Skurken stjæler showet i Det Kongelige Teaters mestendels forrygende danmarkspremiere på en af verdens største musicalsucceser de seneste ti år, Matilda the Musical. Mads Rømer Brolin-Tani har fundet sit kald: som pukkelrygget, kvindelig børnemishandler.
Utallige opsætninger kloden rundt er det blevet til for Matilda the Musical siden urpremieren i Stratford-upon-Avon for 12 år siden. Og det er der altså en god grund til, viste det sig ved den danske premiere torsdag aften på Det Kongelige Teater. Men har verden nogensinde set en så gennemført diabolsk udgave af musicalens autoritære rektorskurk, den hammerkastende børnemishandler Agatha Trunchbull, som vi så på Gamle Scene? Næppe.
Mads Rømer Brolin-Tani var tæt på at stjæle hele forestillingen, simpelthen. Hans afsindige portræt af den pukkelryggede rektor, som ægger fremmelige Matilda og hendes underkuede skolekammerater til oprør, var højkomisk og gennemmusikalsk i sin timing og indtagelse af scenen. Flere gange både lød og synedes det, som om Dirch Passer var vendt tilbage fra det hinsides – med ild i øjnene og håret bundet i en stram knold. Uforglemmeligt.
Kaotisk indledning
Gudskelov for Brolin-Tanis indtræden halvvejs i første akt, for begyndelsen på Matilda the Musical var en blandet oplevelse. Åbningen kombinerede talentshow og fødegang i et kaotisk dobbeltnummer med horder af medvirkende på scenen, badet i bolsjelys. Lovlig megen tid blev tilbragt i selskab med Matildas afstumpede familie – utaknemlige lavkomiske roller, som manusforfatter Dennis Kelly har skrevet helt uden nuancer.
Hurtigt stod det også klart, at oversættelsen fra engelsk til dansk var noget klodset. Sætninger som “tror du, færdigretterne kryber ind i mikroovnen af sig selv” faldt skrifttungt, og det virkede unaturligt, at bogormen Matilda skulle recitere Dickens i stedet for noget, der var mere genkendeligt for et dansk familiepublikum. Lykkeligvis samlede Elisabeth Lintons iscenesættelse sig, da omgivelserne ændredes til dystre Crunchem Hall, rædselsskolen.
Helt op at svæve
Her mødte vi ikke blot Brolin-Tani, men også, kort forinden, en glødende Amalie Dollerup som Matildas empatiske, men forarmede lærer, Jennifer Honey. Nu blev der keret for karaktererne, og pludselig blev der spillet skuespil, sunget og danset for alvor. Matilda the Musical er især en fortælling om at fortælle, og først med introduktionen af det uldne forhold mellem den sadistiske rektor og den idealistiske underviser var der virkelig noget at folde ud.
Det må man så også sige, at holdet bag opsætningen udnyttede til fulde. Kraftfulde dansenumre blev suppleret med akrobatik og lysdesign, der kom hele salen rundt. Selv sværvægteren Trunchbull var oppe at svæve og nærmede sig såmænd en flyvende spagat. Amalie Dollerup holdt sig på jorden, men satte tiden i stå, hver gang en strofe lød fra hendes læber – så fuld af længsel, varme og præcision. Forløsningen var stor, da hun endelig, langt inde i anden akt, fik sit store musikalske øjeblik.
Imponerende talenter
Hovedrollen som retfærdighedens og bøgernes kæmper, Matilda, spilles, ligesom de øvrige børneroller, at tre alternerende hold. Ved premieren imponerede Clara Schelling med sikker vokal og levende replikker, mens August Lassenius Kramp i rollen som klassekammeraten Nigel havde et vidunderligt komisk øjeblik med ekvilibristisk diktion af konsonanter foran skoletavlen.
Rasmus Botoft fortjener også ros for trods alt at give rollen som Matildas far lidt nærvær med sin standup-indledning på anden akt, der udviklede sig til klassisk varieté. At de lavkomiske indslag blegnede – også selvom musicalens slutning prøvede at insistere på dem – skal vi dog i høj grad takke helt vidunderlige Mads Rømer Brolin-Tani for. Ham må man altså ikke gå glip af.
