Aalborg Teater lykkes underholdende og generøst med sin farvefabulerende adaption, Sugar, af filmen Some Like It Hot fra 1959. Det skyldes ikke mindst en gennemført bolcheæstetik og en stærk ensemblepræstation omkring den herligt overskudsspillende og velsyngende trio i midten.
”Spiller De på Børsen?”
”Nej, på ukulele”
Sådan falder et sigende replikskifte i Sugar, Aalborg Teaters vellykkede adaption af actionkomedien Some Like It Hot fra 1959. Det er kækt med schwung på, ud over steppen med håret tilbage til en – dengang – farlig fræk leg med kønsidentiteter.
I dag har vi flere kategorier end datidens kvinde og mand, men forviklinger i højt tempo har stadig attraktion. Særligt når man går komedieplanken ud, som det kunstneriske firkløver bag Sugar, instruktør Mia Lipschitz, scenograf Camilla Bjørnvad., koreograf Anja Gaardbo og kapelmester Niels Søren Hansen, på mest charmerende vis lykkes med.
Minikoncert med Marilyn
Scenografien er simpel, mens lys, kostumer og musik bruger hele farvepaletten til at skabe det mageløse, sukkersøde univers. Nok er der farligt i Chicago, men vi ved, det søde og gode vil sejre, for, som det slås fast med syvtommersøm og bogstaver i børnehøjde: ”Nobody’s Perfect”.
De subsistensløse musikere, Joe med saxen og Jerry med bassen, hutler sig igennem i Chicago, overværer ved et tilfælde et gangsteropgør og gemmer sig i et kvindeband for at undfly gangsternes likvidering. Det er i kortform fortællingen, der broderes ad absurdum i primært kønsrelaterede forviklinger, replikskifter i screwball-tempo og en ikke mindre opkørt, swingende musikside. Forestillingen er tilmed så generøs, at vi får en indlagt minikoncert med Marilyn Monroe-klassikere som My Heart Belongs to Daddy og Diamonds Are a Girls Best Friend.
Himmelsk velsyngende Karla Rosendahl
For Marilyn var det jo, der sammen med Tony Curtis og Jack Lemmon udgjorde den hotte trio, der måtte ræse gennem USA på flugt fra gangstere og almindelig gå-i-hundene, før de to fik hinanden og den tredje en millionær. Det er store sko at fylde ud, men Karla Rosendahl er intet mindre end bandsat bedårende som den snalrede, koketterende, men åh så elskelige Sugar. Hun sætter karakteren lige i skabet og synger himmelsk på et bredt register. Nikolaj Bjørn-Andersen og Albert Stein Ankerstjerne har også særdeles flot styr på Joe/Josephine og Jerry/Daphne. De bærer deres pink parykker med stil og holder den helt nødvendige temposkrue i fuld fart fremad.
Omkring de tre folder ensemblet forrygende det kunstneriske teams koncept ud. Det lyder såre fjollet på papir, men fungerer fantastisk på scenen, når snart en flamingo, snart en søhest i Ulrik Windfeldt-Schmidts anmassende inkarnationer gør opmærksom på sig selv, når et sceneskift skal signaleres.
Millionærer i guldsko med turbanen fuld af dollars er – som yachtejerens koboltblå sokker i koboltblå plasticsandaler – andre af de vidunderlige visuelle detaljer i Camilla Bjørnvads betagende, bolsjestribede univers. Farvepaletten går i symbiose med bevægelsesmønstrene. Skønnest er gangsterne, der i hhv. blåt og orange flyder over scenen som én organisme i Anja Gaardboes karakteristiske koreografi, der passer som fod i diamantbesat stilet til netop denne historie.
Helstøbt ensemblepræstation
Marie Knudsen Fogh giver gas som orkesterlederen Sweet Sue skarpt sekunderet af Østen Borre Simonsens (med rette) nervøst anlagte manager. Steffen Berenthz Eriksen er lummer spå den rare måde som millionæren Osgood, Ulrik Windfeldt-Schmidt danser røven ud af bukserne på os med sine skøre dyr og som evig bagtrop i den orange gangsterformation. Men fremfor alt er det en helstøbt ensemblepræstation, der giver os et farvefabulerende festfyrværkeri, der swinger sejt i datidens toner af banjo, bas, sax og trombone.
Sugar er lidt for lang, og jeg har det svært med pointer, der hamres ud i papmaché – uanset hvor sympatisk budskabet er. Men hvad pokker, Nobody’s Perfect, og Sugar underholder fra først til sidst med et fuldstændig gennemført champagneboblende, farvestrålende og gakket univers, der hylder køn og kærlighed, der kan komme i alskens former. Vovet som sit forlæg var i 1959, kan man jo næppe sige, den er, men man skal aldrig underkende kunstens evne til at male verden på nye måder, der rykker holdninger og åbner hjertet.
Se forestillingstrailer her.
Iscenesættelse: Mia Lipschitz. Scenografi og kostumer: Camilla Bjørnvad. Kapelmester, musikalsk arrangement: Niels Søren Hansen. Koreografi: Anja Gaardbo. Oversættelse og gendigtning af sange: Jesper Kjær. Dramaturg: Kjersti Hustvedt. Lysdesign: Mia Willett. Lyddesign: Kristian Berg.
Medvirkende: Karla Rosendahl, Nikolaj Bjørn-Andersen, Albert Stein Ankerstjerne, Marie Knudsen Fogh, Østen Borre Simonsen, Bolette Nørregaard Bang, Patrick A. Hansen, Ulrik Windfeldt-Schmidt, Clara Josephine Manley, Jørgen W. Larsen, Steffen Berenthz Eriksen, Line Nørholt, Vibeke Zederkof og Marie Mourier. Musikere: Stephanie Dyer (trombone/tuba), Kerto Aer (bas), Anna Roemer (banjo, elguitar), Kaoru Obayashi Hust (trommer), Leoni Freudenberger (altsax, tenorsax, klarinet), Rebecca Toft (trompet) og Niels Søren Hansen (klaver).
Spiller på Aalborg Teater 4. maj – 4. juni 2022.