PASSAGE FESTIVAL 2022 – se byen med nye øjne

I juli rullede PASSAGE Festival 2022 gennem Nordsjælland. På Espergærde Havn kunne man følge Dance of the Fisherman og i Helsingørs gader kunne man gå med Through the Wall. Begge værker er stedsspecifikke, men flytbare. Det er en af attraktionerne ved det udendørs spillerum, fortæller aktørerne bag, da ISCENE møder dem inden årets festival. 

Finske Taneli Törmä og irske Caroline McSweeny tilbringer juli måned i den lille Espergærde Havn, hvor de er ved at samle projektet Dance of the Fisherman, der får premiere på PASSAGE Festival 2022. 

Thomas Bentin Works Through the Wall har også premiere på festivalen, men i Helsingørs gader, hvor hans team øver på skift med gader i Køge og København, hvor forestillingen også skal spille denne sommer. 

Begge hold havde, da jeg talte med dem i starten af juli, fokus på den særlige logistik i site specific-forestillinger, der tilfører deres forestillinger både udfordringer og muligheder, fordi de udspiller sig i rum, der allerede er befolket af mennesker og rutiner.  

Espergærde Havn – Dance of the Fisherman

Taneli Törmä og Caroline McSweeny har begge været baseret i Danmark i en årrække, men arbejder mest internationalt, og har nu fundet sammen om projektet Dance of the Fisherman, der er udviklet over tid på residencies i forskellige lande. 

”Jeg er performer, fundraiser, idemager og kurator og fokuserer på at udvikle scenekunsten mod en mere divers, interkulturel, multiperspektiverende og innovativ form. I mine Location X-produktioner forsøger jeg at skabe nye broer til contemporary dans og finde nyt publikum og samarbejdspartnere i Danmark og udenlands. Man kan sige, at jeg fordyber mig selv og mit arbejde i lokale fællesskaber, hvilket giver en speciel følelse og bevægelse mod publikum – altid ført af spørgsmålet om hvem, der danser og hvordan vi kan danse i dag i vores hverdagsliv,” fortæller koreograf Taneli Törmä.

Instruktør Caroline McSweeny er freelance teaterinstruktør og har skabt mange produktioner og internationale samarbejder i Skandinavien, senest med Team Teatret i Herning og har også været kunstnerisk direktør på Teater Momentum i Odense sammen med Jens August Wille. 

”Mit irske kompagni The Locus Theater, som jeg nu er ved at genstarte i Danmark, var baseret på devishing og crossdisciplinære samarbejder med fx dansere og arkitekter. Jeg arbejder ofte i meget langvarige processer, hvor prøveperioder skifter med skriveperioder, men mit arbejde har altid fokus på stor fysikalitet, absurditet, abstraktion og meget krop,” fortæller hun.

Fleksible strukturer

De har begge interesse for og erfaring med at arbejde med lokalmiljøer rundt omkring i verden og for at modificere devishing-metoden. Begge dele har de udnyttet i processen med Dance of the Fisherman, hvor de har arbejdet med at lave en devishing-skabelon, der dels kan flyttes fra sted til sted og dels overtages af andre. 

”Da vi var på Island i en meget lille by med et helt andet landskab end Espergærdes lavede vi en work in progress-visning med kun Taneli, og den kunne vi godt gentage her med flere spillere,” fortæller Caroline McSweeny og Taneli Törmä supplerer: 

”Næste år skal vi til Grækenland og Finland med projektet, så det handler om at finde nogle fleksible strukturer, der virker, så forestillingsrammen vil blive tilpasset de enkelte lande og steder, vi rejser til, så de lokale historier og traditioner får lov at præge forestillingen”.

Det handler om mere end ”den store fangst”

Dance of the Fisherman er baseret på interviews med kvindelige og mandlige fiskere fra flere lande, og fleksibiliteten skal også forstås i den sammenhæng, da man i de forskellige lande tænker og taler meget forskelligt om forestillingens tema, fiskeri. 

”I Danmark er fiskeindustrien under konstant pres, mens der både her og i Finland er meget hobbyfiskeri. På Færøerne og Island forstår de slet ikke begrebet hobby-fiskeri,” fortæller Taneli Törmä og peger på, at fiskeri i de sidstnævnte lande er et erhverv, der bidrager væsentligt til landenes BNP og hvor der stadig er familiemæssige traditioner for at fortsætte i tidligere generationers fodspor.

Forfatteren Anna Panduro, som selv voksede op i fiskerbyen Gilleleje, har lavet en del af interviewene, hvilket ifølge Caroline McSweeny var en stor hjælp, da de var en udfordring rent sprogmæssigt: 

”Det er svært at tale med ældre fiskere, når man ikke helt behersker dansk selv. Anna skabte et privat rum omkring interviewene og hun kendte flere af fiskerne fra barnsben. Hun er god til at tale med folk, så vi gav hende bare guidelines. Hun fandt nogle meget personlige historier, som var gode for os. Individuelle historier med forskellige vinkler, for man kan jo kun høre om ‘den store fangst’ eller ‘at være i naturen er fedt’ et vist antal gange, så det gav projektet nye perspektiver”. 

Der er også lavet interviews i Island, netop nu interviews færøske fiskere, og projektets lysdesigner er isfisker og har optaget sig selv i Finland.

Flersprogede montager med musikalitet og energi

Materialet er blevet til en form for bibliotek, der kan monteres tilpasset de enkelte lokations. 

”På vores residency på Island lyttede vi til materialet for at se, hvad der fangede og, hvad der gav fysiske billeder og hvordan vi kunne kategorisere det. Historierne kan mixes på kryds og tværs i flersprogede montager. Islandsk og færøsk er jo så smukke sprog, så selvom man måske ikke forstår det hele, er det jo same same, but different. Vi ved, at de taler om at fiske. Der er musikalitet og energi i at lege med lydene i de forskellige sprog,” fortæller Caroline McSweeny.

Forestillingen er skabt til PASSAGE Festival og oprindeligt havde de tænkt at placere den i Helsingør ved Kronborg, som en form for installation man kunne vandre i med fortællingen i høretelefoner. Så opdagede de Espergærde Havn, der tidligere var en arbejdende havn, men nu fungerer som fritidshavn. 

”Havnen her er æstetisk appellerende med et lille røgeri, fyrtårn og strand, mange forskellige spots i et lille område, hvor vi også blev inspireret af røgeriet til et måltid som afrunding på forestillingen, som vi samarbejder med de lokale om,” fortæller Taneli Törmä. Høretelefonerne blev droppet til fordel for en mere intim vandring, der med Caroline McSweenys ord vil få ”publikum til at mærke havnen bedre og bringe site specific-elementet mere i live”.

Se forestillingstrailer for Dance of the Fisherman her.

Man kan jo ikke lukke døren

Det handler for de to om at finde stedets rytme og finde ud af, hvordan de kan tilpasse projektet til de rutiner, der er i havnen, og den omliggende natur, der vil påvirke gennem vejrliget. 

”Folk spørger allerede nu, hvad vi laver med fiskenettene, der er med i forestillingen, og det vil de måske også gøre under forestillingerne,” siger Caroline McSweeny og Taneli Törmä uddyber: ”Sådan er det jo i det offentlige rum. Spørgsmålet om, hvem der ejer kunsten. Er det dem, der betaler, eller er det dem, der ser 30 mennesker i regnfrakker, og undrer sig over, hvad de laver. Det er det sjove, man kan jo ikke lukke døren”. 

”Ja, er det os, der er værten eller er det stedet, eller publikum? Hvem er gæsten?,” supplerer Caroline McSweeny.

Forestillingen har med fiskenettene og vandet taktile virkemidler, der skal være med til at trække publikum ind i det meditative rum, der også er en del af fiskeriet. 

”Det at røre kan være en bro til indlevelse, en anden måde at fortælle end med ord, ligesom vi med bevægelserne kan opleve den kropslige oplevelse af at fiske,” fortæller Taneli Törmä og Caroline McSweeny uddyber: ”Hobbyfiskeren har et bevægemønster tæt på danseren. Soft, med åbent fokus, afslappet, men klar til bevægelse, så det er forbundet – bevægemønstret er indlejret i fiskerens venten”.

En måde at gå begge veje

Taneli Törmäs far og partner er fiskere. Han har involveret dem i projektet med spørgsmål og ser bevægelserne som en bro til deres fortællinger: ”Det er en måde at gå begge veje, at inspirere og blive inspireret mellem fortællinger og bevægelser”. 

Generelt oplever parret en stor interesse fra fiskerne. ”Historierne vælter ud, og vi håber at bidrage til festivalen med dette emne, der ikke er så belyst, men som viser sig at have mange følelser og associationer i sig og ramme noget post-corona med det meditative aspekt,” siger Caroline McSweeny, der som barn selv voksede op tæt på arbejdende havne, hvor både nogle gange forsvandt på havet.

Det mere politiske aspekt omkring et presset erhverv er ikke dominerende i forestillingen, der mere fokuserer på broen til fremtiden. Caroline McSweeny og Taneli Törmä håber, at publikum vil føle sig velkomne, og at de lokale også vil blande sig med festivalens øvrige publikum. 

”Det er ikke en interaktiv forestilling, men publikum bevidner hinandens tilstedeværelse i vandringen og kan mødes i dialog om deres associationer over måltidet til sidst,” siger Caroline McSweeny, mens Taneli Törmä til slut håber, at publikum vil bryde de vante stier og se havnen med nye øjne.

Helsingørs gader – Through the Wall

Koreograf Thomas Bentin har som de to andre kunstnere arbejdet mange steder i verden, blandt andet otte år i Sydamerika. Han oprettede sit kompagni Thomas Bentin Works for fire år siden for at skabe en base i Danmark. Corona-nedlukningerne tvang ham til at lave forestillinger i det åbne, offentlige rum som noget af det første efter hjemkomsten.

”Jeg ville springe usikkerheden ved en eventuel nedlukning over ved at være i offentlige rum, hvor man altid kan være. Scenekunst indendørs kan også være meget tungt med meget teknik og meget, der skal koordineres og gå op i en højere enhed, så jeg ville prøve at lette det i et andet format, hvor vi gik ud i byen og naturen og brugte det, der er der. Jeg forestillede mig, at vi måske kunne spare noget af koordinationsprocessen, men så er der jo andre logistiske udfordringer udenfor. Det er samtidig dem, der giver spændende dynamikker, fordi der er så meget, man ikke kan kontrollere, men er nødt til at forholde sig til. Hvad kan vi lave her, som fungerer sammen med alt det, der sker omkring os?” spørger Thomas Bentin.

Et lille ekspressivt lag

I Through the Wall bevæger de tre dansere, Nikoline Due, Anette Toiviainen og Marco Rizzi, sig gennem byens gader med arkitekturen som dansepartner. Netop nu øver teamet, der også består af fire guider, der fører publikum afsted og sørger for lyd og kostumer, på gaderne i Køge, Helsingør og København, og de har faktisk slet ikke været i et prøverum.

”Vi startede med en research-workshop, hvor jeg opdagede, at der var en masse ting, der ikke ville fungere, så jeg droppede ideen om prøverum. Vi skal være i det offentlige rum, for det er der, det sker, og det er der, vi skal finde materialet,” fastslår han og fortæller, at prøveformen giver nogle logistiske udfordringer: 

”Hvor skal vores rygsække være? Der er ikke noget toilet og ikke noget køkken. Vi har været hjemløse i byrummet og har måttet finde nogle lokale, vi kunne samarbejde med”. 

Lokalmiljøet i Helsingør har taget godt imod kompagniet, og Thomas Bentin oplever, at dem, der bor og arbejder i de involverede gader, er positive og synes det er dejligt, at kompagniet kan se det interessante i netop deres område.

Thomas Bentin gik først efter steder, der i sig selv var visuelt interessante, men fandt ud af, at det ikke kun var dem, der skulle bruges. ”Forestillingen bliver en meget sanselig oplevelse, hvor det handler om byen selv. Vi tilføjer et lille ekspressivt lag, der også gør omgivelserne mere sanselige og udtryksfulde. Vi er i områder, der måske ikke i sig selv er så æstetisk interessante, men som pludselig får karakter. Normalt ville man bare gå igennem, men nu går man langsomt igennem stederne med forestillingen og ser dem på ny ,” forklarer han. 

Han udnytter, at der som udgangspunkt allerede er meget koreografi i byrummet, og har lagt alle forestillingsruterne, så de starter et intenst sted og ender et mere roligt sted, fx fra en pulserende station gennem gaderne til en park.

Er det noget, jeg burde kende?

”Min første impuls til forestillingen var, at jeg havde lyst til at lave noget, man normalt ikke ser i det offentlige rum. Noget, man ikke kan genkende og hvor man tvinges til at spørge sig selv: Hvad er det her? Er det dans eller noget andet? Er det noget, jeg burde kende? Hvad skal jeg med det?,” fortæller han og pointerer, at han håber, forestillingen vil skabe ”en undren, der udfordrer den normale adfærd i byrummet og udvider grænserne. Folk ved måske ikke, hvad de skal med det, men har forhåbentlig alligevel lyst til at blive stående”. 

Der har været forskellige reaktioner under prøverne til Through the Wall og ligesom Taneli Törmä og Caroline McSweeny ser Thomas Bentin det mere tilfældige publikum som en del af forestillingen:

”Nogle stopper op, kigger og taler med hinanden, andre filmer. Nogle følger efter, nogle stopper bare kortvarigt. Andre kan slet ikke tage det ind og prøver at ignorere os, og nogen oplever en slags forvirring, hvor man næsten kan se deres hoveder eksplodere. Reaktionerne er en del af oplevelsen, fordi folk stopper op, sænker tempo, går efter dansernes bevægelser og skaber reaktioner. De normale, funktionelle bevægelser bliver hvirvlet op, skaber en opmærksomhed hos folk omkring os og så falder bybilledet til ro igen. Det har været spændende at opleve, hvordan folk reagerer, og vi har skullet vænne os til, at folk reagerer og siger ting, når vi prøver – det er noget helt andet end at være i et prøvelokale,” siger han og understreger, at forestillingerne vil blive forskellige fra gang til gang, fordi folk reagerer forskelligt, men også pga. vejret: ”Det bliver dramatisk, hvis det blæser, og får en helt anden rolig skønhed, hvis solen skinner”.

At genopdage det kendte

Thomas Bentin håber, at forestillingen kan give en oplevelse af at være i nuet og genopdage det kendte: 

”Først og fremmest vil vi gerne skabe en anden type nærvær i deres by, som publikum og forbipasserende måske ikke altid har til hverdag. At de er til stede på en ny måde, og føler en forundring, hvor de skal arbejde lidt for at finde ud af, hvad der foregår, og oplever en genopdagelse af de omgivelser, de er i hver dag, så de ser dem på ny måde. Jeg vil gerne have folk til at kigge op og ud. Til at åbne perspektivet og se bredere på de omgivelser og de mennesker, der er omkring dem. Der er rigtig stor værdi i at stoppe op og kigge på noget og ikke bare være på sin vej,” fortæller han, der også håber at bringe en ny farve ind på PASSAGE Festival.

”Jeg håber i hvert fald, at mødet mellem kroppene og arkitekturen og flowet af bevægelse i byrummet, abstrakt, konkret og næsten naturalistisk kan give en ny form for fysikalitet og ekspressivitet til festivalen. Måske kan forestillingen også skubbe lidt til opfattelsen af normal opførsel, som jeg oplever, er ret snæver i Danmark,” siger Thomas Bentin, der selv deltager på festivalen for første gang.

Hold også øje med

Bel Horison med det franske, internationalt anerkendte kompagni Le G. Bistaki beskrives som en western-inspireret, gennemkoreograferet totaloplevelse i en storslået episk fortælling med poetiske dimensioner, vaser, sværd, cirkus, teater og koreografi. Forestillingen er gratis og anbefales fra 8 år.

MDR – Death from Laughter med det spanske, prisbelønnede kompagni Los Galindos. MDR beskrives som en usandsynlig og excentrisk klovneforestilling, der sætter spørgsmålstegn ved retfærdighedens tilfældigheder igennem humor og med klovnens erfaringer med latter og fantasy som motor. Forestillingen kræver billet og anbefales fra 12 år.

Læs mere på PASSAGE FESTIVALs hjemmeside her.

LÆS OGSÅ: ISCENEs reportage fra sidste års PASSAGE Festival

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med PASSAGE Festival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.