Kolding Egnsteater markerer 100-året for genforeningen med Peter Dupont Weiss’ iscenesættelse af Erling Jepsens roman Erna i krig. Og selvom forestillingen som så meget andet er et års tid forsinket, har oplevelsen afgjort været værd at vente på.
Erna i krig er en på samme tid alvorlig og humoristisk fortælling om den ukuelige sønderjyske kvinde Erna fra Bramstrup, der som ganske ung pige har taget spædbarnet Kalle til sig, som var han hendes egen søn. Men da Kalle, der ikke har ”så mange kopper i skabet”, som Erna diplomatisk formulerer det, indkaldes som tysk soldat i Første Verdenskrig, føler Erna sig nødsaget til at hjælpe ham. Hun kan ikke forhindre, at han tages ind som soldat, så i stedet bytter hun tøj med en soldat på faneflugt og lader sig selv indlemme i samme regiment som Kalle.
Velfungerende dramatisering
Erna i krig er som udgangspunkt en skøn roman. Erling Jepsen trækker alle tænkelige – og utænkelige – elementer fra Første Verdenskrig ind i Ernas liv, og instruktør Peter Dupont Weiss, der også selv har stået for dramatiseringen, formår at få alt det væsentligste med. Halvanden time er fortællingen skåret ned til, og alligevel sidder man ikke tilbage med en følelse af at noget væsentligt mangler.
Trine Pallesen og Morten Kjær er ene på brostenene foran publikum i gården bag Søstrehuset i Christiansfeld, hvor Erna i krig spillede denne weekend på sin turné rundt i landet. De akkompagneres af Morten Dorvin, som med trommer, pib-i-røv-fugl og deslige skaber forestillingens lydside. Alle tre iklædt tøj i gråtoner, som mimer soldaternes uniformer.
Trine Pallesen er Erna, mens Morten Kjær har sin sag for, da han indtager samtlige roller omkring hende. Men det fungerer. Selvom det ikke just er meget sønderjysk over Trine Pallesens dialekt, så er det let at se bort fra, da Peter Dupont Weiss nænsomt har strøet sønderjyske gloser ud over iscenesættelsen. Mest enkelte ord som den altid aktuelle hilsen mojn, glukker (øjne) og grau (meget), men alligevel nok til hele tiden at fæstne bevidstheden på det sønderjyske islæt. Og for os, der ikke har det sønderjyske vokabularium i vores daglige ordforråd, er programmet som en ekstra lille bonus forsynet med en fin ”Synnejysk parlør”.
I regn og rusk
Trine Pallesen er naturlig og stærk som Erna, der både kan bage pandekager i skyttegraven og skyde fjenden uden at tøve. ”Jeg er sønderjyde, og det skammer jeg mig ikke over”, erklærer hun med overbevisning. Morten Kjær hopper ubesværet ind og ud af sine roller, hvor han endog indimellem diskuterer med sig selv. Når han har piben i munden og et beslutsomt ansigtsudtryk, er han soldaterkammeraten Anton, der bliver en stor hjælp for både Erna og Kalle. Med små, runde, stålindfattede briller og underlæben suget let ind, mens hans trykker sine let krogede hænder mod hinanden, er han Kalle. Og når han ifører sig korset og hårbøjle med blomster- og fjerpynt, er han den franske prostituerede Desiree, som Erna så udspekuleret overtaler til at bekæmpe den tyske hær indefra med sin syfilis.
Peter Dupont Weiss’ iscenesættelse er i sig selv velfungerende. Historien fra Erling Jepsens roman står rent og fint frem. Men denne weekend i Christiansfeld er oplevelsen alligevel ekstra imponerende, for regnen vælter ned fra en grå himmel, der ikke giver løfter om bedring. Det er ikke meget forår i luften eller i vinden, der rusker i de engangsregnslag, som publikum får udleveret efter billettjek.
Publikum sidder på rækker af regnvåde klapstole under regnslagene. Langt de fleste har klædt sig varmt på efter vejret og har medbragt puder til at sidde på. Men de to skuespillere og musikeren står i deres kostumer uden nogen form for læ eller ly. Halvanden time giver de sig 100% til fortællingen og ikke på noget tidspunkt – end ikke, når de ligger på de drivvåde melsække på jorden – kan man mærke på dem, at det må være både vådt og koldt. Det, der som udgangspunkt har været en velfungerende udendørs teateroplevelse, toppes med et sæt endnu mere imponerende skuespilpræstationer i regnvejret, der i sig selv er en ekstra stjerne værd.
