Copenhagen Opera Festival præsenterer Jakob Ejersbos roman Nordkraft som opera. Romanen fungerer rasende flot med musikken som mentale lydflader i en kropslig og billedstærk fortolkning.
Der er ingen grund til at kæmpe for at huske handlingen i Jacob Ejersbos rå samtidsroman om narkomiljøet i Aalborg først i 90’erne. For operaen, der er baseret på bogen, har skippet fortællingens kronologi til fordel for stilrene nedslag i narkorus og rå sider af følelseslivet. Her er sorg, savn og stofgenereret sindssyge i centrum, mens mennesket fremstår følelsesmæssigt flænset, med kroppen som sidste bastion – afklædt til det inderste med alt, hvad det indebærer af lyden af dansernes bare hud, klaskende mod gulvet som ligbleg dødvægt. Kæmpende i krampagtige vrid som et ubærligt forsøg på at finde retning for den sjæl, der lider så hårdt indeni.
Maria hedder kvinden i første del Junkiehunde. Marias mor forsøger med trusler og straf at få hende ud af stofmiljøet. Men pusheren Asger og hans stoffer trækker mere, og Maria sygner hen i et skidt opiumstrip. Asgers to hashpåvirkede kamphunde, der i operaen har skikkelse af to næsten nøgne dansere med netmaske og mundkurv, vælter rundt i en koreografisk stilren kamp. Som en dyrisk mutation af menneskene, der desperat visualiserer kampen at finde en flugtvej fra de konstante ydmygelser fra psykopat-pusheren Asger.
Råheden i livets kedsomhed
Komponist Signe Lykkes stramme kompositioner har skarpe lydflader og fragmenterede toner, der skærer i følelsesregistret og fænomenalt illustrerer universets følelsesmæssige undtagelsestilstande. Her er ingen melodiske handlingstråde eller lette melodier at læne sig op ad, men brutale klange og nedslag med slagtøjet, når følelserne bliver voldsomme i fx Marias møde med sin mor.
Musikken favner dermed både de få narrativer og den generelle stemning i universet. Scenen slutter råt og blodigt brutalt med henrettelsen af de to hunde – og lader i al sin råhed lidt medfølelse skinne igennem ved at lade dem få fred. Scenen peger dermed frem til operaens tredje del, Steso, der er orkesteret omkring narkomanen Stesos begravelse. Vennegruppen siger farvel, mens Steso selv – afskåret fra verden – står på en piedestal og accepterer sin død som en konsekvens af det stofmisbrug, han brugte som værn mod livets kedsomhed.
Det er barsk og helt utroligt smukt at se med.
Kroppenes fortælling står stærkt
Operaens del 2, Broen forholder sig mere konkret til bogens handling end de to omgivende dele. Den handler om mødet mellem maskinmesteren Allan og frisøren Maja, der giver ham livsgnisten tilbage. Allan martres efter en arbejdsulykke, hvor hans ven døde og han selv blev voldsomt forbrændt. Nu er han tilbage i Aalborg og må gøre op med sin fortid som pusher, men atter vinder kærligheden til stofferne. Instruktør Anja Behrens’ instruktion sætter også her kroppen i samklang med musikken og giver sangen følelsernes form, når Allans forbrændinger tørres bort fra kroppen i takt med hans mentale heling.
Kroppens billedstærke udtryk lader fortællingen træde i karakter i tredje del, hvor Stesos ven ved hans begavelse blotter sin højgravide mave og bryst med et sidste farvel. To mennesker – et på vej til livet og et til døden i et usigeligt smukt og trist optrin. De udtryksfulde kroppe omkranses af en ligeledes billedstærk scenografi, der med kolde flader af glas, metal og små podier perfekt præciserer den tilstand, karaktererne bevæger sig rundt i.
Operaen Nordkraft er et univers af kompromisløse klange, der rammer stærkt. Sat i scene uden leflen for det lettilgængelige, men med store kunstneriske ambitioner, der samles i en rasende fascinerende og helt utrolig flot iscenesættelse.
Lyt til ISCENEs podcast med holdet bag operaen Nordkraft
Denne anmeldelse er en del af ISCENEs fokus på Opera med unge stemmer, der er støttet af Augustinusfonden.
