★★★★☆☆ Den røde Pimpernel – forrygende farce i bedårende antræk

Sjællands Teater byder atter ud til ballade i Holbæk Museums gård. Kulissen er perfekt om en veloplagt farceversion af Den røde Pimpernel, der leveres med tæft, musikalitet og kostumer i læssevis af et ensemble med kærlighed til genren.

“They seek him here; they seek him there
Those Frenchies seek him everywhere
Is he in heaven or is he in hell?
That demned elusive Pimpernel”

Åh ja, den Pimpernel, 1700-tallets svar på James Bond, der reddede de franske aristokrater fra døden i guillotinen. Pjattet og pyntesyg i dagens lys, snu og stærk i nattens skjul. Er man gammel nok, hører man signaturdigtet med Leslie Howards slebne britiske stemme i sit øre. Han spillede Pimpernel i hit-filmatiseringen af Emmuskan Orczys roman fra 1934. I Holbæk Museums stemningsfulde gård er det teaterchef Brian Kristensen, der kælent digter om sig selv og sine bedrifter i Niels Olsens livligt-moderne dramatisering.

Man skal (h)ore meget

Det er ottende gang, Sjællands Teater spiller teater under åben himmel. Jeg er her for første gang, og det kan jeg jo kun ærgre mig over, for her får farcen frit løb – og det ser man alt for sjældent. Niels Olsen er pennefører for første gang, og får pakket den bedagede historie lækkert ind i hib til nutiden, sproglige gags, hvor ”ironic” rimer på ”gin & tonic”, og det oplagte spil på fransk og britisk accent. Man skal (h)ore meget, for orerne falder af, ved De nok, nudge, nudge, wink wink…

At det i sig selv er antagonistisk, ja vel nærmest tvivlsomt at hylde en helt, der reddede de rige fra de fattige, afhandles upfront – og så videre med løjerne, for det er jo dem, det handler om. Og over stok og sten går det i et velfungerende koncept, hvor de fire skuespillere flankeres af Folkekoret, der både kan synge, spille og flytte rekvisitter rundt i hastigt tempo. Det er der brug for i farcens tempo, hvor scenograf Kirsten Brink og systuen har sørget for et hysterisk antal kostumer, der skiftes i én fart, der gør os stakåndede. Særligt en generøst spillende Jacob Weble formår at forvandle sig stilsikkert frem og tilbage mellem et par mildest talt forskellige roller på splitsekunder.

Vi har bylde-bylde-byldepest

Det musikalske univers ledes med elegant, men bestemt hånd af kapelmester Lars Fjeldmose, der indleder forestillingen med en tydeligvis traditionsrig dialog med nabokirkens også virkelig langvarige klokkespil. Så var det tid til at komme op på barrikaderne med den første ensemblesang, inden Lillepers Til julebal på forunderlig vis omdigtes til en skræmmesang om byldepest.

Ved prinsens hof i England kommer vi omkring gendigtninger af både Sikke en fest, vi har haft nu i nat og Charlotte Guldbergs stramt-sensuelle udgave af Princes Kiss, mens Penille Albæk Andersen i rollen som Pimpernels kloge og smukke hustru Marguerite også ofte må bryde ud i sang, måske særlig skønt i en patosfyldt variant af Edith Piafs i forvejen temmelig patosfyldte Non, je ne regrette rien. Sangrepertoiret stikker i farcens ånd i øst og vest, men holdes i sikker tømme af kapelmester Fjeldmose og rammer plet hver gang.

Op på tæerne i frit fald

Joy-Maria Frederiksens iscenesættelse oser som altid af en lige så sikker rytmisk tæft. Farcen lever og ånder af præcision, fordi alt andet i den er idiotisk. Op på tæerne i et fortsat frit fald er måden at lykkes. Det gør holdet i Holbæk, hvor koret også integreres perfekt i det samlede udtryk med enkle, virkningsfulde koreografier og særdeles talende mimik.

Tungen er solidt placeret i kinden, melodrama veksles løbende til ren panik, før alt kan samles i en rigtig nederen pointe, hvor de rige giver til de rige, ”mens vi andre må leve med at være ude at skide”. Alle veje fører som bekendt til Holbæk, så det er bare med at gribe sin kæphest og komme afsted til denne sjove, satiriske fortælling om Pimpernel, der viser, at farcen stadig har saft, kraft og relevans.

Se intro med dramatiker Niels Olsen her.