Hvis man bare lukkede øjnene, da Den Jyske Opera og Odense Symfoniorkester opførte Verdis udødelige Aida, gik man ikke skuffet hjem. Åbnede man dem, var det en helt anden snak.
Roland Schwab, den tyske instruktør, har for så vidt ret: Verdis Aida har ikke brug for de store sceniske armbevægelser. ”Væk med elefanterne!” udbrød han oprørsk i interviews op til premieren på Den Jyske Operas første opsætning af klassikeren fra 1871. I stedet ønskede Schwab sig et kammerspil med plads til den tragiske kærlighed mellem den egyptiske krigsherre Radamès og hans hemmelige udkårne, den etiopiske slavinde Aida.
Platinblond gimmick
Paradoksalt var det derfor også at være vidne til resultatet, som det udfoldede sig over knap tre timer lørdag eftermiddag i Odense Koncerthus. For hvad var der dog sket med Aida, den skjulte kongedatter, der på Den Jyske Operas plakat for forestillingen er indhyllet i et gyldent slør med klare signaler om en iscenesættelse tro mod forlægget?
Pludselig stod hun foran os med platinblonde, afglattede lokker, iført sorte leggings og med en sort T-shirt, der bar et ligefremt slogan skrevet i hvidt: ”NO LAND”. Hvis man forvekslede hende med en scenetekniker, var man lovligt undskyldt. Tøjet beholdt hun på under alle fire akter, det samme gjaldt hendes skræmte ansigtsudtryk og de uroligt flakkende øjne.
Årsagen til denne gimmick stod aldrig klart – ved premieren aftenen forinden bar Aida en helt sloganfri kjole – men effekten var mærkbar: Hvordan skulle man nogensinde kunne forløse et intimt kammerspil, når hovedpersonen er klædt og agerer som et konstant udråbstegn?
På med solbrillerne
Allerede ouverturen til første akt gav dog en forsmag på, at Roland Schwab og scenografen Alfred Peter faktisk formåede at få meget ud af den ellers statiske og næsten nøgne scene, der blot var iklædt plamager af bladguld og en aftegning af frugtbarhedsguden Osiris’ vågende øje.
Netop som Verdis melodiøse musik fortættedes til et skæbnetungt klimaks, åbnede scenevæggen sig og afslørede en langsomt defilerende ypperstepræst badet i oplyst teaterrøg mod den sorte bagvæg; en nærmest wagnersk entré fra Ramfis, der kom med besked om snarlig krig.
Få øjeblikke senere viste opsætningens kerneproblem sig imidlertid. Under den tidlige terzet mellem Aida, Radamès og den egyptiske prinsesse Amneris, hvis forlovelse med krigsherren lå i kortene, blev det tydeligt, at relationen mellem de tre nøglefigurer haltede. Ét var, at det var umuligt at skabe den nødvendige kemi med den bizarre Aida, men det fremstod også, som om de alle tre var med i hver deres opera.
Mens Aida stavrede rundt i sit dekonstruerede nervøse sammenbrud, lignede den højhårede Amneris med sine art deco-skarpe læderskulderpuder, stramme hotpants og netstrømpebukser en tegneserieskurk. Radamès gav den omvendt som stivbenet helt i det, der skulle være en frisk opdatering af operaen fra oldtidens Egypten til nutidens terrorkrig; desværre forvekslede instruktøren dramaturgisk finesse med maskingeværer, solbriller og billige torturscener.
Musikalsk guldfest
Er der da slet intet godt at sige om Den Jyske Operas Aida, som turnerer landet rundt de kommende uger? Jo, såmænd. Trods de fikse ideer og den noget stivbenede udførelse lykkedes det faktisk Schwab og resten af holdet bag operaen at skabe nogle udmærkede højdepunkter.
Musikalsk set var det også fermt at høre Odense Symfoniorkester, hvor dirigent Jakob Hultberg oftest var god til at give sangerne plads. Og decideret strålende lød både heltetenoren Iurie Ciobanu som Radamès og powersopranen Nora Sourouzian som Amneris. Det var bestemt hverken musikken eller stemmebåndene, der tyngede opsætningen ned.
Det intime kammerspil, som Schwab ønskede sig, nåede Aida dog aldrig i nærheden af. Dertil var iveren efter at nedbryde den traditionstunge klassiker for stor og sansen for figurernes relationer for fraværende. Og nå ja: Hvor var egentlig Egypten i hele denne festival af brintoverilte, læder og plastikveste?
Denne anmeldelse er en del af ISCENEs fokus på Opera med unge stemmer, der er støttet af Augustinusfonden.
