Populært lige nu

Den underfundige sønderjyske humor skal stadig mærkes i Sønderborg Sommer Revy Show

I dag overtager Jeff og Kim Ace Schjerlund officielt ledelsen af Sønderborg Sommer Revy Show. Jeff Ace Schjerlund fortæller derfor her i ISCENEs serie...

Horsens Teaterfestival har godt fat i de unge

Lange køer med forventningsfulde, unge mennesker er nok mest noget, man forbinder med koncerter eller hypede lagersalg. Men det var ikke desto mindre også...
Annonce

Kunsten må tage ansvar i en krisetid – Program for Metropolis 2022

Kunsten kan og bør spille en afgørende rolle, mens vi prøver at finde fodfæste i denne tid med kriser, krige og nye strømninger. Det mener Københavns Internationale Teater, der derfor har bedt en række danske kunstnere om at skabe et værk hver til vores tid og vores by – 13 ritualer, der rammer os, når vi bevæger os gennem København og Metropolis 2022 denne sommer.

Annonce

“We need rituals for all traumas and loss, whether it is betrayal or infidelity or violence or murder. Rituals help us heal”
Desmond Tutu 

I stedet for den sædvanlige sommersæson med international kunst i byens rum præsenterer Metropolis 2022 – Københavns Internationale Teater i år 13 ritualer skabt af 13 danske kunstnere/ensembler netop nu som en reaktion på verdenssituationen. 13 ritualer, der bringer os sammen på tværs for at hele, transformere og vække nye tanker.

”Vores verden i dag er præget af en klimakrise, en samfundsomvæltende sundhedskrise med covid-19, en social krise på baggrund af århundreders diskrimination og en truende massepsykose, som vi kalder krig. Alt sammen koster liv og livskvalitet. Vi har behov for at fremprovokere en ny ”normalitet” – for at reagere, at skabe mening, at gøre en forskel. Kunsten har et ansvar for at være med til at gentænke samtiden og fremtiden,” siger kunstnerisk leder af Metropolis, Trevor Davies.

”Gennem kunsten kan vi være med til at gøre byen til et sted, vi engagerer os i, hvor vi oplever at høre til, hvor vi er sammen, hvor vi kan fejre håb og hele frygt. Ritualer bringer os sammen på tværs og lader os transcendere det rationelle og det mulige.”

Læs mere om tankerne bag ritualerne anno 2022 her.

Annonce
Metropolis København
Saa er by som borger, saa er by som art af Linh Le på Metropolis København. Foto: Frej Pries Schmedes.

10 tons jordbunke flytter ind på Rådhuspladsen

Det første ritual skabes af klima- og performancekunstner Linh Le og syv artsfæller. Hver dag i syv dage fra 16. juli skaber hun en naturzone på syv af byens mest travle og turistede pladser. Her flytter hun ind i en bunke jord på 10 tons, og hver dag transformerer hun sig til en ny art. Mosehornugle, Lille Natpåfugleøje, Langøret Flagermus. I en by, hvor menneskene ellers er enerådende, hylder hun mangfoldigheden af liv.

Metropolis 2022
Madame Nielsen deltager på Metropolis 2022. Pressefoto.

Madame Nielsen bygger grædemur på Kgs. Nytorv

Den kontroversielle provo-kunstner Madame Nielsen vil opføre Københavns egen grædemur 23. juli sammen med byens borgere. Fra solopgang til solnedgang inviterer hun alle forbipasserende til at lægge en sten på muren og indgravere den med egne tanker og følelser. Hun siger:

”Da corona nåede Danmark, lukkede staten kirkerne. Da russiske styrker i år invaderede Ukraine, var et af de første mål kirkerne. I Jerusalem er Grædemuren et af de mest betændte steder for konflikten mellem israelske jøder og palæstinensere. Orkaner raser, have stiger, ørkener breder sig dér, hvor regnskovene stod. Hvor skal vi gå hen med vores sorg og vores fortvivlelse, disse følelser, som dræber os, hvis vi holder dem for os selv? Hvor skal vi gå hen for at græde?”

Metropolis 2022
Mette Ingvartsen med Dancing Public, Metropolis 2022. Foto Marc Domage.

Pilgrimsrejse, gigantisk musling og manisk dansemaraton

I august skaber den legendariske land art-kunstner Alfio Bonanno & Lisa Brüning en pilgrimsrejse gennem Vestamager med start i Bonannos berømte værk, den strandede ark. Musiker Randi Pontoppidan bader ni broer i lyd. Performancekunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen forvandler sig selv og Rådhuspladsen til en gigantisk musling.

Koreograf Phyllis Akinyi inviterer til sørgemarch, mens Thomas Bentin koreograferer vores blik på byen. Cirkuskunstner Mikkel Hobitz balancerer på hovedet på sin pæl midt i byens mylder. Billedkunstner Molly Haslund skaber et gigantisk stilleben med 22 kroppe på Blågårds Plads.

Stjernekoreograf Mette Ingvartsen inviterer til manisk dansemaraton på Refshaleøen. Lydkunstner Birgitte Lyregaard træner vores ører til at høre byens akustik. Forfatter Tomas Lagermand Lundme fortæller historier om byens beboere med os selv i hovedrollen. Og Helga Rosenfeldt vækker det dyriske i byen til live.

Læs mere om Metropolis 2022 her.

Fakta

OM METROPOLIS 2022

16. juli-23. september 2022 udendørs i København.

Af og med Madame Nielsen, Linh Le, Alfio Bonanno/Lisa Brüning, Randi Pontoppidan, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Phyllis Akinyi, Thomas Bentin, Mikkel Hobitz, Mette Ingvartsen, Molly Haslund, Birgitte Lyregaard, Tomas Lagermand Lundme og Helga Rosenfeldt.

Metropolis er et storbyteater med byen som scene og tema og med et konstant øje på aktuelle tematikker og strømninger. Hen over sommeren præsenterer Metropolis et program af overraskende, originale og stedspecifikke forestillinger skabt af kunstnere i, for og med København. Det er værker, der søger grænserne for scenekunsten og blander performance med arkitektur, billedkunst, lydkunst, aktionskunst, m.m. De skabes af kunstnere, som indtager og udforsker byen og giver publikum nye kunstneriske perspektiver, oplevelser og indsigt i deres by og deres tid.

Hovedparten af de kunstnere, som skaber ritualer til Metropolis 2022, har tidligere deltaget i Wa(l)king Copenhagen og Walking Landscapes. Det er kunstnere, som har fordybet sig i byen, i landskabet og i tiden og er vant til at skabe akutte reaktioner gennem kunsten. Det er kunstnere, som er vant til at arbejde med minimalistisk teknik og æstetik og med maksimal bæredygtighed og effekt.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Annonce