★★★★★☆ Sandmanden – gyserkomedie danser sandet ud af bukserne

Christian Lollike har gendigtet og dramatiseret E.T.A. Hoffmanns mest berømte eventyr, Sandmanden fra 1817, mens instruktør Jonas Corell har gjort den til et sandslot af sceniske virkemidler. Den intelligente lyssætning og barokke scenografi, som spillere og dansere bliver en del af, skaber en grænseløs sindsstemning mellem de indre liv og samfundets moral. 

Skyggerne bevæger sig bag de hvide gardiner, der omslutter hele scenen, og vi ser en lille sandsleben, anæmisk Nathanael, som er gået i ét med det gipsstøvede gulv sammenkrøbet foran et gigantisk gipshovede. Han ser ting, kæresten Clara og hendes bror Lothar ikke ser. Et påtrængende og grotesk indre liv, kropsliggjort af dansernes surrealistsike bevægelser.

Hoffmanns berømte eventyr beskriver Sandmanden, der kaster sand i øjnene på børn, der ikke vil sove. Lollikes genfortolkning er en gyser om samfundets magtsystemer overfor det sanselige menneskes egen ret til at være vågen og se alting klart. Som det altid er tilfældet i den romantiske fortælling, kommer den dragende underverden, uanset om det er sylfider, undiner eller sandmænd, altid med en pris. 

Den støvede verden, der gør folk blinde 

Nathanael har en smuk sjæl, siger Clara, da hendes bror Lothar spørger, hvad hun dog ser i denne skøre mand. De to mænds magtforhold kan ses som et mikrokosmos af det store magtforhold mellem menneske og samfund. Den ene oplsugt af pathos, sine sanser, følelser og empati. Den anden af ethos, moral, realisme og samfundets dannelsesprojekt. 

Sammen med Nathanael, mener Clara, hun kan aflure hele verden. Han ser det, de andre er blinde for. Når de sover, kryber lange groteske monstre ind på dem, og når Nathanael er vågen, møder vi hans livlige indre i et hav af vippende ben, der stikker op fra gulvet, eller som spøgelser, der kryber gennem væggene. 

Lothar har fået et nyt job, hvilket han gentager igen og igen, som en fejlkodet, talende dukke. Han sælger briller, som vi forstår viser verden i en manipuleret version. Nathanael frygter, at Lothars chef kunne være den samme mand, der lavede mærkelige ting med folks øjne sammen med hans egen far. Er vi kunstige dukker eller rigtige mennesker? Er den frie vilje en illusion? Det er ikke formildene, at vi er i en gammel kødby.

Barokt gipsstøv og generøse dansere på cola-syretrip

David Gerts barokke, lyse kostumer på de medvirkendes gipsstøvede kroppe skaber en absurd og virkningsfuld kontrast til et pink Smeg-køleskab fyldt med cola. Der drikkes løs fra dette materialismens husalter gennem hele forestillingen. Måske endnu en uhyggelig hjernevask, som ingen tør stille spørgsmålstegn ved.

Komponistdoen Den Sorte Skole skaber forestillingens rå og stemningsskabende soundtrack med alt fra pulserende rytmer til blid sang og strygerlyd. Lyset består af lysstofstør, der hænger sektionsdelt på lysbroer. Det skaber skiftende stemninger til specifikke områder af det lille rum fra dunkel uhygge til følelsen af klinisk laboratorium. 

De seks dansere fra Holstebro Dansekompagni viser ekstrem kropskontrol og bred teknisk kunnen, der leveres med stor generøsitet og nærvær. Der er Butohlignende bevægelser til surrealistiske monstre, og en dukke, der ser ud til at have arbejdet på brillefabrikken lidt for længe. Der er akrobatiske spring, stunts og absurde koreografier med kunstige lemmer, der sidder helt forkert. 

Øjnene, der ser, eller filteret i brillerne

Skuespillerne fra Aarhus Teater formår at skabe karakterer, vi kan føle med, trods det lidt højstemte sprog. Det fungerer fint i det groteske univers med barokke kostumer. Spillerne indgår i en organisk helhed med danserne, og ikke mindst Lasse Steen som Nathanael bliver selv en del af dansen, der driver dramaet frem. Forestillingen er ikke uhyggelig per se med sine humoristiske indlæg og brud på den fjerde væg, der til gengæld giver kant. 

Nathanael kommer langsomt til fornuft: ”Jeg ved ikke, hvad det er, der er gået i mig, men jeg vil så gerne have det ud”. Lothar, der blot har ventet på en lejlighed til at presse sit dannelsesprojekt ned over sin kommende svoger, tvinger brillerne på ham. Alle holder fest, som det kendes fra den romantiske ballets tredje akt, hvor den vordende brudgom vender hjem fra sine eskapader og er ”kommet til fornuft”. 

Nathanael takker for at være taget til nåde, og klichéerne står i kø i noget, der ligner en mavelanding. Det viser sig heldigvis, at det ikke er slutningen, men blot et dramaturgisk oplæg til den uundgåelige ”fjerde akt”. Forestillingen oser af overskud og spilleglæde på Teater Sort/Hvid overfor et veloplagt publikum.