Nordens første konference for bæredygtig scenekunst bød på både inspirerende performances og diskussioner om, hvad det vil sige at skabe kunst i samklang med den grønne agenda. ISCENE var flue på væggen til bi-banket, postkort-performance og diskussioner med konkrete forslag til en bæredygtig kunstproduktion.
Vidste du, at bier opstod for 120 millioner år siden? At der overordnet findes tre slags – honning-, humle- og enlige bier – og at der bare blandt de enlige bier er hele 262 forskellige arter, blandt andre perlebierne og strithårsbierne? Dette og meget mere lærer publikum under performance-lecturen Banket for Bier, som denne reporter deltog i med 3.A fra Helsingørs lokale skole.
Det er første dag på Nordic Street – Sustanability of the Arts, og børnene er glade for at slippe for matematik. Men selvom cosinus og sinus er blevet skiftet ud med gadeteater, behøver deres to lærere ikke frygte, at formiddagen ikke bidrager til elevernes vidensbank. I løbet af forestillingen bliver vi både meget klogere på biernes vigtighed for verden og aktiveret på legesyg facon, når de to performere fortæller, danser bidans og lader os dufte, lytte og smage på naturens forrådskammer.
Rucola og honningkage
Med Hamlets gemakker og Helsingør Havn i horisonten inviteres eleverne, jeg og et par lokale teaterinteresserede en tur ud på bykirkens uslåede græsplæne, hvor der er dækket op til banket. Banketten var i gamle dage samlingsspunkt for spisning og det sted, vigtige beslutninger blev truffet, informerer en kvinde med rottehaler, røde pufbukser og et listigt blik os, inden hun inviterer os med ind i biernes univers.
Det lange bord er dækket af en hvid dug og fungerer som centrum for performancen. Herfra bliver vi sendt ud til forskellige poster på plænen, hvor vi blandt andet får lov at spise de blomster, bierne suger nektar fra (smager af rucola) og fortælle bierne hemmeligheder – en anden gammel tradition, erfarer vi. For mennesker har til alle tider levet sammen med bier, og de stribede insekter er traditionelt blevet set som symbol på overflod og livets sødme, forklarer den anden performer, Christine Fentz, os.
Diskussioner og break out-sessions
Christine Fentz er hovedkraften bag Secret Hotel, der betegner sig som en “produktionsenhed” uden for gængse kategorier. Kompagniet har dog rødder i scenekunsten, og Banket for bier er en del af en række vandringsforelæsninger, som tematiserer menneskets forhold til dyr og naturen. For Fentz er bæredygtighed en selvfølgelighed, også når hun laver scenekunst, fortæller hun mig efter performancen, som afsluttes med en skål for bierne og en bid honningkage om det hvidklædte langbord.
Siden 1990’erne har Secret Hotel arbejdet med bæredygtighed, og derfor var det oplagt at invitere dem til at optræde på Nordic Street. Som Fentz siger med et grin, er hun en hippie, som med tidens grønne agenda er blevet hip. Ja, sustainability er oppe i tiden – men hvad vil det egentlig helt konkret sige at bedrive bæredygtig scenekunst?
Det spørgsmål er omdrejningspunkt for konferencen, som løber af stablen for første gang i år. Og netop fordi fænomenet stadig er under udvikling, har Nordic Street disse tre dage i Helsingør og Helsingborg valgt at give ordet til kunstnerne. Holdet bag har således stykket et program sammen af lige dele scenekunst, diskussioner og break out sessions, hvor deltagerne kan lære forskellige bæredygtige praksisser at kende.
Scenekunsten er i en nøgleposition
Lørdag formiddag overtager skuespiller Jacob Teglgaard scenen på Dunkers kulturhus i Helsingborg under konferencens talk-session Three views on sustainability. Teglgaard står, sammen med skuespiller Christian Gade Bjerrum, bag interesseorganisationen Bæredygtig Scenekunst NU. Hos dem kan teatre og kompagnier få hjælp til den grønne omstilling gennem seminarer, konsulentbistand og en bugnende vidensbank, der er frit tilgængelig på nettet.
Og kunsten – ikke mindst scenekunsten – er rent faktisk i en nøgleposition, når det kommer til den grønne omstilling, der er så nødvendig, slår Teglgaard fast over for det veloplagte publikum, som deltager i scenesnakken gennem deres mobiltelefoner. Det er langt fra alle, der kan sætte ord på, hvad sustainability i scenekunsten præcis er. Men at kunsten spiller en rolle i den bæredygtige omstilling, understreger også den grønklædte vært for dagens program, Aslak Gottlieb, og bakkes op af Jacob Teglgaard.
Sidste år var hele 2,9 millioner danskere en tur i teatret, fortæller skuespilleren. Teatret har altså mulighed for at udøve stor indflydelse – og ifølge Teglgaard er scenekunstmiljøet selv mere end klar til den grønne omstilling. Det venter blot på, at politikerne skal få rubbet neglene og taget de besutninger, der skal til for at gøre de mange tiltag, som blandt andre Bæredygtig Scenekunst NU står bag, til virkelighed. Blandt andet kan man på rethinkscenekunst.nu få tips til at skabe bæredygtig scenografi, til at turnere bæredygtigt og sågar til at bedrive bæredygtig PR.
Ingen spændetrøje
Nordic Street har ikke ønsket at løfte moralske pegefingre over for hverken kunstnere, deltagere eller producenter omkring det at forholde sig bæredygtigt til kunsten. Leder af Helsingør Teater, Jens Frimann, understregede tværtimod over for ISCENE, at krav om bæredygtighed ikke må blive en spændetrøje for kunstens autonomi. Den vinkel udbreder forsker i radikale kunstorganisationsformer, Signe Meisner Christensen, i sit foredrag om kunstens forhold til sustainability, hvis hovedbudskab er, at kunsten må og skal bevare sin egenart. Kun sådan, mener hun, kan den på autentisk vis knytte an til den grønne omstilling uden at gå på kompromis med sit frie væsen.
At særligt de uafhængige teaterkompagnier ikke desto mindre har været vakse til at optage bæredygtige principper i deres praksis, er den irske performancegruppe Instant Dissidence et glimrende eksempel på. Med performancen SlowMo viser de, at en forestilling hverken behøver at være dyr i tour-udgifter eller billetter. Gruppen er rejst fra Irland gennem Cypern, Tyrkiet, Rumænien, Østrig og Tyskland med tog og skib for at vise forestillingen først på Nordic Street i Helsingør og siden i Halmstad, Sverige, inden forestillingsturnéen slutter i Bristol i England.
Afgørende rolle for social bevidsthed
Publikum bliver således inviteret på en site specific rundtur i Helsingørs gader, hvor en gruppe unge dansere i farverige gevandter opfører en række “live-postkort” baseret på historier fra alle de byer, Instant Dissidence er rejst igennem. Den entusiastiske instruktør og koreograf Rita Marcalo forklarer, at kompagniets formål er at skabe kunstoplevelser, som knytter an til det lokalmiljø, de udspiller sig i. Kunst har nemlig potentiale til at spille en afgørende rolle for folks sociale bevidsthed – således også når det kommer til grøn omstilling, mener Marcalo.
Og det må da også siges at være konklusionen på første udgave af Nordic Street, som vender stærkt tilbage i 2023. Denne skribent gik i hvert fald opløftet fra konferencen med en masse ny viden samt en lille, firkantet pose lavet af bivoks i hånden. Var det ikke for bierne, ville vores føde primært bestå af ris og brød og have langt færre farver, end hvad vi er vant til at guffe i os i dag, har jeg lært på Nordic Street. Det ville jeg nok ikke have fundet ud af, hvis ikke jeg havde setBanket for bier – og hvis ikke konferencen havde sat det hippe og dog så presserende tema på programmet.
Læs mere om Nordic Street her.
LÆS OGSÅ: Nordens første konference om bæredygtig scenekunst
Denne artikel er udgivet i et mediesamarbejde med PASSAGE Festival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
Fakta
NORDIC STREET Sustainability of the Arts, 9.-11. juni 2022 i Helsingør + Helsingborg + Online. Blev organiseret af PASSAGE Festival (Helsingør Teater og Dunkers kulturhus).
Programmet blev skabt i samarbejde med: CatCh – Center for Art, Design and Technology, CKI – Center for kunst og interkultur og Halmstad Internationella Gatuteaterfestival.
Bidragsydere: Foundation INITIUM (LV).