Del

Aarhus Teater sætter i denne sæson fokus på det affektive rum i tre forestillinger på teatrets lille Studio-scene. ISCENE har talt med instruktør Amanda Linnea Ginman og dramaturg Tine Voss Ilum om, hvad begrebet affektiv dækker over, og hvorfor det skal fremhæves netop nu.

”Alt teater er affektivt,” slår dramaturg ved Aarhus Teater Tine Voss Ilum straks fast, da vi prøver at indkredse det begreb, teatret har sat som overskrift for tre forestillinger på den lille Studio-scene. Det affektive knytter sig til sansning og stemninger, og grundessensen i det affektive teater er ifølge Tine Voss Ilum derfor også en forstærkning af, at teater ikke kun ses, men opleves med flere sanser.

På Studio-scenen har teatret gennem længere tid arbejdet med publikumsrelationer, men det satte Covid-19 en midlertidig stopper for. ”Derfor havde vi et stærkt behov for at sætte yderligere fokus på det rumlige og det sanselige i teatret ved at dyrke nærvær, følelser og stemninger mere i denne sæson,” fortæller Tine Voss Ilum. Konkret udmønter det sig i en genopsætning af Christian Lollikes En fortælling om blindhed og to nyopsætninger – den aktuelle Når vi døde vågner af Henrik Ibsen og Til de lyse morgener til januar.

Det førbevidste mellemsted

Amanda Linnea Ginman instruerer de to nye forestillinger og ser det som en kæmpe gave at kunne gå på opdagelse i og aktivere de affektive dynamikker på forskellig vis i to så forskellige opsætninger. Hun definerer det affektive som ”et førbevidst mellemsted,” hvor vores sanser oplever, men hvor vi endnu ikke har defineret oplevelsen intellektuelt. Tine Voss Ilum supplerer: ”Det affektive teater handler ikke om at føle noget bestemt, men om at dyrke det følelsesmæssige og vække en sanselighed i kroppen med stemninger, det taktile, det, vi ikke kan sætte ord på, for derigennem at påvirke og røre publikum”.  

I forhold til publikumsrelationen skaber affektionen ”et kraftfuldt tredje rum mellem publikum og performere. Alle ved, at det er fiktion, men igennem det ritual, som teaterprocessen er, kan vi i fællesskab fremmane en virkelighed,” uddyber Amanda Linnea Ginman, og fortsætter: ”I teaterrummet sidder vi som publikum med vores individuelle sansninger, men det kraftfulde kan også ske, at en kollektiv erkendelse eller sansning sker. Det tror jeg i høj grad, udspringer fra et førbevidst mellemsted, at en hel sal kan gå sammen ind i det tredje rum i samme øjeblik. Jeg tror, vi har brug for det som mennesker. At have steder, vi kan søge hen og opleve, hvor smukt det er at drømme sammen.”

Tine Voss Ilum er enig i, at det affektive styrker oplevelsen af at dele fiktionen gennem sanseligheden og fraværet af den fjerde væg og publikums traditionelle rolle, som dem, der kigger ind. Det affektive greb støtter derimod erkendelsen af fællesskabets styrke, og teatret ser det da også som en ambition at medvirke til post-coronaens søgen tilbage til fællesskaberne. ”Det er jo det, vi savner, når vi ikke har teatrene, koncertstederne og museerne til rådighed: At forbinde os med andre mennesker i det affektive ved kunsten,” supplerer Amanda Linnea Ginman.

Affektive rum
Når vi døde vågner på Aarhus Teater. Foto Anna Marin Schram.

Vi opstår i hinandens blikke

Når vi døde vågner er Henrik Ibsens sidste drama, og er skrevet i hans symbolistiske periode. Det opleves blandt andet som et sammenbrud i stykkets umiddelbare naturalistiske præmisser, hvor tiden og kausallogikken opløses og åbnes til et symbolsk univers. Amanda Linnea Ginman læser dette skred som en form for status over Ibsens eget liv, hvor han i et affektivt sprog skriver sig ind i eksistentielle temaer af almengyldig karakter.

I stykket vender hans alter ego billedhuggeren Arnold Rubek med sin kone Maja hjem til Norge. Deres forhold er tavst, og hun tager på fjeldet med bjørnejægeren Ulfheim, mens Rubek selv konfronteres af sin tidligere muse Irene, der anklager ham for at have valgt kunsten frem for kærligheden med hende. Alle søger de en form for frihed. ”I næsten alle Ibsens stykker er der en form for længsel, der viser sig i form af en idealisme, som så bliver bragt til et fald. Karaktererne i Når vi døde vågner er på en måde spændt ud mellem behovet for at forbinde sig til andre og lysten til at realisere sig selv til frihed,” siger Amanda Linnea Ginman. ”Jeg tror, mange menneskers liv på hver deres måde er spændt ud mellem de to poler”.

Tekstens selvopgør- og opvågningstemaer kredser desuden om, hvordan vi opstår i hinandens blikke. Dette grundlæggende menneskelige spil mellem voyeurisme og exhibitionisme er udkrystalliseret i forholdet mellem kunstner og muse, men kan også ses som ”billedet på alle mennesker, fordi vi skabes i relation til hinanden,” siger Amanda Linnea Ginman. Temaerne sættes i hendes iscenesættelse i spil gennem publikums blikke og kroppe. ”Huskomponist Marie Koldkjær Højlund og Kenneth Nørby Andersens skaber et affektivt lydunivers med bas og surround sound, der påvirker publikums kroppe fysisk,” fortæller hun og fortsætter: ”Vi arbejder også med andre sanselige elementer på scenen, vand og ler, for at få det sanselige ind i forestillingen på en måde, hvor publikum gennem elementerne kan mærke, hvad skuespillerne mærker på deres egne kroppe”.

Naturen æder sig ind

Et andet affektivt greb er at skabe følelsen af det Unheimliche, dvs. dobbeltheden i oplevelsen af, at noget kendt (hjemligt) viser en ikke helt synlig skyggeside (noget uhyggeligt). Tine Voss Ilum fremhæver i den forbindelse iscenesættelsens performative greb med konkrete transformationer, hvor det dyriske i underteksten bliver billedliggjort og kropsliggjort på scenen gennem figurer som bjørnejægeren. ”Når vi døde vågner har også drømmespillets karakter, og vi forsøger at realisere stykket uden for tid et ubestemmeligt sted mellem 1899, hvor det er skrevet, og nu. Universet er knækket tilpas i forhold til det naturalistiske til, at det bliver unheimlich i den forstand, at det kan være svært at afgøre, hvilket virkelighedslag især karakteren Irene befinder sig i,” uddyber Amanda Linnea Ginman.

Tine Voss Ilum peger på, at ikke bare kroppe men også naturen og landskabet er væsentlige elementer i forestillingen, hvis grundstemning både tekstligt og i den konkrete iscenesættelse er præget af, at naturen æder sig ind på civilisationen. ”Det, synes jeg, er en meget affektiv erfaring, som aktuelt knytter sig til pandemien som en ny del af vores erkendelsesverden. At noget, vi ikke kan kontrollere, trænger sig på,” siger Amanda Linnea Ginman. I iscenesættelsen konkretiseres denne erkendelse af, at naturen trænger sig på ved at nivellere niveauerne mellem fx skuespillere og lyd, men også mellem relationerne i rummet.

Tine Voss Ilum mener, at vi oplever nærværet i en teatersal stærkere efter corona. ”Det er nærvær, teatret er god til, og det finder vi også i festen, som er det, vi blandt andet undersøger i forestillingen Til de lyse morgener. Vi skal mærke fællesskabet, og at vi er gode sammen. Vi skal jo genlære at være i de store fællesskaber, og det kan det affektive, som vi dyrker på Studio, så måske i særlig grad være med til,” siger hun.

Affektive rum
Til de lyse morgener på Aarhus Teater. Foto Anna Marin Schram.

Fra klassiker til devished

Når vi døde vågner er en klassiker. Tine Voss Ilum finder det altid spændende at arbejde med klassikere, og særligt eksperimenterende på Studio-scenen, men hun pointerer også, at værket især er valgt, fordi teksten indeholder så mange affektive indgange. ”Det er ikke bare en klassiker, fx har bjørnejægeren nogle blodige, sanselige replikker, som man bare kan mærke. Startreplikken med lyden af stilhed, skredet fra naturalisme over i symbolisme, der var så mange elementer i lige den her klassiker, der gjorde den oplagt i sammenhængen,” forklarer hun.

Forestillingen bliver sat op med en klassisk naturalistisk publikumsopbygning, selvom den fjerde væg bliver brudt i løbet af forestillingen. Det skyldes blandt andet usikkerhed om corona-relaterede restriktioner, og teatret håber at kunne bryde rummet op med mere immersive strategier længere henne i sæsonen. ”Vi undersøger jo det affektive ad flere veje gennem sæsonen. En fortælling om blindhed indskriver sig i det immersive. Den sidste, Til de lyse morgener, er kun på skitseplan, men vi tænker den mere devished mellem skuespillere og publikum, der sammen skal skabe en fest i forskellige rum,” fortæller Tine Voss Ilum.

Aarhus Teater har generelt fokus på publikumsinddragelse via affektive strategier og virkemidler. ”Når vi træder ind i et mere intimt rum som Studio, er der flere muligheder, men det, vi udvikler på den scene, smitter også af på det overordnede repertoire og på de større scener gennem et fokus på, hvordan vi arbejder med den rumlige og sanselige tænkning,” fortæller Tine Voss Ilum. Teatrets huskomponist Marie Koldkjær Højlund opfatter således også Studio som stedet, hvor hun kan grundforske og siden transformere og tilpasse eksperimenter til de større scener, og Amanda Linnea Ginman er på samme spor: ”Der er plads til eksperimenter på Studio. Det føles meget privilegeret at få lov til som ret nyuddannet instruktør”.

LÆS OGSÅ: ISCENES anmeldelse af En fortælling om blindhed

aarhus teater at logo

Denne artikel er udgivet i et mediesamarbejde med Aarhus Teater med fuld redaktionel frihed for ISCENE.

Instruktør Amanda Ginman arbejder på begge produktioner blandt andet sammen med Aarhus Teaters huskunstnere, scenografen Nathalie Mellbye og komponisten Marie Koldkjær Højlund.

De tre Studioforestillinger med fokus på det affektive

Når vi døde vågner 16. september – 16. oktober 2021

En fortælling om blindhed 26. oktober – 27.november 2021

Til de lyse morgener 27. januar – 19. februar 2022