★★★★★☆ I morgen er alt muligt – teaterkoncert med melankolske Peter Sommer ender i diabolsk triumf

Den underspillede salontrubadur Peter Sommer bevæger sig fra stille eftertænksomhed til løssluppen vækkelse i den tålmodigt triumferende teaterkoncert I morgen er alt muligt på Aveny-T.

Midt på scenen står en kolos. En tyngende, formløs klump på størrelse med et lille hus, som ikke er til at flytte, selvom Charlotte Munck forsøger sit bedste. Hun aser og maser ordløst, mens Peter Sommer står i hvid jakke foran hende og foredrager det moderne menneskes urokkelige melankoli. ”Hvorfor, hvorfor?” talesynger han.

Det er sådan, Sommer udlægger eksistensen: som at løbe panden mod en mur, der ikke vil flytte sig. Men man bliver ved, også selvom man ikke aner hvorfor, eller hvad den formløse kolos består af.

Teaterkoncerten I morgen er alt muligt på Aveny-T illustrerer med poetisk prægnans sangerens forsigtigt fremmedgjorte forhold til verden. Men den viser også en anden, legesyg side af regnvejrstrubaduren, for kolossen splintres undervejs.

Tålmodig opbygning

”Hvorfor løb vi dog, vi ku’ være gået hele vejen,” lyder et af Peter Sommers gammelkloge refræner. Mundheldet er omsat til dramatisk regel i forestillingen, der tager sig god tid til alt, fordi den ved, hvad den har i baghånden.

Hele første halvdel er tålmodigt iscenesat. Fire sangere skiftes til at udlægge Sommers tekster, mens de bevæger sig rundt om eller op på kolossen og passer på med at distrahere fra det intime indblik i Sommers sangskrivning.

En sangskrivning, der betoner en grundstemning af tristesse, men samtidig angriber den med lystige ordspejlinger og en interesse for at skabe forbindelse mellem det nære og det almene. Kærlighed sat op over for tiden selv eller en tigger, der rimer på Steen Steensen Blicher.

Dyrisk nostalgi

Det er en højtidelig, næsten salig stoicisme, der tegnes op med farvet lys, teaterrøg og subtil koreografi. Sangerne supplerer hinanden eminent: Sommers dybe røst, guitarist Søren Bigums lyse, Camilla Muncks primale drift og storesøster Charlotte Muncks fine intimitet.

Men så splintres først lyset gennem et krystal, og siden skilles kolossen ad i store, blødt modernistiske former. Stemningsskift, tidsskift. Pailletter, løse 70’er-dragter i affarvede retronuancer og en løssluppenhed, der opbygger momentum. Velkommen ind på den anden side, ind i en skælmsk salon, hvor mol bliver til dur, hvor træpibeorgel indkalder til rockvækkelse, og hvor Sommer bliver til en diabolsk forfører i discokuglens skær.

Det nostalgiske rum suppleres af ritualistiske, dyriske musiksløjfer, hvis rå energi får I morgen er alt muligt til at pege fremad i stedet for kun tilbage. Sangerne og det årvågne band bøjer tiden i deres favør, samtidig med at scenografien får en ny lethed. Gækken er sluppet løs, og teaterkoncerten ender i tålmodigt udrullet triumf et sted uden for tid og rum.