PASSAGE Festival 2022 har for alvor fundet roen og den perfekte balance mellem poetisk og klassisk gadegøgl på topniveau og eksperimenterende formater i alle hjørner af byen.
Jeg bryder mig ikke om prædikatet ”verdensklasse”, der med lind hånd strøs ud over snart sagt alle oplevelser, serviceydelser og målsætninger i dette land. Men en sjælden gang giver det mening. Det gjorde det i nattens mørke på en skummel byggeplads i Helsingør, hvor den fuldstændig ekvilibristiske klovnetrio fra spanske Los Galindos i en rasende jagt på retfærdighed flåede tæppet fuldstændig væk under et publikum kvalt af grin. Hvilket ikke er heldigt, når hele problemet netop er, at trioen skal prøve at sone deres ansvar for en tilskuers død af latter under deres sidste show. Op og ned ad det vakkelvorne stativ, på hovedet i cementblanderen og maltrakteret med elektrisk sav og gaseksplosioner i en ustoppelig, desperat energiudladning krydret med venskabets sødme og klovnens konsekvens.
Nye formater og byrum
Los Galindos var et ubetinget højdepunkt på en virkelig velafstemt PASSAGE Festival, der har fundet roen og rødderne efter pandemien uden at miste evnen til at satse på det sublime. Man kan ikke overvurdere festivalens betydning som platform for klassisk gadegøgl og heller ikke dens mod til at kombinere det med nye formater, der indtager ikke bare gaden, men også andre rum i byen.
I den helt anden ende af programmets spekter kunne man følge tre skikkelser gennem byen i Through the Wall af Thomas Bentin Works. Hvem var de, disse tre? Først krattende på mure, tittende ud i stræder, hængende i cykelstativer i deres jordafstemte klæder. Så forvandlede de sig til figurer i dragter af metal. Cyborgs eller statuer? Foruroligende, zombie-effektivt pulserende i den industrielle smøge, dårende smukke i finalens dyb ved Museet for Søfart. Solen bragede ned over vandringen, og lyset bredte sig i os, der fulgte med på den ordløse, men sanseligt bevægelsesskønne fortælling.
LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med Thomas Bentin om forestillingen
Byens svømmehal husede en anden tyst og dragende forestilling, korværket Crawl, crawl, crawl af CONVOI EXCEPTIONNEL. Vi lander med cykler, biler og bus, pakker skoene i plasticposer og træder ind i den tomme svømmehals særlige vibrerende stilhed. Midt i bassinet venter dirigenten som en flydende taktstok. Ind træder 12 sangere og synger blidt svømmehallen frem, før ordene bliver til udsagn om ulighed og velfærdsstat. En tekst, der ikke overlader meget til tvivlens nådegave, men som i mødet med stemmerne i vandet, stemmerne i mørket og de raffinerede kostumer løfter sig til svømmehallen rejser sig som en indlysende – og lysende – katedral for denne litani.
Hemmeligheder, papirsflyvere og poetisk paradis
På Kongekajen finder vi i år atter de små poetiske forestillinger. Her kan man gå på jagt efter hemmeligheder, som man måske finder, hvis man kan lytte, lege og kigge gennem nøglehuller i den labyrintiske Storm P-scenografi om og i catalonske Tombs Creatius telt. Her er også den magiske Avion Papier med franske Collectif La Méandre, der kan gøre en campingvogns indre til hele verden og mere til, mens vi præcis 14 mennesker sidder klumpet sammen i den magiske vogn og følger papirsflyvere og papirklip i vuggende billeder og bedårende lydunivers, hvor alt fra kaffekande til sæbebobler og rytmestang følger den bittersøde fortælling på vej.
Min favorit i år var dog Antipodi med italiensk-argentinske Compagnia Dromosofistae. Et helt unikt, charmerende musikalsk univers flettet med mime, masker og dukker. En verden folder sig ud på ganske få kvadratmeter. Et liv krøller sig sammen i Rugiadas Grignanis ansigt, og dødens ansigt titter ud af ærmets folder. Instrumenternes klange spinder sig virtuost sammen med kroppe, skygger og Rugiada Grignanis dragende sang. Så mystisk og enkelt på samme tid – så stor tiltro til sit publikums evne til at henføres. En halv time i fuldendt poetisk paradis.
Klovne af gudernes nåde
En væsentlig komponent i velfungerende gadegøgl er relationen til publikum. Det kunne man sande hos både schweiziske This Maag og franske Primavez Collective, der begge fik tårerne til at trille af grin med deres kontante og dog så perfekt afstemte spil med publikum. I Das ist der Gipfel er den speedsnakkende klovn This Maag frisk i både lederhosen og skidragt. Han herser lystigt rundt med publikum og improviserer med begavet lethed over enhver reaktion, inden adskillige veloplagte børn og voksne bliver inddraget i alpine skikonkurrencer, mens vi andre klapper og synger af hjertets lyst. Her er en klovn, der kan sine virkemidler og ublu sætter dem i værk med overrumplende germansk charme og en timing uden lige.
Miguel Rubio taler ikke i Primavez Collectives Playground, men bruger derimod sit insisterende – og flirtende – blik til at styre et efterhånden imponerende antal hjælpere til forberedelserne til sit blændende nummer i den otte meter høje Chinese Pole. Stangen skal samles og forankres, der skal konfiskeres mobiler, rettes på hår og trøjer, en lille romantisk skovtur sniger sig såmænd også ind, inden han – sådan lidt en passant – springer op, ned og rundt om stangen i hvirvlende dødsforagt. Beundrende skrig blander sig med lattersalverne i denne originale sammensætning af ordløs humor og spektakulært artisteri.
Rødt kort og høretelefoner til publikum
Fart over feltet var der også hos belgiske 15feet6, der i League & Legend har pakket deres kraftfulde og imponerende højtspringende akrobatik ind i en lang kæde af forskellige sportsdiscipliner fra boksning og golf til baseball og kajakroning. Umiddelbart afkodeligt og publikumsengagerende – hvem kan ikke klappe på stadionvis? Ja, det var der jo så nogle, der ikke kunne, så rødt kort til dem. En højenergisk oplevelse, der ville stå stærkere uden så mange ord – om end kombinationen af finsk og formfuldendt britisk havde sine momenter.
I danske Simone Wierøds BOXED er publikum forestillingen. Iført hovedtelefoner spreder vi os ud på pladsen ud for Kulturværftet og bemægtiger os en boks hver. I formationer og opstillinger bevæger vi os efter instruktionerne i ørerne. Nogle gange synkront, andre gange kun få af os på skift. Det er et velfungerende koncept, men efterhånden også lavet adskillige gange. Her er bevægelserne ikke knyttet til en fortælling, men formatet giver en udmærket fysisk oplevelse af at sanse nærvær og strukturer som del af en gruppe.
Mindst fængende i de publikumsinddragende genrer var den moderne gadeprofet The Visionary med britiske Jon Hicks, der mest af alt fremstod som en sær, muggen udgave af Monthy Python, dog uden at nå disses gennemførte galskab til sokkeholderne. Der kom aldrig for alvor hverken flow eller hul igennem til publikum i denne træge omgang, der ikke var nær sær nok til at være interessant.
Flyvende bryster og fejende trin i potteskår
I Toldkammerets gård sænkede lyset sig fredag, mens svenske M.P.A.C. (Mighty Performing Arts Collective) slap brysterne fri i deres herligt energisk-gakkede og punk-akrobatiske Breast in Peace.
“Look out for Instagram. They love guns, they hate female nipples,” lyder kampråbet. Det er lige så skørt, som det er sandt, hvilket man kan forvisse sig om ved at trykke på titellinket, der dog går til en anden, lige så brystforskrækket platform. Brystvorter er der mange steder i denne virkelig sjove og opfindsomme, men også lidt for ordrige forestilling. Kan man vise moderskabets svøbe med en babydukke og en hulahopring? Ja, selvfølgelig. Genialt i al sin enkelhed. Kan man løfte hinanden i brysterne? Kan man vinde mesterskabsbæltet i BH-afrystning? Det er da lige det, man kan i denne forestilling, der ikke lykkes med alt, men med bragende kropslig humor gentænker gøgl uforglemmeligt i en helt moderne kontekst.
Lørdag aften gik skumringstimen til Sommariva, hvor franske Le G. Bistaki omskabte det grønne område til et potent og billedstærkt westernunivers i The Bel Horizon. Lasso, hest og seksløber er udskiftet med trin, kårder og vaser, som jongleres, før de stables eller knuses til skår. Vi vandrer med kompagniet gennem fem scenarier, og især det midterste står knivskarpt. En danser skrider frem med sit slæb tynget ned af potteskår, mens de øvrige skaber det rytmiske univers ved at kaste og tromme vaserne ned i sirlige mønstre omkring hende. Stærkt står også scenen i skovkanten, hvor den døsige lugt af bål brydes med duellerende tramp i skår og kamp på balancerende kårder til vemodigt klingende sang. En forunderlig forestilling, der spiller på kendte koder, men twister dem til noget nyt, der faldt fuldstændig i hak med omgivelserne.
Meget er nævnt, men endnu mere blev vist på en festival, der igen i år præsenterede et inspirerende mix af det bittesmå, det internationalt fantastiske og det, vi slet ikke vidste, vi ville se. Med et tæt, men fornemt kurateret program, der taler publikum op, giver plads til at ånde mellem de mange indtryk og viser bredden og nødvendigheden af gadeteatret i alle sine facetter.
En del af forestillingerne kan ses rundt omkring i landet på andre festivaler og spillesteder.
Denne artikel er udgivet i et mediesamarbejde med PASSAGE Festival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.