Den nye scene for Det Frie Felt, TOASTER, kører sit åbningsprogram over de næste uger. Første aktivitet var et performativt forum med det schweizisk/belgisk/danske kompagni GASTSTUBE°, hvor vi afsøgte muligheder for at agere i forhold til klimakrisen.
Tidens dommedagsklang af ikke mindst klimakatastrofe kalder tilsyneladende det politisk-aktivistiske konceptteater frem. I sidste måned læste publikum selv kriseteksten Øjne op på Teater Momentum, i Norpols globaliseringsundersøgende Arbejdskraft kunne vi bande og vælte stilladser. Og den nye scene for Det Frie Felt, TOASTER, åbner sin første sæson med Home Made Climate Conference, der med det internationale kompagni GASTSTUBE°’s egne ord er en ”invitation til et fælles design af andre fremtider”.
Tempereret velfærdsrefleksion
Vi må altså på den igen. Deltage i et kapitalismekritisk projekt, hvis erklærede formål – igen med kompagniets egne ord – er at finde ud af, ”hvordan vi vækker det kollektive og konstruktive raseri”.
Rammen er således lagt fast. Situationen kalder på raseri. Det kan man jo være enig i eller ej, men den type programerklæringer tiltrækker sjældent publikum/deltagere af særskilt anden observans. Således næppe heller her i Copenhagen FAB LABs lokaler, der danner en passende ramme omkring Home Made Climate Conference. Forestillingen er nemlig også en slags hjemmelavet lab med tre workshops. De formidler med forskellige kunstneriske virkemidler GASTSTUBE°-trioens fortløbende undersøgelse af klima/kapitalismespørgsmålet og vækker dermed muligvis vrede i deltagerne. Men realistisk set denne aften nok mere noget, der ligner tempereret velfærdsrefleksion.
GASTSTUBE° bruger den gode, gamle inddragelsesteknik, hvor de nok leder os, men i en tilbagelænet, ja næsten lidt småforvirret form. Er vi i gang? Skal vi lige vente et øjeblik? Vil du starte? Vi slapper af i deres selskab, sænker paraderne og følger villigt med.
Hygge eller raseri?
Først er der solen. Små stykker træ med ord, der beskriver følelser og reaktioner, former en cirkel på gulvet. Vi markerer med en sten, hvilket udsagn vi er mest på linje med lige netop nu og knytter et par ord til. Solen bliver sidst på aftenen til noget andet, og vi får mulighed for at lægge vores sten et andet sted eller tilføje nye udsagn. Udfordringen her er at hæve sig over klichéniveau, hvilket ikke rigtigt sker. Et fortroligt rum blev dog etableret – fordi alle fremmødte var villige til at byde ind.
I de to andre workshops lærte vi at demonstrere på kaste-med-sten-måden forklædt som dansetime, og fik en naiv-marxistisk forelæsning/drømmerejse om industrialismens fremkomst og dens betydning for, hvorfor vi i dag sidder midt i en klimakrise.
Jeg er ikke nødvendigvis uenig i forestillingens grundlæggende udsagn, og måske kalder tiden på disse vækkelsesseancer med meget spinkelt analytisk grundlag. Jeg hyggede mig også fint med at danse-demonstrere på ringvejen og med at lukke øjnene til lyden af damptogets miljøskadelige tøffen. Men når nu det handler om menneskehedens undergang, lander Home Made Climate Conference for blødt for mig – for trods trioens glimt i øje var det jo ikke hygge, de ville vække.
Forestillingen er fint gennemført i egen ret og kan sikkert sætte noget i gang i mindre forhærdede sjæle end min egen, men konceptet tilfører ikke noget nyt i den tradition, den skriver sig ind i. Det er ærgerligt, for formatet kan stadig noget – især hvis man formår at få fat i deltagere, der ikke allerede har set lyset.
Der er masser af andre oplevelser på TOASTERS åbningsprogram Husspektakler.
