★★★★☆☆ Rottefælde Revyen 2026 – med fart, nærvær og karakter

Der er fart, tempo og masser af vandede punchlines i Rottefælde Revyen 2026. Revyen har nyt musikalsk udtryk, og får med snilde og scenisk nærvær blandet de mere bøvede, teksttynde karakterer med original satire og smittende fællessang.

Rottefælde Revyen er for første gang i umindelige tider uden Jan Schou, der sagde farvel sidste år. Årets velfungerende hold, der ud over direktørparret Mikkel Schrøder og Christine Astrid består af Henrik Koefoed og Joachim Knop, leverer en tempofyldt og underholdende cocktail, der mellem onlinere og gakkede karakterer. Samtidig byder revyen på et par af de samtidsreflekterende tekster, som der desværre er lidt langt mellem i årets øvrige revyer.

Tid, du ikke får igen

Svineproduktionen har selvfølgelig også sneget sig med her, hvor det er Lars Bisgaard & Søren Anker Madsen, der har givet de tre små grise, der puster, en ny tekst i De danske grise. Vinklen er vendt på hovedet i denne syngende survey med omkvædet “det er socialister, vegetarer, brokkerøve, der øffer”. Grisene selv retter ind og spørger forarget, om det næste mon er hvilepauser under transport?

Mikkel Schrøders singer-songwriter-type klæder regeringsdannelsen af i Sangen om ingenting, skrevet af ham selv og Vase & Fuglsang. At lytte til dens metatekst er som at vente på regeringsdannelsen “tid, du ikke får igen.” En skarpvinklet temperatur på forholdet mellem politikere og vælgere – og dermed demokratiets tilstand.

Mere vemodigt bliver det i Schrøders Langsomt farvel, der som en kærlighedsballade folder sig ud og prikker hul på Rigsfælleskabets selvforståelse set fra det danske perspektiv: “Jeg skulle have hørt dig / holdt dig nær og set dig / set, hvad du er værd.” Klædeligt med en nedtonet og selvreflekteret vinkel på forholdet til Grønland, der tager historien og vores ansvar alvorligt.

Tenor-jammer og glad dansktop

Joachim Knop er en elegant Messerschmidt, der kokkererer pasta, mens han mindes valgnatten – “den rene Mortensaften”. I Rasmus Søndergaard og Kristian Jensens præcise – om end ikke subtile – tekst Jeg æder dem råt lægger han sit program frem. “Intet sælger som frygt”, og “rå misundelse holder vreden i kog”, synger han til Rasmus Friis-Tvørfoss’ og Jacob Jønne Juel Nielsens foruroligende toner, hvor marchlyden lurer under den lækre bossanova.

Der er flere nye i bandet, der fint fornyr revyens musikalske udtryk, men også holder fast i Guy Moscosos signaturaftryk med især blæseinstrumenter. Lyden lægger sig elegant i overgangene, og fylder på den virkelig gode måde i de mange sangnumre i forskellige genrer.

Fra operaen i de tre herrers gebrækkelige tenor-jammer Mænd med skavanker til den glimtende hyldest til Keld Heick. Den afslutter første del med fællessang til Heicks uendelige række af dansktop- og Melodigrandprixhits. Flere revyer har droppet medleyet i år, men i Svendborg klang dette ind i de flestes hjerter med holdets skønne musikalitet i Rasmus Friis-Tvørfoss’ og Jacob Jønne Juel Nielsens stærke arrangement.

En rød fjer bliver til en lilla hønsegård

Henrik Koefoed leverer en af revyens stærkeste tekster i sin H.C. Andersen-figur, der har gæstet flere revyscener. Her med Rasmus Krogsgaards rappe ridt gennem kongerunder, en Mette F forpjusket af regn og dårlige valgresultater. Hun lukkes ind, men bliver naturligvis blå og lilla over hele kroppen af at overnatte på “20 minkrapporter, 20 undersøgelser og 400 pressemeddelelser” og nederst “den lille ubetydelige blå ært, Troels Lund Poulsen.” Koefoed holder tungen lige i munden og leverer med pragt denne rablende svada, hvor “en rød fjer bliver til en lilla hønsegård.”

Christine Astrid er eneste kvinde på holdet, og lægger en rigtig sliderindsats, der ser ganske ubesværet ud. Snart hungrende ikke-ryger. Snart voldsparat fynbo. Snart kvinde ramt af rækkefølgeangst af ægtefællens elbil. Snart formuende kvinde, der køber 500 g. hakket i det seriøst gakkede slagternummer om fødevarepriser. Naturligvis kronet med hendes overrislede og svært forsmåede ekskone-karakter. Den har jeg hyldet før, så lad mig nøjes med et “den krop altså!” Enhver, der har vaklet i en stilet, ved, hvad jeg mener.

Det går rigtig stærkt i Carsten Friis’ sikre instruktion, der sætter pointer på snor og lader bandet få plads som sammenbinder. Små filmsketcher er også med til at sikre tempoet, når fire spillere skal skifte kostume konstant. Fart og holdets nærvær dækker snildt de tekster, der kun flyver, fordi karaktererne bærer igennem. Så underholdningen er sikret i Rottefælden 2026, fint garneret med original satire til tiden.