Skuespiller Sofia Nolsøe fra Aarhus Teaters ensemble, performancekunstner Kirsten Dehlholm og festivalen København Danser modtog Foreningen Danske Teaterjournalisters priser, der igen i år blev uddelt på Folketeatret i København.
Sidste år måtte priserne på grund af Covid-19-situationen overrækkes individuelt. I år var prisoverrækkelsen tilbage på Folketeatret, der som vanligt dannede en festlig ramme om begivenheden.
Teaterpokalen til Sofia Nolsøe
Skuespiller Sofia Nolsøe fra Aarhus Teaters ensemble modtog den prestigefulde pris Teaterpokalen. Sofia Nolsøe er uddannet fra Statens Teaterskole i 2011. Hun blev efter nogle år som freelancer på københavnske scener ansat i ensemblet på Aarhus Teater i 2015. Her har hun medvirket i en række forestillinger i forskellige genrer. Hendes bredde vises således også i, at hun honoreres med Teaterpokalen for de to meget forskellige roller i Når vi døde vågner og A Clockwork Orange på Aarhus Teater.
Journalist ved Radio4 og anmelder ved Kristeligt Dagblad Lene Grønborg Poulsen overrakte prisen og motiverede valget af Sofia Nolsøe således:
”Man er aldrig i tvivl om, hvornår du træder ind på scenen. Du tager rummet med en stor overbevisende kraft og favner hele spektret, så vi som publikum ender helt yderst på stolekanten og trækker eller holder vejret med dig. (…) Spændvidden er i hvert fald stor, når man med nerve mestrer alt fra det naturalistiske og surreelle hos Ibsen til det vilde og voldlige i 1960’ernes A Clockwork Orange”.
Læs hele Lene Grønborg Poulsens tale her.
Med prisen modtog Sofia Nolsøe 50.000 kr. og selve Teaterpokalen, en sølvskål udført af sølvsmed Manuel Sjødahl.
Teaterkatten til Kirsten Dehlholm
Instruktørprisen Teaterkatten gik i år til Kirsten Dehlholm for iscenesættelsen af forestillingen Amduat.En iltmaskine og ikke mindst for hendes livslange og helt særegne bidrag til dansk scenekunst. Journalist ved Information og Teateravisen Anne Middelboe Christensen overrakte Teaterkatten og motiverede prisen med blandt andet disse ord:
”Dine forestillinger er hamrende flotte og musikalsk subtile. Dit afgørende våben er langsomheden. Det virker ofte, som om du prøver at få tiden til at forsvinde. Som om dine visuelle billeder bliver så stærke, at musikken og replikkerne eller sangstroferne underordner sig billedet. Som om kroppene glider ind i koreografier, indtil positurerne finder en form, der udtrykker noget alment og mytisk. Så er du tilfreds.”
Læs hele Anne Middelboe Christensens tale her.
Kirsten Delholm modtog 25.000 kr. og sølvsmed Manuel Sjødahls lagkagekniv i sølv, som traditionelt følger med Teaterkatten.
Initiativprisen til København Danser
Årets Initiativpris gik til den nye festival København Danser, der med et ønske om at præsentere moderne dans og ballet på højt, internationalt niveau for første gang blev afviklet i efteråret med fokus på ligestilling mellem kønnene og større diversitet. Anmelder hos kulturtid.dk, dansonline.dk og Villabyerne Pia Stilling overrakte prisen med disse ord
”I får prisen for jeres initiativ festivalen København Danser, som I har planlagt skal være en årligt tilbagevendende begivenhed, og som I to Ulrik Birkkjær og Thomas Mieth har skabt sammen. (…) I har udvist både mod og initiativ med så stort anlagt et projekt som København Danser, er. I har skabt et flot, lødigt internationalt supplement til Københavns øvrige dansescene.”
Læs hele Pia Stillings tale her.
Med Initiativprisen prisen følger 15.000 kr.
Om priserne
Teaterpokalen er Danmarks ældste teaterpris, som er blevet uddelt af Foreningen Danske Teaterjournalister siden foreningens oprettelse i 1933.
Holger Gabrielsen modtog den første Teaterpokal, siden har en række store navne som Liva Weel, Osvald Helmuth, Bodil Kjer, Clara Pontoppidan, Ghita Nørby, Bodil Jørgensen og Lars Mikkelsen modtaget prisen.
Fra 1957 kom instruktørprisen Teaterkatten til og siden fulgte Initiativprisen. Prismodtagerne og de nominerede udpeges af foreningens medlemmer på en årlig generalforsamling. Foreningens priser støttes af Slots- og Kulturstyrelsen.
Læs mere om Foreningen Danske Teaterjournalister her.