★★★☆☆☆ Papmaché-reglen – charmerende guide til livet er genkendelig, men ikke vedkommende

Hella Joofs bestsellerroman Papmaché-reglen om livets uskrevne regler omsættes til velklingende harmonier og komiske situationer af Odense Teaters energiske ensemble. Men det er svært at mærke det vedkommende og det sårbare bag ved alt glimmeret. 

”Jeg bager!” råber Anders Gjellerup Koch, imens han iført forklæde, cykelhjelm og passivt-aggressiv attitude river en gulerod ned i en kagedag. Publikum skraldgriner. Bogstavelig talt. Ikke kun fordi replikkerne leveres med sans for komik, men også fordi det bitre martyrium er genkendeligt for alle, der har meldt sig til at bage til et skolearrangement, skrive et mødereferat eller låne deres sommerhus til en ven i uge 29, fordi de ikke kunne sige nej. 

Annonce

Pointen er, at man kun skal sige ja, hvis man virkelig mener det. Og hvis nogen skulle have været i tvivl, så understreges det også lige med et catchy musiknummer om, at ’nej betyder nej og ja betyder ja’, hvor ensemblet giver den gas iført nej-hatte og store swing-arme.

Musikalsk glimmer på

Denne og mange flere livskloge regler serverer Papmaché-reglen i en montage af komiske situationer krydret med musikalske indslag. Sangene er komponeret af Jonas Munck Hansen, som fremfører dem live på scenen sammen med skuespillerne. Alle medvirkende klinger godt i både sydlandsk mandolinstemning, swing-inspireret do-woop og popballader om at gå i seng med den forkerte mand.

I et funky gospelnummer synges der tak for alt fra parkeringspladser til kanelsnegle på tilbud. Og som punktum for en scene om “Birkes-reglen”, der i al sin enkelhed går ud på, at vi skal sige det til hinanden, hvis vi har noget siddende mellem tænderne, forvandles ensemblet til et kirkekor ledsaget af orgelmusik. En ung brud glider henover scenen med en rød plamage bagpå, imens koret synger, at reglen bestemt også gælder, hvis man er blødt igennem og går op ad kirkegulvet i en Jesper Høvring brudekjole i Holmens Kirke. 

Musiknumrene går rent ind i salen og er meget veludførte. Men selvom en af forestillingens pointer er, at man altid skal putte glimmer på, så tilføjer musikken den i forvejen letfordøjelige tekst en glitrende overfladiskhed, der gør det livskloge mere letbenet, end det fortjener. Bogen og forestillingen toner rent flag fra start med reglen om, at alt det største i livet er banalt. Men både på scenen og i livet må kunsten vel være at finde det store i det banale og ikke omvendt?

Fra bog til teater

Det er ikke en helt nem opgave at omsætte en anekdotisk montagebog til fængende teater. Kamilla Bach Mortensens iscenesættelse gør Bella, der midt i Joofs bog optræder i “scener fra en skilsmisse”, til forestillingens hovedkarakter, som binder de forskellige dele sammen. Idéen er god, men den røde tråd er ikke helt stram, og det forvirrer mere end det gavner, at der både tales til og fra Bella.

Reglerne får også en mindre almengyldig karakter, fordi de reduceres til nogle, som Bella skal lære, så hun i både metaforsik og konkret forstand kan forvandles fra bitter og nyskilt i gråbeige tøj til taknemmelig og positiv i orange glimmerbukser. At individualisere reglerne skruer op for det genkendelige, men ned for det vedkommende, fordi der tales til Bella frem for til publikum.

Med ekstra ost på

Papmaché-reglen er en hjertevarm og festlig påmindelse om livets banale sandheder, som vi har en tendens til at glemme. De fleste vil kunne genkende sig selv i irritationen over, at kæresten smider et håndklæde på gulvet, eller at være misundelig på veninden med de perfekte bryster. Men det konsekvente fokus på det glitrende og underholdende gør også, at vi ikke røres af så meget andet end latter. 

I en travl tid, hvor vi stiller meget høje krav til os selv, er det dog godt at blive hukset på, at man faktisk ikke behøver at bage, hvis man ikke har lyst. Og at man skal bede om lige præcis det, man allerhelst vil have – med ekstra ost på.