★★★★☆☆ Odsherred Sommerrevy 2022 – ny velskabt revybaby

Frede Guldbrandsen letter flyvende med sin stærkt personlige og stilfærdigt nytænkende Odsherred Sommerrevy 2022, hvor regissøren er med på scenen og et stærkt hold rækker fra dagsaktuel satire til finurlig eftertænksomhed.

Enhver revy må have en direktør, der tegner revyen og forankrer den lokalt. I Nykøbing Sjælland har man i mange år været beriget med Bente Eskesen og hendes Dragsholmrevyen. Den lukkede sidste år, men til glæde for både området og alle os andre, stempler Frede Guldbrandsen nu ind med sin stærkt personligt bårne Odsherred Sommerrevy.

Barndommens land

Guldbrandsen er norsk, men mindes med salig lykke sin barndoms ferie i Odsherred, hvor man spiste chokoladepålæg til morgenmad og heppede på det danske landshold i Mexico. Siden har han slået sine folder i dansk – og mange andre landes – scenekunst, og nu mødes barndommens land og drømmen om en revy på den nye, fine scene på Odsherred Teater.

Direktørens stiller sit eget liv til rådighed som ramme for sin revy, der modigt giver revygenren et vrid. Her er langt mellem de klassiske sketchs, i stedet pibler det frem med finurlige typer og melankolske betragtninger, mens visetraditionen får stærkt, nyt liv.

Guldbrandsen har samlet et slagkraftigt og uhyre charmerende hold, der ud over ham selv består af skuespillerne Rikke Bilde og Kristian Holm Joensen, musikeren Henrik Silver og såmænd også en medspillende regissør med den skønneste sangstemme i skikkelse af regissøren Katrine Skjoldelev. De klæder hinanden umådelig godt og får skabt et eget univers, der giver den nye revy karakter fra start.

Lavmælt inderlighed og dansende farver

Rikke Bilde er uforlignelig som Mette Frederiksen, som hun også satte på scenen i Odsherred i sidste års Flæsk, tæsk og toner. Hun er mageløs ned til sidste, nordjyske betoning og sidste magtfulde smut med øjet i en spritny, svidende tekst af Mads Keiser, der krones med sangen Mette må godt! på melodien fra Fy fy skamme skamme. 

Bilde placerer sig helt oppe i toppen af årets mange stærke statsministerparodier med denne skræmmende gode magtsatire, men hun er også inderligt vedkommende i sin egen Dumme mor om at respektere sig selv, i improvisationen over Linn Skåbers Uld inderst, hvor en mor fortæller sin søns historie, og i Trond Hansens tekst til Lionel Richies Hello om at miste sin elskede til de digitale medier. Især de to første er med deres med deres lavmælte inderlighed utraditionelle i revysammenhæng. 

Men teksterne fungerer, både i sig selv og når de spændes op mod Kristian Holm Joensens gakkede og kære typer, der til dels er genbrug, men også får nyt liv i sammenhængen. Han er skøn, når han danser farver. Han er uimodståelig som en 48-årig Spørge-Jørgen, der er meget utryg ved alle livets usikkerheder, og han er bandsat morsom som midaldrende cyklist med wildcard til Tour de France. ”Det er dælme op ad bakke”.

Depressiv kageperson

Sammen er de skønne som det pailletglitrende syng-med-parret Lars og Lone. Han aggressivt kommanderende med publikum, hun snalret og på meget høje hæle. Deres fælles højdepunkt er dog drukkammeratduetten om organdonation Du må få min ene nyre, når jeg dør. Jo, tak.

Henrik Silver akkompagnerer stilsikkert holdet og charmerer selv med Peter Vesths skønne vise Fru Pedersens bordel. Internettroldene får deres bekomst i Jantzen og Aagaards ætsende Jeg sidder her bag skærmen, mens Jon Niklas Rønnings lidt indviklede tekst Der bor en bager i Nørregade alligevel rammer hjertet rent, når den krydser sproglig politisk korrekthed – kageperson – med sundhedsregimet – økologisk spelt og soya. Stakkels bager, ikke sært han får en depression.

Bevares, der er tynde tekster imellem – og måske man skal luge lidt i de alt for brancheinterne af slagsen – men en velskabt revy er født og melder sig ind i klassen med stor personlighed og et velfungerende mix af brod, hjertevarme og musikalitet med kant.