★★★★☆☆ Valkyrien – elegant Sturm und Drang på tegnestuen

Det er blevet tid til at sige farvel til operachefen på Det Kongelige Teater. Og John Fulljames går ud med et brag. Wagners enorme Valkyrien er blevet til en musikalsk fest i den afgående chefs stilrene iscenesættelse.

Farvel kan man sige på mange måder. Nogle lister diskret ud ad bagdøren uden stor ståhej. For andre skal der mere til. John Fulljames, der til sommer stopper som operachef for Det Kongelige Teater efter fem år, hører til i sidste kategori. Hans afskedssalut? Intet mindre end fem timers fuldblodet Wagner-opera i egen iscenesættelse.

Med Valkyrien får vi Fulljames-æstetikken præsenteret på godt og ondt. Det er den glatte elegance, der er hans hjemmebane, og det ser man også her. Scenografien er skåret ind til benet, alle unødige forstyrrelser er borte. De tre akter domineres således af hver sin voluminøse trappe i lyst træ, som sangerne bevæger sig op og ned ad, mens de beretter om tragisk kærlighed og ekkoer af nordisk mytologi.

Den stilrene minimalisme giver al ønskelig plads til Wagners maksimalistiske musik og libretto. Ligesom scenografien bevæger de musikalske temaer sig op og ned ad lange, dramatiske trapper. Tænk bare på det berømte Valkyrieridt, der indleder tredje akt med sin himmelsøgende fanfare og afbrydes af strygere i frit fald. Man kan heldigvis roligt sætte Det Kongelige Kapel i centrum for en opsætning. De sprudler fra graven under ledelse af Thomas Søndergård.

Vidunderlig tenor

At begynde at resumere handlingen er lige så formålsløst med Valkyrien, som det er med de tre øvrige dele af Ringen. Guder, skæbne, krig og kærlighed vikles ind og ud ad hinanden i sindrige mønstre. Kort sagt viser Valkyrien Wotans fald fra tinderne som gudernes konge, og basbaryton Tomasz Konieczny synger sig i løbet af de tre akter længere og længere ind på livet af den skiftevis trodsige og afmægtige patriark.

Helt vidunderlig er Bryan Register som Siegmund, Wotans dødelige søn, som møder sin fortabte tvillingesøster, Sieglinde, og forelsker sig i hende (så kender man Wagner). Sjældent hører man så klar og ren en tenor, fuld af opsætsig virilitet og tilmed bakket op af delikat nærvær på scenen.

Da han ulykkeligvis dør til sidst i anden akt, sætter Trine Møller sig til gengæld igennem som valkyrien – lejemorderen fra Valhal, om man vil – Brünnhilde. I store dele af en time har hun og Wotan trappen for sig selv, men de formår alligevel at udfylde det store rum. Hele tiden har deres drabelige dialog en retning, og selvom de blot har nogle spyd og et ulveskind at arbejde med, holder de det statiske på afstand. Eminent instrueret.

Flot farvel

Værd at bemærke er det, at Valhal i John Fulljames’ iscenesættelse og Tom Scutts scenografi er omdannet til en tegnestue. Wotan er den pompøse mesterarkitekt med luftige asiatiske klæder, håret i en stram knold, designerbrille og en svaghed for bonsaitræer. Når nu vi befinder os i en tegnestue, kan det imidlertid undre, at scenografien ikke kan svinge sig op til noget mere dristigt end variationer over trapper. Uagtet at symbolikken giver mening.

Den velkomponerede glathed bliver måske det, man vil huske Fulljames for som operachef. Herunder altså sansen for den billedskønne enkelhed og fundamentale symboler som trappen. Det har bestemt også sin berettigelse, hvilket en afsindigt flot afslutningsscene i tredje akt af Valkyrien demonstrerer: Mens Brünnhilde og hele trappen svæver langsomt mod loftet, rejser sig et helt nyt rum med orange lysstofrør og den ulveklædte krigersøn Siegfried nedenunder.

På mange måder et flot farvel. Eller rettere et på gensyn; vi må regne med, at John Fulljames vender tilbage som instruktør på fremtidige opsætninger. Han skal være noget så velkommen, omend vi også trænger til mere rabalder i Operaen.