Del

Fra Henrik Ibsen og sædelighedsfejden til Nordic Noir, Black to Normal og kognitiv baseret skuespillertræning. Bredden i forskningsfeltet på faget Dramaturgi er stor. ISCENE mødte en håndfuld unge forskere til en snak om faget og fremtidsudsigterne.

Afdeling for Dramaturgi og Musikvidenskab under Institut for Kommunikation og Kultur holder til i smukke, gamle kasernebygninger i Aarhus. Dramaturgi blev stiftet i 1973 og havde oprindeligt mere fokus på teatrets praksis end det lidt ældre, mere teoretisk orienterede søsterfag Teatervidenskab ved Københavns Universitet (i dag Teater- og performancestudier).

Begge uddannelser har dog gennem årene produceret kandidater til både scenekunst, undervisning, forskning, journalistik og en række andre fag, der måske kan sammenfattes under overskrifter som kultur, mennesker og udvikling.

dramaturgi
KaserneScenen ved Dramaturgi. Foto: Torben Nielsen

Bredt forskningsfelt

Faget har trods skiftende uddannelsespolitiske vinde og bevillinger bidt sig fast, og beskæftiger i dag ca. 10 videnskabelige medarbejdere og dertil en stor håndfuld Ph.d.-studerende og Postdoc-stipendiater. Det er den sidste gruppe, ISCENE har sat i stævne for at høre om deres interessefelter og arbejdsvilkår.

Spændvidden i forskningsobjekter er bred i den gruppe på fem, der en dag i maj samles i et lyst mødelokale på instituttet, mens vilkårene som en del af det akademiske prekariat ligner hinanden, hvad enten man kommer fra Danmark, Tyskland, Iran eller Kina.

Det melankolske blik

Josefine Siem har været på instituttet længst og afslutter sit ph.d.-projekt om kort tid. Det udspringer af hendes bachelorprojekt, hvor hun undersøgte den interaktive dramaturgi i en mordgådeoplevelse henvendt til turister på et gammelt slot på Mors.

”Jeg kunne beskrive selve historieopbygningen og deltagerstrukturen, men jeg sad hele tiden tilbage med spørgsmålet: Hvordan føles det at deltage i de strukturer?” fortæller hun.

Unge forskere på Dramaturgi
Josefine Siem.

Hun søgte – og fik – derfor finansiering til ph.d.-projektet, der har et pædagogisk sigte: ”Det handler om værkanalyse, så de studerende får analytiske redskaber og begreber til at beskrive de affektive dimensioner af forskellige dramaturgier. Det handler ikke så meget om, hvad værket får tilskueren til at føle, men hvordan værket føles,” præciserer hun og uddyber:

”Der er meget forskning i kropslige reaktioner på teater, men mit projekt handler om dramaturgiens krop. Hvordan den udtrykker den tid, vi lever i. Udover teater arbejder jeg fx med tv-genren Nordic Noir, som jeg definerer som en affektiv stemning, fordi den ud over krimiaspektet generelt udtrykker en melankolsk atmosfære. Mens en genre som Neo-Noir har en paranoid atmosfære fyldt med råddenskab, er Nordic Noir tør og kølig. Den tager det kølige, nordiske design og kontrasterer det med landskaberne, og det er kombinationen, der skaber melankoli. Og så er spørgsmålet jo, hvorfor så mange er tiltrukket af at se verden gennem det melankolske blik? Jeg tror, det handler om, at melankoli er en anden måde at være i verden på end den neoliberale verden, hvor vi hele tiden skal overkomme ting og være resiliente. I melankolien får vi lov at blive i det triste og er ikke hele tiden på vej videre. På den måde er et værks affektive udtryk en reflekterende linse, der fortæller noget om os”.

Teatret som forsamlingshus

Julia Tonsberg er også Ph.d.-studerende. Hun startede i september 2021 og hendes projekt indgår i et større eksternt finansieret forskningsprojekt, der undersøger Det Kongelige Teaters arkiv med fokus på, hvordan udenlandske strømninger og praksisser fra udlandet har påvirket teatret fra dets åbning i 1748 frem til ca. 1948.

Unge forskere på Dramaturgi
Julia Tonsberg.

”Det handler om, hvordan Det Kongelige Teater som institution har spillet en rolle i demokratiudviklingen i Danmark, men samtidig har været begrænset i den proces i det sene 1800-tal, hvor privatteatrene var underlagt censur. Vi opfatter tit teatret som noget progressivt, men det har været underlagt censur helt frem til 1954, hvor der ellers med grundloven var indført trykke- og ytringsfrihed. Dertil kommer den indirekte censur som i Norge, hvor forfattere, heriblandt Ibsen, fik livslange arbejdslegater af det norske Storting som et led i nationsskabelsen/skabelsen af en national identitet. Noget, der trækker tråde frem til i dag, hvor kunsten er afhængig af offentlige tilskud,” fortæller hun og fortsætter:

”Der er ikke skrevet så meget om teaterpolitik, før vi fik Kulturministeriet i 1961, men det er interessant at afdække, hvordan teatret dengang var i dialog med samfundet, fordi Det Kongelige Teater har fungeret som en slags forsamlingshus. Fra vi får grundloven i 1849 går der lang tid, før kvinder og tjenestefolk får stemmeret, men teatret har i den periode været et af få offentlige rum, hvor man kunne mødes og debattere blandt andet ligestilling. Min tese er, at den institutionelle, politiske og sociale kontekst har haft stor betydning for blandt andet kvinders mulighed for at skrive radikale stykker, så jeg undersøger, hvilke stemmer, der blev fik adgang til scenen, og hvordan de kvinder, der skrev til scenen, positionerede sig på et tidspunkt, hvor sædelighedsfejde og stemmeret var en del af tidsånden”.

Projektets adgang til arkivets digitale værktøjer giver således, ifølge Julia Tonsberg, i kombination med casestudier indsigt i, hvordan Det Kongelige Teater har positioneret sig i debatter om demokrati og ligestilling.

Intet sprog for hvidhed

Anika Marschall er tysk, men kom til Aarhus i 2020 i en postdoc-stilling fra en anden tidsbegrænset stilling ved Glasgow University. Hun forsker, ligesom Julia Tonsberg, i politiske emner, men af mere aktuel karakter.

”Jeg skrev Ph.d. om forholdet mellem performance og politik. Helt konkret, hvordan teatret kan blande sig i spørgsmål som asyl og flygtningekrise. Men de senere år har jeg arbejdet med, hvordan vi kan tale om ubehagelige spørgsmål om race. Jeg er selv en hvid migrant, så derfor spurgte jeg til diskursen i Danmark, da jeg ankom. Hvordan er magtstrukturerne i scenekunsten og kulturlivet generelt?” fortæller hun.  

Unge forskere på Dramaturgi
Anika Marschall.

Det handler for hende om nutidens mere subtile former for censur: ”Der er måske ikke censur, men i hvert fald hierarkier. Hvem får lov at tale og blive hørt? I teatret burde vi være eksperter i at tale om kroppe, men vi mangler race i vores analyser. Vi mangler metoder til at forstå kroppe i det perspektiv. Et godt eksempel på en modbevægelse er projektet Black to Normal, der skaber empowerment ved at give nogle, som man ellers ikke hører, mulighed for at skrive til teatret. Da jeg oplevede det projekt, var det første gang, jeg gik i teatret, hvor jeg var en af få hvide blandt publikum. Jeg får gåsehud af at tænke på det,” siger Anika Marschall, der også underviser bachelorstuderende i emnet:

”Jeg oplever, at de studerende ikke har et sprog til at tale om temaer som seksualitet og race. Sproget er vores vigtigste akademiske værktøj, og de studerende bruger tit forældet terminologi, og så konfronterer jeg dem. Jeg fordømmer ikke, for det handler jo om, at de ikke har et sprog til at synliggøre hvidhed og sorthed og til at håndtere det ubehag, der ofte følger med, når vi opdager de sproglige diskurser, der reproducerer gamle tankemønstre,” siger hun og peger også på, at Danmark er et andet sted end Glasgow:

”Glasgow er en gammel slaveby, og man har de senere år forsket meget i kolonihistorien der, så jeg kiggede også efter det, da jeg kom til Aarhus, som også er en havneby.  Men der er ikke meget at se her, og det er som at trække tænder ud, hvis jeg taler om det. Men det findes fx i Danmarks inhumane og racediskriminerende asylpolitik og i den racialiserede boligpolitik, altså hvem der bor hvor, hvordan byen er segregeret,” slår hun fast.

Identitetsdannelse på tværs af verdensdele

Xuan Hu er post.doc som Anika Marschall. Hun har en Ph.d. fra Nanjing Universitetet, hvor hun undersøgte identitetskonstruktion i Sydstaternes i USA gennem Tennessee Williams’ værker ud fra et traume-, sårbarheds- og resiliensperspektiv. Hun har tidligere arbejdet to år på Center for Ibsen Studies på Oslo Universitet, og arbejder nu blandt andet på at formidle Henrik Ibsens værker i Kina og skabe accept af dem gennem en digital, humanistisk linse.

I Danmark arbejder hun med post-migrant teater: ”Det er ikke et felt, der er velkendt i Kina, så det er meget spændende for mig at arbejde med, fordi det, som de øvrige temaer, jeg har forsket i, handler om at konstruere identitet – her i migrationens tidsalder, hvor det har fornyet aktualitet med fx krigen i Ukraine. Jeg forsker i det både her i Aarhus med min supervisor Peter M. Boenisch, der er professor her på instituttet, og i Berlin, som jeg ofte rejser til,” fortæller hun og uddyber sit forskningsfelt således:  

Unge forskere på Dramaturgi
Xuana HU.

”Post-migrant teater stammer fra Tyskland, men er også udviklet i blandt andet Danmark, Sverige og Belgien. Min forskning undersøger det dynamiske forhold mellem immigrationens påvirkning på de europæiske samfund siden 2. Verdenskrig og et analytisk paradigmeskifte fra politisk repræsentation til den æstetiske drejning. Det gør jeg ved at stille spørgsmål som: Hvordan er post-migrant teater og post-migrant samfund uløseligt forbundet? Hvordan skaber post-migrant teater æstetisk mening? Hvilke typer identitetspolitik diskuterer det, og hvordan griber teaterformen ind i virkeligheden og ændrer den?”.

Vestligt teater spillede en vigtig rolle for det talte drama i Kina. Alligevel var det en stor udfordring for Xuan Hu at analysere de vestlige forestillinger, fordi Xigu, performancetraditionen i Kina, er meget anderledes. Hun blev dog straks meget fascineret af Henrik Ibsen:

”Ibsens Et Dukkehjem blev introduceret i Kina allerede i det 20. århundrede under Den Nye Kulturelle Bevægelse. Det ræsonnerede ind i datidens krav om videnskab og demokrati, og vigtigst fremmede det den kinesiske kvindefrigørelse og kønsligestilling, hvilket førte til en ny friere identitet,” fortæller hun, der fortsat er ansvarlig for den kinesiske del af det digitale databaseprojekt IbsenStage.

I Aarhus er sprogbarrieren stor for Xuan Hu, men hun har set et Tennessee Williams-stykke, ”som jeg jo var kendt med, selvom jeg ikke forstod et ord,” smiler hun. Hun har også givet en forelæsning for de danske studerende, som stadig sender hende spørgsmål og links om kinesisk teater.

Kreativiteten i det håndgribelige

Mohammad Reza Aliakbari er gæste-Ph.d.-studerende fra Teheran Universitet og er kun i Aarhus i et enkelt semester. Hans forskningsprojekt undersøger, hvordan man med kognitive teorier kan udvikle den fysiske og nonverbale skuespillertræning.

Unge forskere på Dramaturgi
Mohammad Reza Aliakbari.

”Skuespillertræning foregår i et rum, hvor forholdet mellem sind og krop og adskillelsen mellem de to bevæger sig fra det teoretiske til et praktisk plan. Det handler om at skabe konkret viden, der kan hjælpe spillerne med at blive mere kreative ved at arbejde bevidst med det håndgribelige og ikke kun det psykologiske plan i deres træning,” fortæller han.

Hans projekt bygger således på traditionen fra blandt andet Vsevolod Meyerhold, Michael Chekhov, Jerzy Grotowski, Jacques Leqoc og Eugenio Barba og hans Odinteatret, som Mohammad Reza Aliakbari allerede har besøgt flere gange i Holstebro og som har inspireret ham til at udvikle en form for scores, der mimer den måde, vores hjerne arbejder på.

Praktisk og akademisk arbejde

Mohammad Reza Aliakbari er positivt forundret over atmosfæren og strukturen på Dramaturgi: ”På mit universitet i Teheran bliver man kunstner, fx dramatiker eller instruktør, men vi er ikke stærke på teori og ser ikke teatret som en del af samfundet. Det møder jeg her, hvor man blandt andet forsker i teatrets rolle her i byen. Den slags studier findes slet ikke i Iran, måske på grund af censuren og de skiftende bevillinger, der fører til noget i mine øjne ret banalt teater i hvert fald i hovedstaden,” fortæller han.

Josefine Siem pointerer, at det i Danmark forholder sig omvendt: ”Her har vi det modsatte problem med en total opdeling mellem praktiske og akademiske uddannelser, så vi forsøger hele tiden at skabe samarbejder, så universitetet ikke bliver en lille ø langt væk fra de udøvende,” fortæller hun.  

Xuan Hu griber tråden: ”I Kina er der et gab mellem dem, der studerer akademisk og praktikerne, så det minder mere om Danmark end Iran. Det betyder, at vi kender teorierne, men ikke altid kunsten selv, for vi har ikke set vestlige forestillinger. Censur i Kina handler meget om bevillinger, idet de statsstøttede teatre bedre kan overleve, mens rummet for de selvstændige kompagnier er begrænset. Nogle kunstnere søger derfor økonomisk støtte udenlands for at skabe mere rum og bedre muligheder, men det er som i Iran mere et spørgsmål om bevillinger, hvor kun de statsstøttede teatre kan overleve, ikke selvstændige kompagnier. I Kina vil publikum helst se traditionelt teater, så de ser Shakespeare, hvis de endelig ser noget vestligt, ikke noget moderne. Det er meget anderledes end her i Aarhus og i Berlin, hvor man gerne ser det nye”.

Anika Marschall pointerer, at gabet mellem praktikere og akademikere er historisk betinget: ”Det handler jo også om hvilken viden, samfundet vurderer som akademisk vigtig og hvad vi nedvurderer som anekdoter,” mener hun.

Unge forskere på Dramaturgi
Aarhus Universitet, kaserneområdet. Foto Maria Randima.

Hvem har glæde af forskningen?

Annika Marschall stiller sig selv det spørgsmål hver dag og prøver på den måde at give sin forskning et både etisk og praktisk perspektiv: ”Jeg arbejder overordnet for at skabe mere raceretfærdighed, men mere pragmatisk handler det jo om at udvikle flere kompetencer i forhold til det intersektionelle felt,” siger hun.

Udviklingen af nye analytiske værktøjer er også et mål for Josefine Siem og Mohammad Reza Aliakbari. ”Mine redskaber kan hjælpe de studerende med at lave mere præcise analyser, men jeg håber også, de spreder sig ud i produktionsmiljøet. I sidste sæson arbejdede Aarhus Teater med det affektive, men perspektivet har mere kunstnerisk potentiale, hvis det udbredes fra en generel idé om kropslighed til et arbejde med at udfordre eller bearbejde bestemte affekter i tidsånden, fx det raseri, der er knyttet til trumpismen. Hvordan skaber man den atmosfære og inkluderer publikum samtidig? Det er begyndelsen på en samtale på tværs af praktik og universitet,” peger Josefine Siem på som et håb for hende.

Mohammad Reza Aliakbari håber at kunne bruge sine forskningsresultater til at udvikle en form for værkanalyse og dermed ”skabe en ny kreativ bølge i Iran, en tilgang, der bedre forbinder praktik og akademisk dramaturgi,” siger han med et håb om fortsat samarbejde på tværs af landenes universiteter.

Xuan Hu håber på ”et paradigmeskifte i det kinesiske publikum, hvor teater bliver mere tilgængeligt og flere oplever den æstetiske katarsis, som det vestlige teater er funderet i,” siger hun, mens Julia Tonsberg ønsker at introducere det hjemlige publikum til historiske opførelser, som hun har oplevet det med Moliere-opsætninger i Paris: ”Det kunne bidrage til forståelsen af teatrets betydning for samfund og skabelsen af en national identitet, hvis vi så stykkerne spillet, som de blev i deres egen tid,” pointerer hun.

Nomader og stavnsbinding

Nu var mikrofonen egentlig slukket, men stemmerne var varme og ligheder og forskelle i de akademiske miljøer blev vendt. Xuan Hu understregede igen, at hun ”er overrasket over det høje niveau her på instituttet, men især over, at yngre videnskabelige medarbejdere laver deres egne projekter. I Kina i dag er der ikke nok sikkerhed for mange juniorforskere af institutionelle grunde. Hvis de ikke opnår den akademiske evalueringsstandard inden for normeret tid, risikerer de at miste deres job”.

Det begrænsede stillingsudbud er en udfordring lige meget, hvor man kommer fra, og de fem kan se frem til et arbejdsliv, der primært vil bestå af tidsbegrænsede ansættelser.

”Jeg valgte Aarhus pga. jobbet, for der er ikke så mange jobs. Man skal være mobil og flytte fra sted til sted,” siger Anika Marschall og fortsætter: ”Det er et privilegium, men også tricky at navigere i. Her er det som at komme hjem for mig, fordi Danmark og Tyskland ligner hinanden så meget, men jeg må selvfølgelig kæmpe med sproget, når jeg går i teatret, ligesom Reza og Xuan”.

På Dramaturgi er der snart et generationsskifte på vej. Mange af de nuværende videnskabelige medarbejdere har været ansat i årtier. ”De har faktisk været lidt stavnsbundne,” siger Josefine Siem og uddyber: ”De har ikke kunnet sige op for at bruge deres viden uden for universitetet, for så var de aldrig kommet ind igen. Nu bliver der ledige stillinger, men tendensen er, at når to stopper, bliver der kun slået en stilling op på grund af politisk besluttede besparelser”. De øvrige fire nikker samstemmende, det gælder også på deres hjemlandes universiteter.

Nomadelivet med rejser fra land til land og løse ansættelser bringer dog ifølge dem alle også positive ting med sig. Josefine Siem forklarer: ”Da jeg startede i 2017, var jeg den eneste junior videnskabelige medarbejder og nu er vi seks. Det er godt for et lille studie som Dramaturgi, at vi får folk ind udefra med andre perspektiver, for man bliver let blind på sin egen kultur og sin måde at tænke teater og undervisning på”.

Læs mere om faget Dramaturgi i 60-års jubilæumspublikationen her.