Del

Når vi døde vågner

18. sep - 16. okt 2021

Aarhus Teater

Stærke skuespilpræstationer, en sanselig scenografi og en vibrerende lydside er omdrejningspunktet for Amanda Linnea Ginmans iscenesættelse af Henrik Ibsens sidste drama Når vi døde vågner på Aarhus Teaters Studio-scene.

Som en klat smeltende smør glider Sofia Nolsøes Maja langsomt ned fra den bænk, hun sidder på, indtil hun i stedet ligger fladt på maven for sin mands fødder. “Hør, hvor lydløst her er,” siger Maja til Kasper Leisner Rubæk. Og der er ganske stille. I hvert fald lige på dette tidspunkt i Amanda Linnea Ginmans iscenesættelse af Når vi døde vågner på Aarhus Teater.

De to skuespillere, som udgør ægteparret Rubæk, er placeret midt i Nathalie Mellbyes scenografi, der er opbygget af trælameller som en sauna. De er begge iført lyse badekåber og kun den klikkende lyd af træ, der giver sig i varmen, høres omkring dem. Men få sekunder inden hamrede et sansebombarderende intermezzo bestående af pulserende stroboskoplys og en øredøvende, buldrende lydside i Marie Koldkjær Højlund og Kenneth Nørby Andersens lydunivers ud mod publikum. Et mellemspil mellem scenerne, der gentages løbende gennem den halvanden times tid, forestillingen varer. Vel at mærke mere og mere kraftfuldt for hver gang, indtil det til sidst er så voldsomt, at stolerækkerne vibrerer til en grad, hvor jeg spekulerer på, om det hele mon snart braser sammen.

Når vi døde vågner, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte
Når vi døde vågner, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

Stærke præstationer

Når vi døde vågner fra 1899 er Henrik Ibsens sidste drama. En fortælling fuld af symbolik og tanker om livet og døden. Billedkunstneren Arnold Rubæk er efter en årrække under varmere himmelstrøg vendt tilbage til Norge sammen med sin hustru Maja. På et kursted møder de Rubæks tidligere muse, Irene – den kvinde, der forlod ham, da hans største mesterværk ‘Opstandelsens dag’ stod færdigt og i samme ombæring tog hans kunstnerevne med sig.

Mette Døssings fascinerende Irene er klædt i en tynd, hvid natkjole. Hun stirrer med opspilede vanvidsøjne, mens hun taler om barnedrab og sin egen død. “Jeg gik ind i mørket” og “jeg var død i mange år,” forklarer hun Kasper Leisners fortvivlede Rubæk, der kun kan tænke på sin egen tabte kunstnersjæl. Gensynet mellem de to sætter gang i en proces, der uundgåeligt leder mod en afslutning. “Lad os to døde leve livet til bunds, før vi går i graven igen,” siger Irene til Rubæk.

Når vi døde vågner, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte
Når vi døde vågner, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

I Ibsens oprindelige tekstforlæg afsluttes de menneskelige pinsler af en lavine og døden, men i Amanda Linnea Ginmans iscenesættelse må publikum i langt højere grad selv tolke på, hvad der sker. Den skæbnesvangre stemning fra Ibsens drama manifesterer sig fysisk på scenen gennem de stærke skuespilpræstationer fra alle fire medvirkende og de mystiske skikkelser med hvide dyrehoveder, der konstant befinder sig i baggrunden

Velfungerende sanselighed

Nathalie Mellbyes scenografi består dels af flader dækket af træ i gråtoner, og dels af en bagvæg fuld af mindre plader med mørkegrå, æggebakkeformede skumtoppe, der én for én pilles ned til bragende, knagende lyde og afslører endnu et scenografisk lag med tågede silhuetter af grantræer og nøgne grene. Det hele badet i Kim Gluds stemningsforstærkende lyssætning, der skifter mellem køligt gråt og varmt, gyldent lys.

Sofia Nolsøes Maja drager – i frustration over Rubæks brudte løfter om deres ægteskabs storhed og hans genoptagede forbindelse til Irene – ud i skoven med Patrick Baurichters bjørnejæger Ulfheim. De to – og især Nolsøe – leverer en ekstremt kropslig, næsten dyrisk præstation, der gør ord sekundære. En udstråling, der forstærkes af de dyremasker, de ifører sig, når de lister omkring i baggrunden, og som henviser til Rubæks portrætbuster, hvor han efter sigende inkorporerer dyreansigter under menneskenes.

Når vi døde vågner, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte
Når vi døde vågner, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

Amanda Linnea Ginmans iscenesættelse formår på samme tid at være tro mod Ibsens tekst og med et tykt lag symbolik at få forestillingen til at føles relevant og nutidig. Det er en fortælling om macho-mænd og trofæ-kvinder. Brugen af Marie Koldkjær Højlund og Kenneth Nørby Andersens musikalske intermezzi sætter sig i kroppen, selvom forestillingen som helhed nok – til trods for Aarhus Teaters særlige fokus på det såkaldt “affektive rum” – ikke opleves mere følelsesfremkaldende hos publikum end andre, vellykkede iscenesættelser.

Tekst: Henrik Ibsen. Instruktør: Amanda Linnea Ginman. Scenografi: Nathalie Mellbye. Lydunivers: Marie Koldkjær Højlund og Kenneth Nørby Andersen. Lys: Kim Glud. Medvirkende: Kasper Leisner, Mette Døssing, Sofia Nolsøe og Patrick Baurichter.

Spiller på Aarhus Teater 18. september - 16. oktober 2021.