Del

Noget om antihelte

Turné forår 2021

Limfjordsteatret

”Manden er død, mændene længe leve,” proklamerer den vanvittigt velspillende trio i Limfjordsteatrets fremragende forestilling om at finde et ståsted midt i livet. Fyldt med humor, selvindsigt og musikalsk overskud byder de eksistensen op dans med noget på hjerte til alle køn.

Hvilken mand ville jeg være, hvis jeg selv kunne vælge? Sådan spørger trioen i Limfjordsteatrets virkelig velspillede, sjove og bevægende forestilling om tre mænd midt i livet. Jens (Andersen) prøver alle manderoller af uden at finde sig selv. Thomas (Guldberg Madsen) elsker og taber stort. Sune (Skuldbøl Vraa) gennemlever verden, som den kunne have været, hvis moren til hans barn var død i barselsseng. Mellem de tre hovedhistorier fletter mandehørm, oneliners og lejrbålsguitar sig ind i de eksistentielle dramaer, vi finder gemt i alle hverdagens trivialiteter.

Jeg har harceleret en del over lignende forestillinger med kvinder i fokus de sidste sæsoner. For meget appelsinhud og snak om mænd. For lidt sammenhæng mellem koket fremvisning af trimmede kroppe og den postulerede livskrise. Sådan er det ikke i Noget om antihelte. Her bliver der gravet mange stik dybere end den umiddelbare genkendelighed af svære momenter i tilværelsen. Det skyldes ikke, at det er mænd på scenen. Men at det er netop disse mænd, der i mesterlig instruktion af Moqi Trolin inviterer os med langt ind i det akavede, det ordløse og derind, hvor det gør rigtig nas.

Noget om antihelte
Noget om antihelte på Limfjordsteatret. Foto Lars Horn Baghuset.

For mennesker

Nu lyder det som om, det er en virkelig tung forestilling, men samtidig tror jeg, det er længe siden, jeg har leet så meget og så højt. Latteren ligger jo ikke langt fra gråden, og trioen hvirvler os rundt i hele følelsesregistret i højt tempo. Hele tiden afstemt rytmisk, så vi når at mærke smertepunkterne. Jens’ paniske sug på juicebrikken i legegruppens midte. Hans maniske slag mod ensomheden med lolitadukken. Den kvælende tavshed mellem to aldrende ægtefæller. Den kastrerede Sune iført ble, og Thomas’ stille afmagt, da moren vil rejse bort med hans børn.

Netop den fortælling er med til at løfte Noget om antihelte langt over livsstilsfortællingen. Thomas og hans Trine, der spilles feminint forførende af Sune Skuldbøl Vraa, fortælles nemlig baglæns. Vi erfarer derfor, at mormonstret Trine først blev monster efter fødslen. Vi forstår, hvorfor de blev forelskede og fik barn, og vi kan gætte på, hvad der knækkede Trine og fik hende til at angribe forældreskabet som en konkurrence. Det er nuanceret som livet selv, det handler ikke kun om køn, men om at være menneske. Blandt andet derfor lander Noget om antihelte ikke i livsstilsgryden, men brager bardus og vedkommende ind i mænd som kvinder og alle derimellem.

Noget om antihelte
Noget om antihelte på Limfjordsteatret. Foto: Lars Horn Baghuset.

Mændene længe leve

Noget om antihelte er en voldsomt underholdende forestilling, hvor lumre oneliners og bunkebonding veksler med begavede tekster inspireret blandt andet af Peer Gynt og vaskeægte rocknumre. For det er jo en af de klicheer, den moderne mand må runde i sin søgen på et ståsted: Mikrofon, motorcykel eller man cave. Man må finde balancen mellem rockstjernedrømmen og at være far til to, som Sune konkluderer.

De tre herrer spiller røven ud af bukserne og er ikke bange for at løbe linen ud i pinligheder og deciderede ubehageligheder. Jens Andersen er fænomenal i hele spektrets længde. Som det iskolde magtmenneske, som hyperventilerende far, kåd kammerat og måske allermest som manden Jens, der ikke findes. Av. Thomas Guldberg Madsen går med klein, men desto mere virkningsfuld mimik gennem alverdens pinsler, da hans elskede Trine ydmyger ham i Statsamtet, ”fordi jeg er deres mor”. Sune Skuldbøl Vraa charmerer både som Trine og i sin egen smaskforelskede ungdomspersona, der flyver til den elskede Marianne på kærligheden (og Supermands) vinger. Han synger, så stjernerne drysser og får fint følgeskab af de to andre i det varierede musikspor, der (også) kan sige alt det ordløse.

”Manden er død, mændene længe leve,” lyder forestillingens mantra, og jeg kan kun stemme i kor. Et leve til de menneske-mænd, der kan gribe om eksistensens mørkeste tvivl og servere den med musikalsk overskud, gribende selvindsigt og endeløs humor.

Skuespil og musik: Jens Andersen, Thomas Guldberg Madsen og Sune Skuldbøl Vraa. Instruktion: Moqi Trolin. Scenografi: Kim Fast Jensen.

Set under CPH Stage på Teater V. Se øvrige spilletider og turneplan hos Limfjordsteatret