Aldrig har en opsætning af Cabaret været mere aktuel. Men Niclas Bendixen har i sin nye iscenesættelse på Aarhus Teater modstået fristelsen til at drage åbenlyse paralleller til krigen i Ukraine. Historien om Kit Kat Klubs møde med nazismen taler for sig selv, mener han.
Over halvtreds år er det siden, at John Kander og Fred Ebbs kæmpehit Cabaret første gang havde premiere på Broadway. Men den dekadente musical om krigens snigende tilbagekomst i hjertet af Europa har aldrig været mere aktuel, end den er i dag.
Fra 5. maj præsenterer Aarhus Teater en helt ny opsætning af musicalen fra 1966. Ifølge Niclas Bendixen, der står bag iscenesættelsen, er der ingen henvisninger i forestillingen til den nuværende krig i Ukraine, selvom prøveforløbet begyndte samtidig med den russiske invasion. Men scenerne vil uundgåeligt blive oplevet i et nyt skær.
”Lige pludselig fik Cabaret jo en frygtelig aktualitet,” fortæller han over Zoom. ”Der er en sang, som Ulla Henningsen synger. ’Hvad ville De gøre’ hedder den på dansk, og den handler om hendes karakter, Fräulein Schneider, og hvad man ville gøre, hvis der blev krig. Alle skal flygte, men så siger hun: ’Jamen det kan jeg ikke.’ Det er et meget rørende moment, faktisk.”
En eksplosion af frihed
Cabaret udspiller sig i Berlin i mellemkrigsårene 1929 og 1930. I storbyen er rædslerne fra 1. verdenskrig afløst af hedonisme og kunstnerisk frihed. Men ude på landet vokser nazismen frem, og selv ikke gæsterne på kabaretteatret Kit Kat Klub kan i sidste ende ignorere, at en ny fare lurer i horisonten.
”Berlin på det her tidspunkt er en by som ingen anden,” minder Niclas Bendixen om. ”De er gået fra kejserdømme til demokrati og har fjernet al censur. Det vil sige, at alt eksploderer: kunst, frihed, seksualitet – der er ingen begrænsninger. Men på meget kort tid lukker nazismen hele det frirum ned. Nu skal der orden på, man kan jo ikke bare rende rundt og te sig. Det er helt utroligt.”
Den historiske setting i Cabaret er meget konkret, men temaet om kampen mellem frihed og fascisme er tidløst. Derfor har Bendixen også undladt at drage direkte paralleller til Ukraine i sin opsætning. Værket taler sit eget tydelige sprog, mener han.
”Jeg synes, jeg gør John Kander og Fred Ebb ære ved at lade deres historie stå så rent som muligt. Det er publikum selv, der tager det med ind, hvis de gør det, og sådan skal det også være. Men det sker helt af sig selv, jeg behøver slet ikke pege på det. Cabaret bliver jo pludselig en reminder om, at historien har en frygtelig evne til at gentage sig selv. Jeg tror egentlig, det er det, Kander og Ebb har tænkt, da de skabte Cabaret: Det her må ikke ske igen.”
Ikke ondt med ondt på
Hvordan griber man ondskab an rent dramaturgisk? For Niclas Bendixen har det været vigtigt ikke at reducere Cabaret til en lidt for indlysende kamp mellem godt og ondt.
”Publikum ved jo godt, at nazismen er ond, men det behøver vi ikke vide i forestillingen. Karaktererne er nødt til at opleve det i den rækkefølge, de skal opleve det i. Jeg er overfølsom over for, at nogen er forud følelsesmæssigt – det er jo hele tiden aktion-reaktion.”
Faktisk vægrer Bendixen sig lidt ved at bruge ordet ’ondskab’.
”I 1929 vidste tyskerne ikke, hvad nazismen ville blive til. Man havde fornemmelser, fordi den fra starten var ret militant. Men jeg synes, det er farligt at kalde det ondskab. Det er jo ideologi – det er nogle, der synes, de har ret. Så kan andre sige, det er ondskab.”
Handler din opsætning om at nuancere?
”Ja. Det er nemt at gøre nazisterne til onde med ondt på i Cabaret, men vi må prøve at tage de briller på, man havde i 1929. Tyskland skulle betale krigsskadeerstatning for 1. verdenskrig, og det gav grobund for ideologier som nazismen. Man berøvede det tyske folk dets identitet og sagde: ’I er ikke noget, vi bestemmer over jer.’ Hvis der så kommer én og siger, at du er noget, og at det er nogle andres skyld, så er det nemt at falde i den gryde. Det er også det, Putin gør nu, han siger: ’Det er os mod nogle andre.’”
Blik for det uforudsigelige
I anledning af sin 50-årsfødselsdag for nylig blev Niclas Bendixen portrætteret i Politiken. Her kaldte Ulla Henningsen hans tilgang til arbejdet dansant, legende og med blik for det uforudsigelige. Genkender han den beskrivelse?
”Det er faktisk sådan, min tilgang til dramatik er, ja. Jeg behandler teksten som et partitur, hvor jeg nogle gange kan lukke øjnene og høre, om en scene fungerer. Nu bliver det meget teknisk, men: Bag ved den skrevne sætning ligger der jo en helt anden betydning – karakterens ønske om noget – og når karakteren siger sætningen, er der ’en lyd’ inde i det. Hele scenen skal spille sammen med den lyd, så får man sit drive fremad.”
Og uforudsigeligheden?
”Det er godt, at skuespillerne kommer bag på sig selv i stedet for at have en psykologisk tilgang, hvor man tænker: ’Nu skal jeg sige min replik’ og så føler en masse, inden man siger den. Der er mere spænding i efterspillet: ’Gud, sagde jeg virkelig det?’ Det er mere interessant. Så kan både publikum og skuespillere blive overraskede. Vi ved alle sammen godt, hvem der er nazist i Cabaret, men det tidspunkt, hvor vi alle sammen er enige om, at det er ondt, må vi skubbe så langt foran os som muligt.”
Dekadent og lækkert show
Hvad kan man så forvente, når man løser billet til Aarhus Teaters opsætning af Cabaret? Niclas Bendixen understreger, at alt ikke er dyster alvor i musicalen. Tværtimod. Der er rig plads til humor og glittet dekadence med overdådige kostumer, når man bliver lukket ind i den ukuelige Kit Kat Klub.
”Vi er jo et sted, hvor folk er fattige, de lever fra hånden til munden. Men eskapismen ligger i det dekadente, lækre show inde på Kit Kat Klub. Vi vil se, hvad det er, der bliver ødelagt. At det er friheden, der bliver ødelagt. Menneskets frihed skal vi hylde, vi er nødt til at vise, hvor fantastisk det kan være, når sjælen er sat fri. Så ja, der bliver gået til den, men det er stadig dekadent og skønt.”
Cabaret spiller på Aarhus Teater 5. maj – 18. juni 2022. Læs mere her.
