Den finske danseforestilling I’m Liquid på Baltoppen LIVE, er en helt igennem særlig og dybt fascinerende danseforestilling, koreograferet som bevægelser i vand.
Kroppe i bevægelse som bølger i vand. Så enkelt kan den prisvindende finske koreograf Jarkko Mandelins, organiske værk I’m Liquid tage sig ud på overfladen. Men bag de fire danseres silkebløde, tyste og organiske bevægelsessprog, der billedsmukt favner rummet, emmer et lag af uhygge. For hvor er vi henne? Hvem er disse skabninger med deres fjernt stirrende blikke, fikseret i horisonten? Skabninger der ikke ænser hinanden, selv ikke når de danser helt tæt eller deres kroppe ligger slapt bunket i dynger på gulvet.
Det er visuelt suggerende, dybt fascinerende og helt særligt, når de fire dansere stille sætte af i synkrone ormebevægelser, og på ryggen smyger sig over scenen som små bølgeskvulp, eller i oprejst positur lader deres afspændte kroppe trækkes baglæns gennem rummet, som blev de ført af en stille strøm, mens deres nakker duver blidt som i vandet. Det er imponerende at fornemme tyngdekraften ophæves, når de med blide mavelandinger rammer gulvet, og midt i et dynamisk spring eller et hurtigt rul pludseligt lader sig blødt falde til jorden og ligger helt stille.
Stemningen fra Twin Peaks
I’m Liquid er fascinerende smuk og skabt med en snert af mystisk. For det er tydeligvis ikke naturoplevelsen, som koreografen søger. Lydsidens mix af easy listening latin og rå industrial afspillet fast forward og slowmotion trækker mere på stemningen fra Twin Peaks eller drømme end fra skønne havoplevelser. Den kinesiske gong-gong lyd, der bryder det igangværende bevægelsesmønster, slår tydeligvis an til en ny runde – men en runde af hvad?
Danserne er klædt i sort med karatelignende dragter og et hvidt bælte, de trækker og svinger hinanden rundt i. De skiftes til at iklæde sig en designdyr bikerjakke, uden det dog bliver helt klart, hvad den skal betyde. Koreografien trækker på moderne dans, akrobatik, kampsport og kinesisk dukketeknik. Rummet er sort, og brydes kun af et smalt lysspor af skarpt rødt, orange og hvidt fra små lamper langs gulvet. Er det en advarsel mod noget – er vi i et dødsrige? Der er noget dødsagtigt ved de mange kroppe, som fraværende lader sig føre rundt af hinanden, trækkes slapt over gulvet og ligger nærmest smidt på gulvet, helt stille.
Der gives ingen svar undervejs. Forestillingen fastholder det smukke, mystiske og distancen fra start til slut. En helt igennem særlig og dybt fascinerende danseforestilling.
