I slutningen af november debuterede Camilla Kold Andersen som husinstruktør på Aalborg Teater med sin iscenesættelse af Jon Fosses absurde drama Jeg er vinden. ISCENE spurgte den unge instruktør om hendes tanker om teatret og om hendes første forestilling.
Hvad indebærer det at være husinstruktør på Aalborg Teater?
“Helt konkret indebærer det, at jeg skal lave to forestillinger om året i to år, så det bliver fire produktioner i alt. I år er det Jeg er vinden af Jon Fosse og Morgenlandet af Julie Maj (Jakobsen, red.). Derudover engagerer og integrerer jeg mig i huset,” forklarer Camilla Kold Andersen og tilføjer:
“Teaterhuse er komplicerede og ofte ikke så nemme at finde rundt i, når man kun er ansat på en forestillingskontrakt. Det er meget spændende at få lov til at blive en del af et hus så længe. At forstå systemerne, processerne, hierarkierne og så prøve at undersøge, hvordan man kan indgå eller undgå at indgå i dem – om man med tiden kan hacke systemerne.”
Ingen dårlig-produktivitets-samvittighed
Jeg er vinden blev debuten som husinstruktør. Men hvilke tanker har instruktøren gjort sig om den specifikke iscenesættelse. Og hvad er det, denne type forestilling skal give publikum?
“Jon Fosses tekster er langsomme, og det, synes jeg, er en ret vigtig ting at undersøge i dag. Jeg leder efter steder som er langsomme for at kunne opfinde nye måder at tænke på, være på, eller åbne andre rum. Da jeg begyndte prøver med skuespillerne opdagede jeg, at jeg måtte arbejde langsommere, end jeg plejer. Materialet krævede det, og det var en befrielse at kunne læne sig ind i langsomheden uden at få dårlig-produktivitets-samvittighed,” siger Camilla Kold Andersen.
“For mig handler forestillingen mere og mere om den sorg, det er, at andre ikke kan forstå én fuldstændigt. At man i bund og grund er ganske alene med sin oplevelse af verden. Selvom vi gerne vil forstå hinanden, er et rent fælles sprog umuligt at opnå. Vi vil altid være begrænsede af os selv og sprogets utilstrækkelighed. Det at acceptere, at vi ikke er ens, er ikke altid så let. Måske skal det give publikum følelsen af, at det er vigtigt at tale sammen, at forene verdener, selvom det synes umuligt, og samtidig, at vi må acceptere det hos de andre, vi ikke kan forstå. Og så håber jeg, at forestillingen bliver som at se på et levende kunstværk.”
Jeg er vinden handler om alt og intet
“I Jeg er vinden vil jeg gerne balancere det lille, dumme, latterlige og det storslåede guddommelige. Det er tekst, som behandler alt og ingenting i en konstant vekslen. Du kan lede i hundrede år efter, hvad et ja egentlig betyder, men det det faktisk betyder, er unævneligt,” forklarer Camilla Kold Andersen om de greb, hun har valgt at benytte i sin iscenesættelse.
“Scenograf Ditte Marie Walter Tygesen har skabt en meget ekspressiv scenografi. For selvom ting er langsomme og gentagne, kan de godt være voldsomme. Langsomhed og stilhed er voldsomt. Og så undersøger vi det underfundige og idiotiske. Mennesker er ganske idiotiske, især når de forsøger at tale om det, der er vanskeligt. Jeg kan godt lide kombinationen af det latterlige og det guddommelige. Selvmord er et ganske tungt emne, men meget relevant i vores tid. De fleste folk har forbindelse til selvmord, men derfor må forestillingen gerne blive sprælsk og underfundig.”
Det handler ikke om provokation
Camilla Kold Andersen ønsker, at publikum ikke altid skal få serveret det, de har forventet. Men handler det om at bringe publikum ud af fatning? Og i så fald hvorfor?
“Jeg lader være med at tænke alt for meget på dig som publikum. Jeg er ikke sikker på, at du bliver bragt ud af fatning. Det kan man jo aldrig vide. Jeg kan godt lide, at skuespillerne er groteske og teatralske, stiliserede eller aparte. Opfører sig på andre måder, end de plejer, og læner sig dybt ind i væremåder, som ikke er naturalistiske. At scenekunsten er med til at bryde grænserne for, hvordan man kan være som menneske i verden,” siger Camilla Kold Andersen, men understreger, at det ikke nødvendigvis handler om at provokere.
“Jeg har oplevet, at folk blev provokeret over den måde, nogle udlevede sig selv på på scenen, og det er ret interessant, synes jeg, for oftest handler det om, at publikum er bange for noget i dem selv. Det handler ikke om provokation, men om at insistere på, at der findes forskelligartede udtryk for, hvordan verden opleves. Og så kan jeg ofte godt lide teater, som er langsomt. Hvis det tør lade mig kede mig. Publikum må bidrage med noget. Ikke noget konkret, egentlig bare med deres tilstedeværelse, og at den er essentiel for forestillingen.”
En anden slags sandhed
Camilla Kold Andersen, stræber som mange instruktører efter det sublime og fortæller:
“Jeg leder efter en eller anden slags sandhed, noget reelt, det sublime, som altid ligger i et øjeblik, du ikke kan forudse eller forestille dig. Desværre har jeg opdaget, at jeg ikke kan bero hele forestillinger på denne mulighed af opnåelsen af et splitsekunds sublim livsfølelse. Det bliver for hårdt for alle, for det skal jo gentages. Men jeg kræver ganske høj grad af tilstedeværelse hos skuespillerne, fordi jeg synes, det er det, teatret handler om, og er kunstartens ultimative styrke.
Den dybe afgrund
Camilla Kold Andersen har tidligere udtalt, at hun glæder sig til at skabe forestillinger, der “tør se ned i den dybe afgrund samtidig med, at folk er ved at le sig ihjel.” Og det er en påstand, hun gerne står ved.
“Den dybe afgrund handler om åbenhed og håbløshed, magtesløshed. Jeg tror ikke, den dybe afgrund er et farligt sted, men den kræver, at man stiller sig til rådighed, også som publikum. At man stiller sig åben for materialet, som skuespillerne gør det. Jeg tror, den dybe afgrund ligger indeni os. Der, hvor man bliver mødt med noget, man ikke før har tænkt på, eller ikke turdet tænke på. En slags møde med noget mørkt eller skamfuldt i sig selv. Jeg ved ikke, om jeg lykkes med det. Jeg tror ikke på, at det ligger i tænkt provokation, eller særlig effekt på scenen, men det er at turde nærme sig det ubehagelige.”
“Jeg har et ønske om dybde. Dybden afhænger altid af materialet. I al fiktion findes noget inderligt sandt. Jeg har ikke udtænkt, hvad dette sande er, eller hvordan det skal se ud. Det ser forskelligt ud fra gang til gang. I Jeg er vinden har det at gøre med døden, og den umulige opgave det er at forstå andres mørke, hvis ikke man er villig til at se mørket i sig selv.”
Hvori ligger latteren, og hvordan giver du den et kunstnerisk udtryk?
“Jeg vil gerne arbejde med latterlighed og banalitet og guddommelighed, men uden at ty til ironi. Hvis noget bliver alt for tungt, så jeg forsøger at narre mig selv til at tro, at det er en komedie. Komik er timing og blik for mig, bevægelse, det handler om at lægge tingene i en spænding, og så tale på mærkelige måder. Det er en meget blottende ting at le. Ofte tør publikum det måske ikke, især hvis sidemakkeren ikke ler, men hvis du vover at le, fordi du faktisk synes, det er sjovt, så er du åben til at modtage det guddommelige spark i mellemgulvet.”
LÆS OGSÅ: Jeg er vinden – eksistentiel sejlads i stille iscenesættelse
Teatret må forny sig selv indefra
Camilla Kold Andersen har tidligere udtalt, at det “er vigtigt at ufarliggøre det at gå i teatret – og hele tiden opildne til flere spørgsmål end svar.”
“De fleste af mine venner tror, der er en masse regler for at gå i teatret. At man skal forstå alt muligt og vide en masse, inden man kommer. Det vil jeg virkelig gerne gøre op med. Det eneste, det kræver, er, at man kommer og oplever det, som den man er.
Min fars gode ven var usikker på, om han ville komme og se min forestilling, fordi han ikke havde en pæn nok skjorte. Det er et problem efter min mening. Man kan sgu bare tage det på, man har. Der er så mange regler. Teatret tilhører fortsat en bestemt klasse og tilgodeser bestemte samfundslag. Det er jeg træt af. Det er svært at forandre. Alle teatre vil gerne have et mere mangfoldigt publikum. Men jeg tror, at for at skabe den forandring er det vigtigt, at teatret forsøger at ændre sig strukturelt indefra, at vi stiller spørgsmålstegn ved produktionsform, hierarkier og repræsentation i alle led,” understreger hun.
For Camilla Kold Andersen er det noget fundamentalt, der skal forandres ved teatret, før det kan tiltrække et bredere publikum.
“Det hjælper ikke kun at se på, hvilke fortællinger, der bliver sat på scenen, eller hvem, som står på den, når vi snakker repræsentation. Det må gælde for hele huset at indstille sig på at skabe et miljø, som præges af mangfoldighed og diversitet. Teatret må forny sig selv indefra fremfor altid at prædike forandring fra scenen.”
Teater er fællesskab og nærvær
“Jeg synes, vi skal stille spørgsmålstegn ved, om vi har indrettet vores tilværelse på den rigtige måde. Det tror jeg ikke, vi har. Verden er sgu noget lort, men også et underfundigt vidunder. Det er vigtigt, at vi i høj grad betvivler vores egen dømmekraft, og bliver ved med at turde tvivle på, om vi er gode nok til at acceptere hinanden, om vi har for snæver smag, om naboens have ikke ser fin ud, som den er, om mine fordomme mod andre mennesker kunne forandre sig. At vi tvivler på, om vi har ret. Teater er fællesskab og nærvær, det tror jeg dybt og inderligt på, så for mig centrerer tingene sig altid om det,” siger Camilla Kold Andersen.
“Når teater er bedst, kan det inspirere mennesket til at takle tilværelsen og stille spørgsmålstegn ved eksistensen. Og eksistensen handler ofte om de andre. De vigtigste spørgsmål falder altid tilbage til forståelsen af fællesskabet, uanset om det handler om klima, racisme, magt, køn, venskab, klasse eller kærlighed,” understreger hun.
Påskønnet voyeurisme
“Jeg tror ikke på opnåelsen af utopier, men jeg tror på forestillinger, og det at turde tænke en anden verden frem. Det er det bedste ved teatret, det unaturlige. Og så tror jeg på, at vi må se på det, vi ikke vidste, vi gerne ville se på. For eksempel folk, der fører sig frem på en scene. Det er jo i grunden ganske ufatteligt og fantastisk netop det, at nogen fører sig frem og nogle andre ser på. Der er noget voyeuristisk ved teatret som man ikke må glemme.”
“Jeg håber, at publikum går hjem og tænker over, hvorfor de tænker, som de tænker. Jeg tror dybt og inderligt på fællesskabet, og vil altid gerne have, at vi stiller spørgsmålstegn ved vores måde at være med hinanden, men også fællesskabet forstået som en mærkelig hybrid, der ofte er afhængig af, at nogen ikke kan være med, desværre.”
Hvorfor må vi ikke få nogle svar med os fra scenen?
“I stedet for, at du går ind og bliver afklaret, så skal du gå hjem og undre dig. Når vi leder efter svar, dømmer vi ting rigtigt og forkert, og om ting passer ind i ens egen forståelse af verden, hvis det ikke var noget for dig,” varer Camilla Kold Andersen og fortsætter: “Jeg er ikke modstander af svar, men det er en let spist kage, du kan dømme over, og så kan du gå hjem og se på tv igen.”
Kunst har ingen facit
“Man må selvfølgelig gerne gå hjem og synes, man har fået svar på et eller andet. Og uanset hvad, udsender min forestilling et syn på verden, som jeg mener, er vigtigt. Jeg er ikke modstander af at finde svar. Jeg er modstander af at ville forstå og afkode ting og kunst og verden. Et svar er ikke det samme svar for den, som sidder ved siden af. Hvis vi tror på endegyldige facit i kunsten, er det fallit,” mener Camilla Kold Andersen.
“Jeg vil gerne fjerne opfattelsen af, at der er ting, man skal forstå. Livet er for symboltungt i forvejen. Ofte kammer teatret over i symbolik, og det er ikke det, som er det vigtige. Hvis du går hjem fra teatret og føler, at du har regnet den ud, så havde du ikke de rigtige briller på. Det handler ikke om det. Det vigtige er ikke, hvad tingene handler om, det er, hvad de er.”
