Aalborg Teater rykker på det digitale teater med den live-streamede forestilling Livet. Teknikken er i top, mens det kan undre, at man ikke har været mere visionære i forhold til den fine, men før sete flettefortælling fra en boligblok.
Livestreamingen Livet er inspireret af franske Georges Perecs roman Livet – en brugsanvisning, der i 99 kapitler fletter fortællinger fra et lejlighedskompleks i rue Simon-Crubellier i Paris sammen til et encyklopædisk indblik i livet.
I Aalborg er det seks skæbner fra en fælles boligblok, der kombineres i teatrets nyeste bud på digitalt teater. Her møder vi Bitten, der sælger sin scooter, når hun får en øl for meget og så må købe den tilbage dagen derpå. Hugo, der har deltaget i VM i typografi. Karina, der har skrevet en krimi med afsæt i hendes egne oplevelser med overgreb. Kirsten og Ole, der solgte deres tidligere hus til en religiøs sekt, og Hanne, som synes, lejligheden passer perfekt til hendes behov. Seks mennesker fra hverdagen med hver deres unikke liv og fortællinger. Det er sådan set meget fint og de medvirkende er søde, men konceptet er tamt og set før både på tv og teater.
Hvor er den indholdsmæssige kant?
Aalborg Teater lagde fx selv ud med landets første borgercene i 2013, hvor almindelige mennesker stod på scenen og under et fælles tema fortalte historier fra deres liv i et instrueret set up. Mens publikum i København kunne komme helt tæt på beboerne i Urbanplanen, da kunstnerkollektivet Familien i 2016 bød indenfor i Højhuset med vandreforestillingen En landsby på højkant. Her besøgte man beboerne i deres lejligheder og hørte historier fra deres liv. Højhuset skulle rives ned og forestillingen fungerede dermed som et politisk indspark i debatten om udflytning af svage borgere til randområdet af storbyen.
Aalborg Teaters aktuelle livestream Livet luller sig ufarligt afsted med de fine fortællinger, som i deres korte form ikke fungerer som mere end små overfladiske nedslag i fremmede menneskers liv. Det er flot og modigt, at de medvirkende vil være med og dele deres historier, men den perspektiverende kant til en politisk agenda, socialkritik eller eksistentielle vilkår, som fx Tue Biering så ofte formår at trække ind på scenen med sine fortællinger fra virkeligheden, har forestillingen ikke og det er lidt uklart at se, hvad vi skal med Livet.
Yndlingsrum og særlige ting
Forestillingen er delt op i ti tematiske scener, som ”yndlingsrum” og ”særlige ting”, hvor de medvirkende hver især fortæller fra deres liv – Hanna kan fx godt lide at gå til ishockey. Mellem de små scener guider skuespiller Lars Topp Thomsen publikum med lidt lommefilosofisk sniksnak om ”Livet som et puslespil, hvor hver enkelt brik først giver mening, når den sættes sammen med de andre”. Andre gange hopper han rundt på en legeplads og fortæller afbrudt af sprutindtag og bøvser om Magisterparkens historik fra middelklasselykke over ghetto til den nu glædelige opblomstring med nominering af renoveringsprisen i 2016.
Ingen tvivl om, at beboerne – i alt fald dem, som var med i forestillingen – er glade for at bo der. Og ingen tvivl om, at de hver især har haft udfordringer i deres liv og taget en række valg, som har sat dem, hvor de er i dag. Men har det dramatisk kant og nerve? Ikke synderligt, og når nu man rykker med et nyt digitalt koncept, hvorfor så ikke også udfordre sig selv lidt på indhold?
