Odsherred Teater indvier sin flotte, nye teatersal med den underholdende, ganske gakkede juleforestilling Flæsk, tæsk og toner, der fletter en række af sommerens revynumre sammen til en musical om teatret selv.
Man går stadig ind fra gågaden i Nykøbing, men bag den midlertidige sal åbenbarer sig nu den helt nye teaterbygning. Bænket ved små borde ulmer spændingen, mens vi kigger op på en kæmpestor gave på toppen af trappen i scenografien på den nye scene.
Det viser sig dog hurtigt, at pakken er tom. Alle pengene er gået til bygningen af det nye teater, og hverken teatrets afgående eller tiltrædende direktør tager telefonen. Ingrid, teaterbestyrelsens forperson, tager tøjlerne i egen hånd og går målrettet i gang med at stable en forestilling på benene ved hjælp af teatrets personale, sceneivrige lokalbeboere – det er jo hot med virkelige mennesker på scenen – og mere prominente gæster fra Christiansborg.
Borgen kommer til Odsherred
Først selveste Mette Frederiksen, som Rikke Bilde giver med lumsk rævesmil. Pas på alle mink i området! Hun er glad for at være i Odsherred, selvom det ikke ligger i Jylland, for så må minkkommissionen jo atter vente. Bilde inkarnerer landsmoderen til sidste indstuderede detalje og skyder med revyens mest aktuelle politikerparodi aftenen stærkt i gang. Også Mei Oulund er fremragende jysk som Inger Støjberg med ”de største løg her”, som jeg knuselskede i Nykøbing Falster Revyen, og ikke elsker mindre i denne lidt mere neddæmpede udgave på herresiden.
Den står kapelmester Mads Strandgaard og hans talende mimik for i kompagniskab med Jens Gotthelf lettere vrangvillige tekniker Bert, der her og på et par andre numre lægger rytmer under tangenterne. Gotthelf stråler i sin barnligt badutspringende politikervise. Jakob Ellemann med storhedsdrømme til tonerne af If I were a rich man fra Spillemand på en tagryg. Først hørt i Revyen i Helsingør i sommer, men ligesom Ingers sang og de øvrige numre med pondus til en runde mere. Det er jo også en slags bæredygtighed. De to politikerviser peger dog også på, at det går stærkt i dansk politik. Måske er der i dag mere at grine af for Jakob end for Inger.
Åh, hvor andre mennesker er irriterende
Jens Gotthelf er skøn i tweed og utydelig tale som kommunikationseksperten, der forklarer corona-rejseregler, og lander sammen med Henrik Ipsen et af aftenens bedste indslag som de to mandestrippere/handymen. Der skal jo penge til, når man hele tiden bygger om. Ipsen slår til som pænt mavesur påfugl – andre mennesker er virkeligt irriterende – og ikke mindre som sarkastisk ægtemage til Mei Oulunds ditto frue. Her kan man tale om helt stendød kærlighed. Rikke Bilde er charmerende veloplagt og bidrager også til det indebrændte tema i konfirmationstalen til datteren, der mest – for ikke at sige udelukkende – handler om hendes eksmand og hans nye, unge kæreste.
Gode tekster og stærke leveringer hele vejen rundt. Det hele kædes løseligt sammen af forpersonen Inger, der har sat sig for, at en musicaludgave af Game of Thrones må være det rette greb for aftenen. Mei Oulund leverer Inger lige præcis så irriterende, som den type ofte er. Fremfusende, selvopfyldt og helt blind for, at andre kan have andre behov. Prøverne på hendes musical skrider trægt frem mellem de øvrige numre, men kulminerer til sidst i en West Side Story-inspireret sangsuite, inden julen sænker sig over Odsherred med kapelmesterens smukke vintersang.
Tillykke med det nye teater!
