i fokus. Begge er kvartetter, aldersspecifikke, og begge handler om kvindefællesskaber og kvindekroppe i...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★★☆ Zinkdrengene – store skuespilpræstationer i barskt vidnesbyrd

Akut360s forestilling Zinkdrengene, der spiller på Husets Teater, er et barskt og eminent flot spillet indblik i krigens uhyrligheder og konsekvenserne for det enkelte menneskes liv.

”Alene” lyder første replik i Andreas Dawes bearbejdning af den hviderussiske forfatter og nobelpristager Svetlana Aleksijevitj dokumentarroman Zinkdrengene. Og hvor er de dog alene, de mange mennesker, der sidder tilbage, efter krigen har smadret deres liv. Her er ingen heltefortællinger men en masse helt almindelige mennesker – mødre, fædre, sygeplejersker og soldater – som er ladt tilbage med en ubærlig sorg, savn og uhyrlige krigstraumer. 

Offentlig uvidenhed

På scenen står fire skuespillere, som lader de mange folks fortællinger folde sig ud og de forskellige brudstykker af liv flyde sammen. Der er rigeligt at tage af, for Zinkdrengene handler om krigen i Afghanistan, som varede ti år fra 1979-1989 og kostede mere 15.000 russiske soldater livet, mens op mod halvanden million civile Afghanere omkom.

De russiske medier var underlagt censur, så offentligheden blev holdt hen i uvidenhed. De døde soldater blev returneret i forseglede zinkkister, så både pårørende og soldater sad alene tilbage med såvel savn som sorg og krigstraumer. Og det samme var tilfældet i forhold til hele historien om, hvad der faktisk foregik, og hvorfor de skulle i krig. 

Annonce
JOB UNderside 2
zinkdrengene anmeldelse
Zinkdrengene, Akut360 på Husets Teater. Foto: Henrik Ohsten Rasmussen.

Forliste sjæle

På scenen møder vi et væld af personer og hører brudstykker fra deres liv. Ordet og sindets reaktion er i fokus, og de fire skuespillere lader os komme helt tæt på og ind under huden på de mange skæbner. ”Jeg er mor til en morder” lyder det fra kvinden, der i Marina Bouras’ hudløst stærke portræt, kæmper for at få de flagrende følelser under kontrol. Vi frygter, hun vil krakelere for øjnene af os, mens hun fortæller om sønnen, der overlevede krigen men bestialsk myrdede en mand, da han kom hjem. 

Charlotte Munck er den kvindelige soldat, der med sammenbidte tænder og sitrende stemme forsøger at holde sammen på sig selv, mens hun fortæller om sin kamp for at overleve de mandlige soldater i lejren og om kærligheden, hun aldrig siden fandt. Brian Hjulmann er – blandt mange karakterer – soldaten, der med skyld og skræk i øjnene fortæller om at se sin ven blive banket af egne soldater, så både ryg og ribben brækkede, fordi Hjulmanns karakter ikke slikkede en ældre soldats støvler rene. Der er Jesper Hyldegaards ”gennemsnitsmenneske”, som drukner minderne i vodka i lange baner, mens han redegør for oplevelserne i Afghanistan med billedstærke beretninger, der kryber ind i sjælen. Blandt andet hans nøgterne skildring af den nedbrændte landsby og det første drab: ”Første gang lukkede jeg øjnene, da jeg skød – ikke efter”. Man tør knap digte videre på, hvad denne mand siden har set.

zinkdrengene anmeldelse
Zinkdrengene, Akut360 på Husets Teater. Foto: Henrik Ohsten Rasmussen.

Barske fortællinger

Det er barske fortællinger, der kommer frem i Zinkdrengene, og her er ingen lykkelig slutning. Derimod er der alt for meget vodka, der skal dulme, og mødre, som håber at genfinde deres børn – selvom de sidder ved deres grave. Blod, død, selvmord, svigt, itusprængte kroppe, vold og forråelse i så store mængder, at man faktisk begynder at forstå den apati mod uhyrlighederne, som soldaterne gentagne gange beretter om. Her er mennesket helt tæt på i et sjældent stærkt indblik i krigens væsen, menneskets mørkeste sider og de fatale konsekvenser, som krigen har for os mennesker.

I efteråret kunne vi se Tue Bierings My Deer Hunter, hvor virkelige soldater delte deres krigstraumer fra scenen. Nu får vi det fortalt med skuespilleres fortolkning. Det er skræmmende at opleve, at mennesket intet har lært. Der er mere end tre årtier mellem de to krige, men krigens væsen og konsekvenserne for de enkelte mennesker er fuldstændig uforandret. 

Læs om forestillingen her.

Seneste

★★★★☆☆ Ants 1+1=3 – dansende myrer hylder fællesskabet med stor teknisk kunnen

Den dansk-lettiske danser og koreograf Anastasija Olescuka har indtaget...

Aaben Dans: Med kvinden i fokus

Aaben Dans har i år to store premierer med...

Sandra Yi Sencindiver: “Jeg synes faktisk, at folk er enormt gode til at forsøge”

I går udsendte "Et større billede" en pressemeddelelse med...

Nyhedsbrev

spot_img

Udforsk videre

★★★★☆☆ Ants 1+1=3 – dansende myrer hylder fællesskabet med stor teknisk kunnen

Den dansk-lettiske danser og koreograf Anastasija Olescuka har indtaget...

Aaben Dans: Med kvinden i fokus

Aaben Dans har i år to store premierer med...

Sandra Yi Sencindiver: “Jeg synes faktisk, at folk er enormt gode til at forsøge”

I går udsendte "Et større billede" en pressemeddelelse med...

★★★★☆☆ Elektra – rasende kvinder i blodig hævnspiral

Fra bondage i et lysende, solgult univers bevæger Anja...

Metropolis’ Performing Landscapes Laboratorium åbnede for væsentlige indsigter i kunstneriske potentialer

Over to dage på Refshaleøen i København afvikledes Metropolis’...
Rie Hammer
Rie Hammer
Rie Hammer er chefredaktør af ISCENE.dk og tidligere ansvarshavende redaktør på teatermagasinet Teater1. Fra 2001-2006 anmelder og skribent på gratisavisen Urban og har sideløbende skrevet stykker for børn og unge. Rie Hammer er formand for Foreningen Danske Teaterjournalister, formand for Forenede Kritikere samt juryformand for Årets Reumert.
spot_imgspot_img

★★★★☆☆ Ants 1+1=3 – dansende myrer hylder fællesskabet med stor teknisk kunnen

Den dansk-lettiske danser og koreograf Anastasija Olescuka har indtaget Baltoppen Live og fortryller skoleelever i udskolingen med sine kriblende, streetdansende myrer. Premieren fandt sted...

Aaben Dans: Med kvinden i fokus

Aaben Dans har i år to store premierer med kvinder i fokus. Begge er kvartetter, aldersspecifikke, og begge handler om kvindefællesskaber og kvindekroppe i...

Sandra Yi Sencindiver: “Jeg synes faktisk, at folk er enormt gode til at forsøge”

I går udsendte "Et større billede" en pressemeddelelse med et åbent brev til den danske film- og tv-branche med ønsket om et opgør med...