Scenekunstens Årsmøde blev traditionen tro afholdt på Det Kongelige Teater i Skuespilhuset under festivalen CPH Stage, der sammen med Dansk Scenekunst og ISCENE stod for dagens program. Oplægsholdere og debattører opfordrede til nysgerrighed og pegede på kunstens værdi som infrastruktur i en krisefyldt verden.
Direktør for Dansk Scenekunst, Peter Mark Lundberg, bød velkommen til Scenekunstens Årsmøde 2026 med en hyldest til mangfoldighed og kunstens evne til at give forskellige perspektiver som afsæt for dannelsen af fællesskaber.
Kunst bygger tillidens infrastruktur
Keynotespeaker og leder af den kulturpolitiske forskningsstiftelse CUPORE, Johanna Tuukkanen, tog tråden op i sit oplæg, der beskrev hendes forskning i, hvordan kunst bidrager til at forme det offentlige rum og den demokratiske udvikling. Hendes fokus skiftede under Covid-19 fra at forske i kuratoriske praksisser på festivaler til at anskue feltet som infrastruktur, der spiller en rolle i forhold til at bevare og udvikle tillid i samfundet.
”Societies don’t think in festivals,” citerede hun kunstnerisk leder af Metropolis, Trevor Davies. Han peger dermed på, at urban udvikling og tillid ikke opstår på en event – som fx en festival – men kræver kontinuitet og relationsbygning over tid. Ifølge Tuukkanen handler det således om at gentænke festivalers – og kulturinstitutioners – formål og eksistensberettigelse. Det gælder lokal forankring sideløbende med internationalt samarbejde, og det gælder opfattelsen af publikums rolle, der bevæger sig fra forbruger til deltager.
Urban udvikling og tillid (…) kræver kontinuitet og relationsbygning over tid
Kunsten og institutionernes kan således bidrage til at genskabe tillid i samfundet ved at åbne sig som steder og situationer, hvor deltagelse kan finde sted gennem fælles oplevelser, der skaber ”kollektive drømme og tro på sameksistens”. Derfor skal man ifølge Tuukkanen ikke kun betragte kunsten som en udgift for samfundet, og man skal heller ikke nødvendigvis instrumentalisere den til specifikke formål. Derimod skal man fremhæve kunstens egen værdi og investere i dens evne til at skabe ”tillid, samfund og fremtid”.
LÆS OGSÅ: Trevor Davies: “Kunsten skal respekteres som en samfundsrelevant magtfaktor”
Tillid skal skabes før krisen
Resten af dagen bød på 2 x 3 samtaler, hvor jeg valgte at følge Dansk Scenekunsts spor, der lagde sig i forlængelse af keynoten og politiker-intermezzoet midt på dagen.
Moderator Rasmus Kyed Jakobsen fra Dansk Kulturliv havde inviteret kultur- og sundhedsdirektør i Vejle Kommune, Sofie Plenge, og direktør for Odense Teater, Jacob Schjødt, til en samtale om Ledelse i en ny virkelighed – hvilke krav stiller en ny samfundsdagsorden til ledelse?
Sofie Plenge lagde for med en tur til ”demokratiets yderste led”, altså kommunerne, som hun selv repræsenterer. Her oplever man, at der sker mange ting på én gang. Nye vilkår med flere ældre, der lever længere, og en strøm af reformer, der skal implementeres sideløbende, er nogle af kommunernes vilkår, mens borgernes forventninger til velfærdssamfundet blot stiger.
Ingen sektor kan løse udfordringerne alene
”Vi skal tænke helt anderledes,” slog Plenge straks fast og pegede på, at tillid og resiliens i samfundet skal etableres, før krisen indtræffer i en global virkelighed, hvor kommunerne allerede bruger meget tid på at fx hacking. ”Det er kvaliteten af tillid og ikke beredskabsplanerne, der sikrer samfundet,” mente Plenge og tænkte her særligt på kunst- og kulturinstitutioner. ”Ingen sektor kan løse udfordringerne alene, så hvordan bidrager vi sammen til skabe den tillid, for nu er det fandme alvor med alle de kriser,” sluttede hun fyndigt sit oplæg af.
Find fællesskab i husene
I Vejle taler kommunen med institutionerne om, hvordan de som huse opbygger en praksis, så de kan udgøre en ”praktisk og social infrastruktur”. Hvordan de bliver steder, hvor folk vil søge hen, når krisen rammer, fordi de oplever ”tilhørsforhold, forbundethed og fællesskab” i husene. Det handler ikke om at lave alt om, men om at flytte medarbejdernes faglighed og borgernes opfattelse af, hvad et bibliotek og et teater er.
”Det resonerer godt ind i scenekunstens rum, hvor vi er optagede af, hvordan vi åbner vores huse mere,” supplerede Jacob Schjødt, men pegede samtidig på, at der ofte opstår en politisk barriere, hvis aktiviteterne ikke kræver billetter, da billetsalg er det, teatrene måles på.
Plenge fremhævede, at institutionerne skal bevare deres integritet, og så vælge, hvor de vil sætte ind. ”Ingen ejer klimadagsordenen, men alle kan bidrage, og det er nemmere for politikerne at forholde sig til institutioner, der er tydelige. Mange borgere kommer i Borgerservice og på biblioteket allerede, fordi de ikke har andre at tale med. Man skal ikke være særligt sårbar, før vores samfund er temmelig vanskeligt at være i,” slog hun fast.
Det er ikke gøgl
Schjødt var enig og så en opgave for teatret i at gøre kunsten mindre fremmedgørende og få flere ”over tærsklen.” Plenge supplerede: ”Kunst og kultur er hverken blødt eller gøgl. Det er hardcore infrastruktur at skabe de fællesskaber, hvor vi møder andre perspektiver, for det gør vi ikke i de digitale ekkokamre.”
Kunst og kultur er hverken blødt eller gøgl. Det er hardcore infrastruktur
Rasmus Kyed Jakobsen spurgte, om beredskab og kultursektor skal tale sammen. Det er i hvert fald én vej at gå, mente Schjødt, der allerede opererer med et stort frivilligkorps, der står for teatrets værtskab. For ham handler det ikke kun om kriser udefra, men også om trivsel og ekkokamre og om at skabe gode samfundsborgere. ”Måske skal vi ride med på bølgen med beredskab. Vi har længe kæmpet for at tale kunsten op, og nu er der et momentum at tale ind i.”
Plenge var enig, og opfodrede til at spørge til kunstens rolle i beredskabet, mens der fra salen blev opfordret til ”at tænde håbet,” fordi mennesker er gode til at tilpasse sig. ”Håb er klart en strategi. Vi skal holde håbet i live i hverdagen og værne om al den kunst, vi har, for den værner om demokratiet,” afrundede Plenge denne første ellers ret alarmistiske samtale på en lys tone.
Politiske perspektiver
Jacob Schjødt ilede videre til til rollen som moderator i foyerdebatten, Nye blikke, nye tanker og et nyt folketing, hvor tre politikere var mødt op for at give et bud på kunstens rolle i den nye politiske virkelighed. Birgitte Bergmann, der repræsenterer Konservative i Folketinget var inviteret sammen med to radikale, Lone Loklindt, Frederiksberg Kommunalbestyrelse og Kommunernes Landsforening, og Christopher Røhl, kulturborgmester i København.
Arbejdet med scenekunstreformen kan nu genoptages. Bergmann glædede sig især til at se på afbureaukratisering, mens de to kommunalpolitikere opfordrede til at inddrage kommunerne mere i arbejdet. Jacob Schjødt tog dagens tema om kunst som infrastruktur op med spørgsmålet om, hvordan vi sikrer, at kunsten ikke spares væk.
Selve kunstoplevelsen er kernen
Det udløste en debat, om kunsten kun skaber værdi, når den operationaliseres, eller om det er et farligt brud på armslængdeprincippet. Røhl ankerkendte, at kunsten kan indgå i projekter med fx motion og trivsel, men høstede klapsalver på at hævde, at “selve kunstoplevelsen er kernen”.
Politikere skal ifølge ham skabe rammerne, mens kunstnerne skaber kunsten, og hvis støtten uddeles ud fra operationelle effekter, får vi “et tamt kunstliv.” Lone Loklindt tilsluttede sig synspunktet og pegede på, at der går mange penge til krudt og kugler, men “der skal også investeres i kulturel sammenhængskraft.”
Vi skal fremtidssikre institutionerne
Moderator Rasmus Kyed Jakobsen var efter frokost klar med et nyt panel i samtalen Kunst og kultur i krisetid – hvilken rolle spiller kunst og kultur i tider med global ustabilitet? Teaterchef Kasper Holten, journalist på Politiken Michael Jarner og tiltrædende chef for Dansk Kulturliv, Mai Villadsen, bød ind i emnet med fokus på organisering, udsyn og fællesskaber.
Michael Jarner lagde for med en optimistisk samtidsdiagnose med reference til det brutale Italien i 1500-tallet. Ud af det kom renæssancen, ligesom mellemkrigstiden ikke kun gav os nazismen, men også dadaismen, Brecht og Bauhaus. Usikre tider kan altså føde nyt. Jarlner pegede derefter på, at spørgsmålet i dag er: “Hvem er vi, når vi ikke er lille-USA?”. Kunsten har ifølge ham en stor rolle at spille, når vi skal genopdage os selv som europæere – og forholde os til AI. Det handler ikke om at instrumentalisere kunsten, men om at rammesætte, som det også blev nævnt i foyerdebatten.
Usikre tider kan altså føde nyt
Kasper Holten er enig i kulturinstitutionernes betydning, men pegede på, at de er under pres i blandt andet USA og Rusland. “Vi skal fremtidssikre institutionerne,” sagde han og pegede på, at Det Kongelige Teater nærmest hver aften har europæisk kunst på scenen, der har “en tradition for den oplyste og kritiske nysgerrighed, der udfordrer dogmer og autoriteter. Institutionerne kan tilbyde håb, perspektiv og lindring ved at vise, at menneskelig lidelse altid har været der, men at vi også altid har kunnet handle. Derfor skal vi også gøre os relevante for flere, så vi ikke længere er et sted for de privilegerede, som alle andre betalte for.”
Mai Villadsen nævnte, at regeringsgrundlaget udpeger kunst som “en hovedhjørnesten i samfundet”. Sådan var det også italesat i 1930’erne, mens det i de sidste mange årtier mest har handlet om forbrug af amerikanske kulturprodukter. “Corona var med til at forankre forståelsen for, at national kultur skal have mere plads. Vi fik øjnene op for værdien af kunst som fællesskabende kraft,” mente hun og understregede samtidig, at kunsten i sig selv er under pres.
Kultur på forsvarsbudgettet
Holten mener, at vi måske befinder os i et “golden moment”, hvor alle politikere er interesserede i at tale om fx børn og kultur. For ham er vores skærmforbrug og magtesløsheden over for kriser de største trusler mod sammenhængskraften. “Vi skal ikke være bedre end kineserne, vi skal kunne noget andet, vi skal genforelske os i de europæiske værdier,” foreslog han, mens Villadsen slog fast, at kulturen er “den stærkeste modstandskraft. Nationale fortællinger og institutioner sikrer sammenhængskraft. I Ukraine stjæler russerne kunsten, for krigen handler om land, men også om identitet.”
Jarlner pegede på, at det også handler om balancepunkter. “Vi skal ikke gentage fortidens fejl, men heller ikke bevare for at bevare,” sagde han og foreslog at putte kulturen på forsvarsbudgettet. “Det skal ikke styres af staten, for så dør kunsten,” præciserede han, mens Holten pegede på, at institutionerne – og dermed teaterchefer som han selv – ikke skal mene noget, men “kunsten kan være politisk.”
“Vi har armslængde i Danmark, for jeg udpeges jo ikke af staten, som man fx har gjort i Ungarn. Hver ny opsætning taler ind i sin samtid, og hvis vi ikke vil kritiseres som institutioner, er vi blevet for bovlamme,” pointerede han.
Hvis vi ikke vil kritiseres som institutioner, er vi blevet for bovlamme
Flere i salen og Villadsen pegede derefter på, at organisering kan være kunstens eget beredskab. “Det er fantastisk, at kulturlivet samler sig i større organisationer, som idrætten har gjort for længe siden, for det er svært for politikerne at navigere i mange små interessenter. Vi skal juble, når andre får støtte,” opfordrede hun, mens Holten stemte i med sit kendte mantra om, at det ikke er de enkelte teatre mod hinanden, men “os mod Netflix.”
Samtalen blev afrundet med panelets opfordring til Dansk Scenekunst om at søge dialog med ikke kun den nye kulturminister, men også de ministre, der “sidder på kassen”, og få dem til at bakke kulturministeren op, fx med et lille bidrag til kulturarv og den levende kunst, hver gang der bruges penge på forsvar.
Entreprenørskab og blinde vinkler
Dagens to andre spor var arrangeret af CPH Stage og ISCENE Live. Hos CPH Stage bød dagen på samtalerne Follow the money om kunstnerisk udveksling og internationalisering og udenrigspolitiske strategiske interesseområder modereret af Gitta Malling, og Platforme og partnerskaber – entreprenørskab baner vejen for udvikling af branchen, modereret af Morten Krogh.
ISCENE Live inviterede med Rie Hammer som moderator først til samtale om De blinde vinkler – Perspektiver på diversitet og inklusion i scenekunsten, og siden Kunst, magt og virkelighed – De overhørte kvinders fortælling.
Dagens fire moderatorer mødtes til en kort opsamling ved dagens slutning og pegede alle på, at udvikling sker, når vi er nysgerrige, hvad enten det gælder diversitet på scenen, nye forretningsmodeller eller kunsten som krumtap i beredskabet.
