Selvom Don Juan leverer dagsaktuel opera med sit portræt af kvindebedåreren over dem alle, er det stadig et værk, der lever af sit komiske indhold. Og nok er John Fulljames’ opsætning på Det Kongelige Teater elegant, men specielt morsom er den altså ikke.
Torsdag havde Det Kongelige Teaters kommende operachef, svenske Elisabeth Linton, premiere på sin iscenesættelse af Matilda the Musical på Gamle Scene. Det var overordentligt underholdende. Søndag eftermiddag præsenterede den afgående operachef, engelske John Fulljames, så sin version af Mozarts Don Juan i Operaen på Holmen. Det var mindre fornøjende.
Scenen er et strømlinet hotel
Mozarts opera fra 1787, der egentlig hedder Don Giovanni og synges på italiensk, regnes ellers for en komedie. Men trods en scenisk ouverture med veltimet brug af guldkonfetti mister Fulljames’ iscenesættelse hurtigt sit komiske overskud. I stedet koncentrerer man sig om de dramatiske følger af den berømte playboys herskesyge over for både venner og elskerinder.
Det giver jo ganske god mening, hvis man gerne vil understrege værkets aktualitet. Men flere spilopper havde klædt Don Juan, som i Dick Birds kølige scenografi udspiller sig på et strømlinet hotel: På værelset, hvor Juan underholder sig med sit selskab. På gangen, hvor han myrder en oprevet fader til én af erobringerne. Og i lobbyen, hvor den tro væbner Leporello assisterer med at støve nyt kød op.
Sangere fulde af bevægelse
Den kliniske elegance giver til gengæld plads til sangerne, som hele tiden er i bevægelse. Alt for ofte hæmmes operaer af stillestående arier, så det er glædeligt. Et højdepunkt indtræffer, da Juan dansende synger på, i og omkring lobbyens kvadratiske bassin under blåt lys; desværre lyder Palle Knudsen i titelrollen forpustet i sekvensen.
Af en eller anden grund – britisk humor? – har John Fulljames valgt at spæde førsteaktens allerede kaotiske afslutning op med gigantiske videosekvenser med hajer og fyrværkeri over en, vistnok, sydøstasiatisk millionby. En scene fuld af forviklinger, men nu også med pludseligt kæmpeakvarium og umotiveret geografi. Spøjst.
Tag ved lære af musicals
Lige så overraskende er det, at det meste af anden akt udspiller sig foran hotellets dunkle bagfacade. Det er sort og statisk, og de kulørte vinduer over sangerne er ikke nok til at skabe visuel dynamik. Mozarts musik har i lange stræk diverterende karakter og er med sin mildhed slet ikke interessant nok til at stå alene.
Alligevel når Don Juan mod slutningen at skabe to fine tableauer. Først med Donna Anna, der møder sin myrdede far i form af seks mørke silhuetter indhyllet i teaterrøg. Her lyder operaens musikalske højdepunkt med Mandy Fredrichs kraftfulde sopran. Og siden tilbage på hotelværelset, hvor den myrdede vender tilbage som Djævlen på gløder og fører Juan bort i skæret af blinkende hotellamper: Så kan han lære det!
Man har diskuteret, om Det Kongelige Teater skal have lov til at opsætte musicals. Det er for det første en fjollet debat, fordi den bliver ført af nogle, der har en antikveret idé om, at musicals er underlødige. Men for det andet er debatten også forfejlet, fordi operagenren kan lære meget af musicals, ikke mindst hvad angår komik og scenografi. Det har de evige genopførelser af værker som Don Juan i den grad brug for.
