Anthony Burgess’ A Clockwork Orange er noget af en mundfuld at kaste sig over for såvel dramatiker og iscenesætter som skuespillere. Men på Aarhus Teater fungerer det!
Det stilles temmeligt høje krav til de tre ensembleskuespillere Sofia Nolsøe, Emil Prenter og Lasse Steen i huskunstner Natalie Mellbyes iscenesættelse af kult-klassiskeren A Clockwork Orange på Aarhus Teater.
Bjørn Rasmussens velfungerende dramatisering, der er fuld af volapyk-formuleringer og sprogbrug, som mest af alt minder om børne-tv med Bamse og Kylling, er lige så sprogligt kompliceret som forlægget, men skuespillerne formår alligevel at levere replikkerne knivskarpt fra start til slut i den godt to timer lange forestilling.
Grim, grotesk og larmende
I rollen som fortælleren Alex taler Emil Prenter til os – hans “hjerner og hjerter” – som læste han højt af en munter børnebog. Med et smil på de groteskt rødmalede læber, der leder tankerne hen på Jokeren, fortæller han om absurde voldshandlinger og frydefuld begejstring over blod, der flyder i gaderne.
Sammen med sine to ligesindede venner, der spilles af overbevisende vanvittige Sofia Nolsøe og Lasse Steen, drikker Alex Moloko-drinks (mælk med stoffer) og drager ud i natten for at flænse, flå, sparke og smadre andre mennesker.
Sammen med de tre optræder seks medlemmer af Aarhus Teaters kor, som byder ind med musikalske elementer bestående af både Beethoven, som Alex i særklasse sværmer for, Carl Orffs Carmina Burana og små brudstykker af fx. Gustav Wincklers Gem et lille smil til det bli’r gråvejr. Også de tre skuespillere synger og spiller musik. Det er både grimt og larmende, og dermed fuldstændig i tråd med hele iscenesættelsen.
Som mareridtsagtige killerklovne
“Det var et flippet, mørkt og koldt vinterbæst af en aften,” konstaterer Prenter indledningsvist – umiddelbart efter han har sminket sig hvid i hele ansigtet, og Sofia Nolsøe har tværet rød farve tværs hen over hans mund. “Vi bjæffede os grundigt op fra slap”, fortsætter han og begynder at fortælle, hvordan han sammen med de to venner dyrker “ultravold”.
Alle skuespillere og kormedlemmer har lignende makeup og er iført outreret påklædning holdt primært i hvidt. Før volden sætter ind – hvad enten den foregår på gaden med tilfældige ofre eller under hjemmerøverier i store villaer – iklæder de tre sig røde klovnenæser, som gør dem til personificeringer af mareridtsagtige killerklovne.
Blodet flyder i sproget
Huskunstner Natalie Mellbye står bag både instruktion, scenografi og kostumer i iscenesættelsen på Studio Scenen i kælderen under Aarhus Teater. Væggene rundt i det forholdvist lavloftede lokale er dækket af sølvfolie med tegneserieagtige motiver fra ansigter til ord. Det hele er primært sort/hvidt, hvilket får de røde elementer til at stå endnu skarpere frem. For selvom det egentlig er begrænset, hvor meget teaterblod, der anvendes, så maler Bjørn Rasmussens tekst overbevisende og skræmmende sproglige billeder.
Fortællingen i A Clockwork Orange sætter på absurd fokus på vold og kedsomhed – og på regeringens tilsvarende voldelige forsøg på resocialisering af en morder. Bogen er fra 1962, men historien synes tidløs, hvilket iscenesættelsen på Aarhus Teater kun understreger. Skuespilpræstationerne er helt i top – og det samme gælder både dramatisering og instruktion. Om man så er psykisk robust nok til at overvære forestillingen – og om ens mave kan klare de kvalmefremkaldende scenebilleder – må være op til den enkelte at vurdere.
