Så er julesæsonen skudt i gang med Odense Teaters højt guldbelagte farceversion af DR’s julekalender fra 1986. Der er noget til de store og noget til de små, mens julestemningen sniger sig ind med den faldende sne, de fængende sange og de sjove karakterer.
Det sørme, det sandt, december kender nok de fleste, for den kører i rundgang hver jul som flere andre af Bodil Heisters kompositioner, der af og til tenderer operetten. Jul på slottet passede hverken med min egen eller mine børns barndom, så jeg har ikke noget forhold til denne i datiden så roste tv-kalender. Produktionen var flot og mangt et ungt hjerte bankede for Jens Zacho Böye og Hanne Stensgaard, der spillede parret i midten af juleintrigen, prins Valentin og prinsesse Miamaja.
Forstandige kvinder og tåbelige mænd
Jeg har altså ikke noget sammenligningsgrundlag og gik uhildet til forestillingen, der bestemt lever fint i sin egen ret. Martin Miehe-Renard, der skrev den oprindelige historie, har dramatiseret og instruerer. Selvom teksten er ny, er der ikke pillet ved grundhistorien, men sprogbrugen er tilpasset vor tid og iscenesættelsen hælder sig fortrinligt op af farcens greb. Ganske fint lykkes det at bevare figurernes sødme uden at fordumme dem unødigt eller træde for klodset på nutidens kønsparadigmer.
De forstandige kvinder, der ud over kloge Miamaja, som Nadia Jasmin Nielsen elegant giver moderne form, tæller nissemor Trisse, tjenestepigen Sibbe og Miamajas skrappe faster givet med pondus og glimt i øjet af Natalí Vallespir Sand, er omgivet af tåbelige mandfolk, der er styret af deres sult efter mad og magt eller blot lidt bimlende som slottets troldmandagtige Mester Astralius. Undtagen naturligvis den søde prins Valentin, der er klog som kvinderne.
Mikkel Bay Mortensen og Anders Skov Madsen får leveret ret skønne scener som det (ikke så farlige) skurkepar Grev Rabsenfuchs og hans nevø Junker Juchs, der forsøger at rane riget fra kongen. Ja, Juchs har nok ikke helt forstået sin onkels skumle plan, men han gør sit bedste på en aldeles akavet-elskelig måde. Anders Gjellerup Kochs grovædende konge og Nicolaj Jandorfs mundskænk Süsmund giver også fin dekadent gas. På loftet huserer nisserne, når de da ikke lige giver en hånd til Miamaja og julen.
Crazy lagkageafdeling
Alle hjulpet godt på vej af Benjamin La Cours opulente gyldne og pudderfarvede kostumer. Vi taler crazy lagkageafdeling her skønt spændt op mod scenografiens stramme linjer og former, der stadig åbner nye rum med en skarpt tænkt drejefunktion. Og hvorfor ikke? Julen er et eventyr, som det siges mod slutningen, så skal man da også have kostumer, der ligner en blanding af kræmmerhus og solkongens hof. Slik for øjet og helt over toppen – ikke mindst ”Når anemoner blomstrer i december” og udløser sommervejr og matchende strandpåklædning. Fortsat gylden naturligvis. Blæret visuel løsning.
Guld er der jo ellers for lidt af i kongens rige. Og da han selv er ganske velpolstret giver det udfordringer, da han skal betale krigserstatning – sin egen vægt i guld. Heldigvis er Miamaja klar med kuglerammen og nisserne fra loftet giver også en hånd med, så det alligevel kan blive jul igen i år. Jul på slottet er virkelig gedigen familieunderholdning, der konsekvent vælger at sætte tungen i kinden og skabe en fest. En god historie med sjove karakterer, der fortælles uden svinkeærinder fyldt med charme og fængende sange.
Hør Martin Miehe-Renard fortælle om transformationen til scenen her.
