Del

Sprækker

13. - 26. nov 2021

Aaben Dans i Hal 9

Aaben Dans viser Catherine Pohers afskedsforestilling Sprækker i en gammel industrihal i Roskilde. Det bliver en foruroligende og samtidig lokkende smuk æstetisk gennemlysning af naturens kraft og menneskets flygtige gang på jorden. 

Blæsten ved den store Hal 9 i Musiconområdet i Roskilde kan næsten tages som varsel for forestillingen Sprækker, som vi om lidt skal se i den rå hal. Naturkræfterne lever. Både ude og inde. Men gør menneskene? Sprækker er Catherine Pohers afskedsforestilling. Den er som en lang række andre skabt i tæt samarbejde med Thomas Eisenhardt og føjer sig med sit poetiske og konsekvente udtryk til parrets tidligere produktioner.

Denne gang er afsættet klima – eller mere præcist naturlove og naturfilosofi. Det kan ikke være mere aktuelt. Det kan næsten heller ikke være mere dystopisk. Trods titlens udpegning af det liv, der myldrer frem af selv den mindste sprække. For det liv er ikke nødvendigvis menneskets, men kan være det liv, der opstår, når vi vender ryggen til. Håbet ligger dog i livet, der kan skabe ny orden i det kaos, som Poher og Eisenhardt er inspirerede af. Det kaos, som jorden uvægerligt bevæger sig mod ifølge termodynamikkens anden lov, dvs. at energi bliver omdannet til varme og aldrig kan tage fast form igen.

Sprækker
Sprækker af Aaben Dans. Foto: Per Morten Abrahamsen.

En varm sten i hånden

Vi lukkes ind i to grupper og sidder i hver sin ende af den kolossale, næsten mørklagte hal. I midten lyser en gruppe store sten op. Natur indkapslet i kultur, men en kultur tømt for indhold og dermed mening. Små fodspor fra dyr og fugle toner frem på gulvet, når et særligt lys rammer, naturen kræver et ekstra blik for at kunne ses og opleves. Vi får en lille varm sten i hånden, og vænner os til de voldsomme brag og lyde fra den store højttaler mellem stenene. Kultur indkapslet i natur, her stadig mægtig, stadig i stand til at kaste sin lyd mod os.

Fire skikkelser kommer til syne. Stadig langt borte hvirvler de om stenene, inden de opløses i to par, der hver især smelter sammen tæt på os. En uendelig nænsom balanceakt folder sig ud. Store Ole Birger Hansen bærer i vores ende med lethed lille Nanna Hanfgarn Jensen, mens de følger hinandens bevægelser ud i balance, ind i omfavnelse. Hendes ene fod er sårbart nøgen, men holdes altid svævende over jorden som et lille spinket håb. I den anden ende er det Antoinette Helbing og Fabio Liberti, der langsomt bølger den beskyttende bevægelse frem.

Sprækker
Sprækker af Aaben Dans. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Menneskene er borte

Parrene opløses og porten i modsatte ende går op. En gruppe mennesker bevæger sig gennem hallen bærende på civilisationens objekter som ure og trærammer. De ledsages af lyden af toiletskyl, standser kort og forsvinder ud. Vi følger de fire dansere til midten, hvor lyden af middelalderkompositioner kommer langt frem i lydbilledet og forlænges i dansernes gøgleragtige hurtigløb mellem os. Gøglere bor også i sprækker og kaster her lange skygger på de rå mure, der giver associationer til netop middelalderens kalkmalerier.

Så samles de fire til en enhed af tyngde i en fælles bevægelse. Den modsatte port går op, menneskegruppen entrerer igen, nu med grene og blide lanterner. Danserne overtager grenene i en sidste håbefuld bevægelse foldet ud af en enligt vandrende drengesanger.

Så er menneskene borte og vi er tilbage med stenhoben, der vækkes til live i Olive Guillemains myldrende videodesign og de sidste lyde fra Mads Emil Nielsen dragende mix af kulturens toner og naturens lyde, der har fulgt os hele vejen. Sprækker er ikke overfortalt, men tror på sin egen enkle formidling af et komplekst tema. Det kan den også godt, for det er jo lige præcis det, fremragende kunst kan. Få os til at opdage, at mærke, at tænke på nye måder om noget, vi tror, vi kender alt til. Det er i al sin tysthed en hamrende konsekvent og samtidig lokkende smuk og foruroligende forestilling, som Aaben Dans fortjener stor ære for.

Koncept, koreografi, instruktion og scenografi: Thomas Eisenhardt og Catherine Poher. Komponist/lydproducent: Mads Emil Nielsen. Lysdesign: Carina Backman. Projektioner: Olive Guillemain. Kostumedesign: Franciska Forslund Toubro. Vokal indstudering: Michael Min Knudsen. Percussion: Victor Dybbroe.

Dansere og koreografi: Antoinette Helbing, Nanna Hanfgarn Jensen, Fabio Liberti og Ole Birger Hansen. Sang: Alfred Halfdan Murray / Benjamin Skjoldager Fangel. Skiftende statister.

Spiller i Roskilde 13. - 26. november 2021.