★★★★☆☆ Mor – humoristisk og drivende musikalsk ode til klodens mødre

Mor er en ny forestilling af Kunstnerkollektivet Ruby Gamache, der deler dagbogsnotater om at blive mor eller ønsket om at blive det. Iklædt pyjamas og væbnet til tænderne i bokserudstyr leverer kollektivet et rørende, humoristisk og sårbart portræt af det banale og samtidig dybt transformerende.  

Vi lukkes ind i det fortrolige rum med stor generøsitet. Præstation erstattes af det mellemmenneskelige møde med de fem kvinder, der sidder på scenen overfor os. De deler deres glæder, sorger og undren over både magi og trivialiteter fra hver deres perspektiver. En ætsende genre mellem skuespil og autentisk menneske, som publikum kan relatere til. Underspillet, sårbar og cool på samme tid.

Kunstnerkollektivet Ruby Gamache, der slog igennem med forestillingen Tyk, som blev Reumert-nomineret i 2021, består af seks medlemmer, der alle har bidraget med dagbogsnotater, de har delt indbyrdes gennem længere tid. De fem, der er med i denne forestilling, deler både deres egne og de andres tekster gennem humoristiske artefakter af morrollen eller af trangen til at være mor.

Det regner med babyer

Dagligdags trivialiteter smelter fra vores skuldre, når de siges højt, og vi kan grine af det i fællesskab. Teksterne handler om alt fra blødende bryster, grænseoverskridende sex og vilde fødselsoplevelser. Forfriskende leveret, råt for usødet, så vi selv føler den afgrundsdybe træthed og næsten bøjer os ned for at tørre blodet op.

En dukke kommer skrigende ud gennem stofbleerne. Mødrene forsøger at fortsætte deres liv som før, men spørger: ”Er det plat at være forandret?” Man skal være en fighter for at klare mosten, og performerne ifører sig røde boksehuer, brystværn og handsker. Dukkerne flyver gennem luften som bolden i en amerikansk fodboldkamp. Reumertnominerede Gunilla Lind medvirker og har koreograferet de fine og skøre optrin.

”Hvis jeg ikke kan lave børn, vil jeg lave kunst,” siger kvinden, der er i fertilitetsbehandling. ”Jeg går i stykker over, mit barn ikke skal have mine fingre.” Rollen som barnløs spilles af Camilla Bang, der til gengæld føder den ene ørehænger efter den anden så drivende musikalsk, at man bliver afhængig fra første tone. De sprøde sange opsummerer fælles temaer fra dagbogsteksterne.

Scenografisk bleskift

Komponisten spiller og synger selv både på elguitar, akustisk guitar, klaver og trommer med kollegaerne som kor og musikalsk assistance. Så ukompliceret og tilbagelænet som indskydelsen til at tage en guitar ned fra væggen hjemme i dagligstuen. Ekko og stor rumklang forstørrer følelserne i lokalet i en lydcollage, der formidler blod, sved, tårer og en hel del lortebleer.

”Du er mit liv, mit lillebitte liv. Alt på mig bløder.” Anna Gammelgaards scenografi består af stofbleer knyttet sammen i hjørnerne og ophængt som et stort bagtæppe. Kvinderne er i stribet nattøj, der sandsynligvis refererer til den daglige udfordring med at komme i tøjet med en baby i huset. 

Døden er starten på det nye

Scenografien bruges aktivt, og Thora Eriksens lysdesign understøtter fortællingen fra rosa, dunkelt til skærende klart lys og viser mødrenes rejse. ”Den store mor er mig, den store mor er kloden, der får mig til at redde edderkopperne og affaldssortere”. Trods satiren over reelle levede erfaringer er der en pointe. For kan man blive mor, uden at det gamle jeg må dø, spørger kollektivet.

De fælles bidrag gennem dagbogsformen leverer både rå og poetiske tekster. Humoren går hånd i hånd med sårbarheden og gennemsyrer hver en stavelse og hvert et vers. De surrealistiske mor-tableauer, performernes underspillede enkeltpræstationer, såvel som deres timing som gruppe har et fast tag i publikum.

Og når man så tilsætter lyden af en smaskende, gispende baby, der dier ved et bryst, udsender oxytocinen sine kærlighedshormoner til hele salen. Selvom forestillingen lige skal sætte sig, er det et spillevende og forfriskende teaterformat, Ruby Gamache endnu engang langer over disken.

Se forestillingstrailer her.