Reumertvinder Maria Vinterberg honorerer prisen med endnu en formidabel musikalsk iscenesættelse af Lars Norens modbydeligt morsomme parforholdsapokalypse Sandhed og konsekvens på Teatret ved Sorte Hest.
”Vi må se at få ryddet op en dag”, siger Elisabeth til sidst, da søster Julie og hendes mand Michael endelig har forladt den groteske parmiddagsnat hos Jens og Elisabeth. På en måde har de vel brugt natten til at rydde op, mens skeletterne væltede ud af skabe i bundter og perfiditeterne blev afskudt med turbopræcision.
Tonen, der æder sjæle op
Og så alligevel ikke. Og det er jo hele pointen. Disse fire mennesker sidder hjerteskærende ulykkeligt fast i ægteskabets spændetrøje, hvor ingen ilt findes og kun fornedrelsen er tilbage. Og dog – er det hele blot en leg på ord. En intellektuel parade, hvor det handler om ikke at blinke først? Nok mest det første i dette mesterlige kammerspil af Lars Norén, der trods sine indlysende referencer til Strindberg, Bergman og Albees ægteskabsdramaer er helt sin eget.
Sandhed og konsekvens er fra 1989, men har fået en opdatering med nutidsreferencer i Vibeke Bjelkes gnistrende oversættelse, der forløst i Maria Vinterbergs altid kropsligt-lydhøre instruktion atter cementerer teatrets suveræne beherskelse af det absurde teater. Her stikker det dog endog dybere i kødet ved at placere sig lige op af det sandsynlige.
Mon ikke de fleste har deltaget i pinlige parmiddage eller i hvert fald været vidne til den bidende sarkasme, par ofte udvikler som fællestone? Den tone, der æder sjæle op, og som kan være umulig at stoppe, når den først er sluppet løs og bliver til et monster.
Uforløst brunst og machobrøl
Monstret er i første omgang Elisabeth, der skiftevis angriber lillesøster og ægtefælle. ”Et røvsygt adressemonster”, som hun selv kalder det. Fanget i middelklassealkoholismen, misundelig på søsterens velstand, rasende på den mand, der ikke levede op til drømmene. Sarah Bobergs Elisabeth skyder først, så ingen får ram på hendes smerte. Men den er der, vi ser den. Anette Støvelbæk, der netop har modtaget Lauritzenprisen, er eklatant fremragende som den umiddelbart blide, distræte søster Julie. Men der gemmer sig både råhed og uforløst brunst i den pæne, barnløse kvinde. Anette Støvelbæk doserer perfekt fra flagrende øjne til faste greb i mændenes skridt og mestrer at sætte helt malplacerede replikker lige midt i skabet.
De to søstre og deres forældrebindinger roterer dramaet med mændene som en form for avanceret staffage. Elisabeths mand Jens, børnehjemsbarnet med de uforløste kunstneriske ambitioner. Medmisbrugeren, der truer med at gå, men aldrig vil gøre det. Niels Ellegaard har lært at parere og får også sat stød ind, men hans let sammensunkne ryg og kurren med undulaten Benny fra ABBA (!) siger alt. Peter Oliver Hansens selfmade man Michael er en springfjeder af uartikulerede følelser. Vantro flyder over hans ansigt, når Elisabeth giver gas, men snart pendulerer han selv mellem machobrøl og tårer i puden.
Forfærdelig trist og afsindigt morsomt
Det lyder helt forfærdelig trist. Det er det også, men det er samtidig helt afsindigt morsomt. Så nedrige er vi faktisk ved os selv og hinanden, og måske er vi nødt til at bruge humoren til at se det i øjnene? Hvad er det dog, der sker i de intime forhold mellem mennesker? Kan man nogensinde få ryddet op, når grænsen først er overtrådt?
Sandhed og konsekvens er en formidabel musikalsk iscenesættelse af en kvartet, der ikke er bange for at tage skridtet helt ud i afgrunden. Det formidable ligger i, at vi morer os kosteligt, men samtidig føler inderligt for disse mennesker, der har så ondt. Det er absurd teater, når det er bedst.
