Julestemningen flyder fra scene til sal på Folketeatret i Kasper Wiltons gammeldaws og sødt indtagende sceneversion af den gamle julekalender Jul i Gammelby. Nisser og godtfolk myldrer rundt mellem hinanden, til alt på bedste kalendervis løses og det første juletræ i Danmark tændes.
”Herregud, det er jo kun jul en gang om året,” lyder det til sidst i Folketeatrets Jul i Gammelby, der ganske gammeldaws, men også sødt charmerende, netop kredser om at finde julehumøret frem og ikke mindst om at dele juleglæden med andre.
Vi kender historien fra tv-julekalenderen fra 1979. Mads og Mettes far, byens borgmester og købmand, vil ikke holde jul, før hans skib Håbet vender tilbage med varer. Børnene allierer sig med nisserne på loftet, der med frække drillerier forsøger at få ham på mere julede tanker. Mon det lykkes? Selvfølgelig gør det det, og alle kan til sidst danse om det store juletræ, som Kresten Kræmmer har bragt til Danmark fra det store udland.
Elskelige nissebørn med strømperne i ål
På Odense Teater har Jul på slottet fået et henrivende moderne udtryk i farcestil med guldgevandter. På Folketeatret holdes der fast i titlens Gammelby med et univers a la Morten Korch-film. Her kan der ikke brovtes for højt eller gantes for kælent. Selv den fine, velfungerende drejescenografi ligner sætstykker fra fordums tid. Men hvad gør det, når det virker og julestemningen nærmest oser fra scenen ned over rækkerne i salen. Her kan det yngre publikum slet ikke holde sig i stolene, men må hoppe, huje og råbe gode råd til drillenisserne.
Nisserne er et scoop med Maria Corydon og Niels Anders Manley i front. Han kolerisk, hun varm og fuld af ideer. Omkring dem fire fuldstændigt elskelige nissebørn. Klædt i røde og gule striber og med de tykke sokker i ål danser de på loftet og tripper op og ned ad trapper, mens nissefar kaster tryllestøv. Øllet bliver surt, briller og borgmesterkæder forsvinder, døre går i baglås. Men først da borgmesteren selv kravler på loftet og møder nisserne, kan julefreden sænke sig over købmandsgården.
Teaterglæden bliver vakt
Søren Hauch-Fausbøll er et fund som borgmesterfar. Han er ikke særlig lydhør, men til gengæld så klodset og nem at forskrække, at man ikke kan undgå at holde af ham. Sofie Alhøj og Troels Malling er skønne som det forelskede par, hvis honninghjerter banker i takt. Christian Iversen giver en energisk gadedreng og Clara Ellegaard en godt moderniseret borgmesterdatter Mette med smæk i replikken. Flot sekunderet af Magnus Kirk Street Mølgaard og Carl Løber Roliggaard, der alternerer i rollen som lillebror Mads.
Jul i Gammelby er som Morten Korch. En nostalgisk tur til en tid, som nok aldrig rigtig har eksisteret. Man kan godt diskutere, om det er en relevant fantasi at plante i børn i dag. Men man kan også bare lade være og glæde sig over, at børn kan genkende og indleve sig i en god forestilling, når de møder den. Vist er det fjollede karakterer, vist er der godt med onkelhumor og vist faldes der – i hvert fald verbalt – en del på halen, mens karaktererne konstant myldrer ind og ud af købmandsbutikken
Men det er også en helt overdådig opsætning med masser af spillere på scenen, et helstøbt univers, en charmerende iscenesættelse i forrygende tempo og tilmed en levende trio i orkestergraven. Folketeatret tager det yngre publikum alvorligt med en stor sceneoplevelse, der både giver jule- og teaterglæde.
Se forestillingens program, hvor Kasper Wilton fortæller, hvorfor vi skal se Jul i Gammelby i dag her.
