Trevor Davies, der er kunstnerisk leder af Københavns Internationale Teater og festivalen Metropolis, har i flere år udforsket kunstens betydning for samfundet. Nu ser han en ny udvikling. I dette interview fortæller han om kunstens rolle i samfundet og arbejdet med at skabe en aktiv dialog, som bl.a. praktiseres i årets Metropolis-festival under temaet ’ritualer’.
”Kunsten skal bidrage til samfundet og kunstneren skal kunne relatere til samfundet på en helt anden måde, end det har været tilfældet i mange år,” lyder det fra Trevor Davies, der er kunstnerisk leder af Metropolis. Vi har sat hinandens stævne til en samtale om kunstens rolle i samfundet, for Trevor Davies ser en forskydning af centrale værdier og strukturelle magthierarkier i forhold til kunstens samfundsplacering.
”Kunstens positionering i forhold til samfundet er ved at ændre sig. Kunsten har tidligere været en kritisk outsider, som var i opposition til beslutningstagere og institutioner, men det ændrer sig nu. Verden bevæger sig i en retning, hvor der ikke er entydige svar og løsninger på de udfordringer, vi står overfor. Problemer er ikke længere kun ’systemets skyld’. Vi bærer alle sammen et ansvar for den verden, vi lever i. Vi er en del af problemet og dermed også en del af en fælles løsning,” siger Trevor Davies.
Kunstens rolle i det offentlige rum
Festivalen Metropolis arbejder med kunst og performance i byrummet, og beskriver sig selv som et ’kunstbaseret laboratorium for den performative, stedspecifikke, internationale kunst.’ Festivalens værker er oftest i interaktion med publikum og altid ude af konventionelle teaterrum.
”Vi har i mange år arbejdet med det offentlige rum, som vi finder interessant og afgørende for at kunne starte en dialog om kunsten som en åndelige bearbejdning af samfundet, som for at styrke en mental tilgang til samfundet og det begreb, vi kalder ‘fællesskab’,” fortæller Trevor Davies.
Byvandringer som kunstnerisk afsæt
I 2020 var byens rum og vandringen afsæt for festivalen. Corona-pandemien havde lukket landet ned og gængse deltagerformater måtte gentænkes. Det blev til Wa(l)king Copenhagen, hvor hundrede kunstnere gik på hundrede vandringer i hundrede dage gennem København. Hver kunstner gik i 12 timer og live-streamede hver hele time. Håbet var, at projektet kunne være med til at sætte tanker igang om vores fælles fremtid og alternative fællesskaber. Projektetfungerede som en dagbog fra en storby, hvor corona-krisen satte dagsordenen og ændrede dagligdagen radikalt.
For Metropolis 2021 lød afsættet: ”Det er tid til forandring”. En række kunstnerne blev spurgt: ”Hvor skal vi hen?”. Værkerne blev til en undersøgelse af den nye tid, hvor publikum – eller deltagere, som de kalder det – blev inviteret til at sove, opmåle, klatre og grave for fysisk at gå i kropslig dialog med byen, jorden og verden.
LÆS OGSÅ: Kunsten må tage ansvar i en krisetid – Program for Metropolis 2022
Ritualer, der rammer os
I år er temaet ’ritualer’. Her har festivalen bedt 13 danske kunstnere om hver at skabe et værk til vores tid – ”13 ritualer, der rammer os, når vi bevæger os gennem København,” som der står på hjemmesiden. Værkerne er ikke traditionelle, færdige forestillinger, men en søgen og en undersøgelse, som måske kan være med til at skabe forandring.
”Fordi kunsten er blevet en del af løsningen, betyder det, at kunsten skal respekteres som en samfundsrelevant magtfaktor. Det gamle dogme, at kunst og politik er adskilt, har jeg aldrig rigtig troet på. Kunsten har en afgørende og vægtig stemme for mennesker og samfund, både socialt, politisk og miljømæssigt. Den kan ikke længere afskrives som ‘bare kunst’. Vi bruger ritualer til at starte en dialog. Alle verdens samfund har ritualer. Vores ritualer – jeg tænker her i en dansk kontekst – er i høj grad blevet overtaget af institutioner. Måske har vi brug for andre ritualer end tro og fejring af højtider. Måske har vi brug for offentlige ritualer, som er andet end café latte.
Essensen i ritualet er, at du skaber forandring. Ritualer er en forandringsproces – du bliver noget andet efter et ritual. Vi undersøger, om kunsten i det offentlige rum kan være med til at skabe disse forandringer – dog på en mikro skala,” siger Trevor Davies.
Havde folk ikke bidraget, var der intet værk
De værker, som opføres i år, er af meget forskellig karakter. Performer og aktivist Linh Le skabte værket, Saa er by som borger, saa er by som art, hvor hun flyttede ti tons jord rundt på de travleste og mest turistede steder i København, og performede et fire timers meditativt transformationsritual mellem hende selv, jordbunken og en dyreartsmaske. ”Jeg gerne vil fokusere på naturens rettigheder. Hvad kan vi lære af arter, der har eksisteret gennem så lange og forskellige tidsligheder, og hvilke rettigheder har de nu?” sagde hun i et tidligere interview med ISCENE.
I Linh Le meditative ritual var man beskuer, der måtte finde en indre ro for at gå i dialog med værket. Hos performer Madame Nielsen var deltagerne mere aktivt til stede, da de skulle bygge en mur i værket Den Planetariske Grædemur. Miss World (Madame Nielsen) faciliterede konstruktionen af en mur, hvor mere end 800 mennesker tog imod en mursten og skrev deres navn på den, hvorefter de lagde den oven på de andre sten, der skabte en fælles mur. 300 mennesker skrev tanker om fremtiden, og satte dem ind i murens huller.
”Folk stod nærmest i kø for at skrive og bygge muren. Grænsen mellem det private og offentlige blev nedbrudt. Alle ville gerne bidrage. Miss World blev hverken set som galning eller kunstner, men som en person, der virkeligt ville folk noget. Havde folk ikke bidraget, var der intet værk,” siger Trevor Davies.
Ufuldendte værker er afsæt for kunstnerisk udvikling
Begge ovennævnte værker var ufuldendte i deres form. De blev skabt i fællesskab med deltagerne, hvilket er afgørende, hvis kunsten skal udvikles, mener Trevor Davies.
”Værket er interessant for et forbrugssamfund, mens praksis er interessant for kunstens berettigelse. Vi undersøger, hvordan kunsten kan sættes i værk for at skabe forandring og afhjælpe fastlåste situationer i det etablerede samfund. Kunsten skal turde gå uden for en institutionel sammenhæng. Måske endda at genstarte og genskabe et andet ståsted. Det betyder også, at kunstneren skal uddannes til at kunne arbejde i andre sammenhænge og styrke bevidstheden om de miljøer, der arbejdes med, og uddanne kunstnere, så de er vigtige for samfundet og ikke blot for publikum som en enkeltstående oplevelse. Det kan fx gøres ved at udfordre de etablerede rammer og stille spørgsmål ved hvem, der må gå ind og arbejde med folk, der har traumer. Kan kunsten tage den position eller er det kun psykiatere? Er kunsten med i denne ‘helingsproces’, som tiden kalder på?”, afrunder Trevor Davies.
Hvordan kunsten udvikler samfundet fremadrettet er svært at spå om. Metropolis kan opleves i København frem til september, og Københavns Internationale Teater arbejder fortsat på at styrke udviklingen af kunst i samspil med deltagerne og samfundet.
LÆS OGSÅ: Metropolis – Samtale mellem arter i København & Talking Landscapes i resten af landet
Læs mere om Metropolis her.
Denne artikel er udgivet i et mediesamarbejde med Metropolis med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
