Del

Anastasia

2.september - 12. november 2022

Malmö Opera

Malmö Opera indleder sin sæson med en elegant opsætning af fortællingen om en gadefejer, der viser sig at være den russiske tsarfamilies sidste efterkommer. Men Anastasia er så blottet for politisk bevidsthed, at det gør helt ondt.

Det nostalgiske livssyn, som generelt ikke er fremmed for musicalgenren, findes her, der og alle vegne i Malmø Operas visuelt elegante, men på mange måder dunkelt udtænkte opsætning af Broadway-eventyret Anastasia fra 2017.

Scenen er Sankt Petersborg 1924. En russisk gadefejer, Anya, møder den renskurede charmør Dmitrij og hans forhutlede kompagnon, Vlad. Hun lider af hukommelsestab og ved ikke rigtig, hvem hun selv er, men de to småsvindlere har et godt forslag.

Kunne hun ikke være – eller lære at være – den datter, der ifølge rygterne undslap, da bolsjevikkerne henrettede tsarfamilien efter revolutionerne i 1917? I Paris er der udsat en dusør fra den gamle, eksilerede enkekejserinde, som nærer et spinkelt håb om, at hendes barnebarn Anastasia har overlevet.

Og tænk engang – det har hun.

Anastasia
Anastasia på Malmö Opera. Foto Jonas Persson.

Lille sensation i hovedrolle

Norske Tuva B. Larsen er en lille sensation som den slagfærdige kvinde, der langsomt indser, hvem hun er. Først og fremmest vokalt, hvor hendes dosering af uskyldig sødme og kraftfuld åben stemme med potent vibrato giver Anastasia den gribende glans, der sætter tiden i stå, når hun synger.

Omvendt er Andreas Weises portræt af gavtyven Dmitrij for blåøjet og poleret. At de to falder for hinanden, skyldes ikke kemien på scenen, hvor Weise oversynges betragteligt af ikke blot Tuva B. Larsen, men også Philip Jalmelids noget ufarlige bolsjevikskurk Gleb, der forfølger trioen hele vejen til Paris.

Gleb står ligesom Anastasia i en identitetskrise. Hans far var en af revolutionens helte, men vil Gleb være i stand til at gå i hans fodspor og gøre det af med tsardatteren, som han i øvrigt – lidt ud af det blå – udvikler følelser for? Måske ikke.

Anastasia
Anastasia på Malmö Opera. Foto Jonas Persson.

Uforløst storpolitik

Terrence McNallys manuskript har et fint blik for romance og identitet, men lider rent dramaturgisk af flere mangler. Trioen møder alt for lidt modgang på deres færd, ikke mindst fordi man har erstattet den hævngerrige magiker Rasputin fra tegnefilmsforlægget med den vattede Gleb.

Samtidig virker den storpolitiske baggrund uforløst. Det nærmer sig det uetiske at reducere den russiske revolution til en klassisk Disney-skabelon om prinsessens lykke. Blikket er konsekvent individuelt, og hverken Johanna Hybinettes instruktion eller Benjamin la Cours elegante scenografi gør noget for at føje en politisk og kollektiv dybde til værket.

Gennem de draperede gardiner i første akt ligner den russiske adels dekadence et eventyr. I anden akt møder vi igen adlen, nu i en forvokset souvenirkulisse med Eiffeltårn, Triumfbue og Alexanderbro. Også her, i eksil, virker det stadig glamourøse aristokrati – med sin halvsnalrede længsel efter tidligere tider – mere nuttet end grisk.

Anastasia
Anastasia på Malmö Opera. Foto Jonas Persson.

Nostalgi trumfer alt

De synger om deres selvbevidste nostalgi, og det skal vistnok ligne en udstilling af de rigt besmykkede adelskvinder og deres mænd. Men logikken halter, for den røde tråd i Anastasia er jo, at nostalgi er godt. Alt i opsætningen er en hyldest til længslen og en afvisning af den politiske virkelighed.

Der er et sublimt øjeblik i slutningen af første akt, hvor Anastasia river drømmens gardiner ned og træder ind i et mørkt rum med nøgent projektørlys. Her har man fornemmelsen af, at hun træder ind i virkeligheden, uanset at den kan virke usikker.

Derfor er det selvfølgelig skuffende, at det, hun så rent faktisk træder ind i, er en anden akt, der ligner et postkort. Og at man her opløser konflikten mellem adel og bolsjevisme – mellem enkekejserindens verden og Glebs verden – fordi alt kan ordnes med kærlighed og en glad sang med hurtige modulationer.

Anastasia er en fin musical – selvom mange nye sange ikke holder niveauet fra tegnefilmen – og Malmø leverer til fulde det nostalgiske trip, man kunne ønske sig. Men tyngden udebliver.

Forestillingstrailer

Musik: Stephen Flaherty. Manuskript: Terrence McNally. Instruktion: Johanna Hybinette. Kunstnerisk koncept: Elisabeth Linton. Scenografi: Benjamin la Cour. Koreografi: Miles Hoare. Kostumedesign: Nina Sandström. Dirigent: Joakim Hallin.

Medvirkende: Tuva B. Larsen, Andreas Weise, Michael Jansson, Philip Jalmelid, Lill Lindfors m.fl.

Musicalen opføres på svensk, men er tekstet på både svensk og engelsk.