London Toast Theatre har valgt at gentage sidste års historie i dette års Crazy Christmas Cabaret, Who killed Don Calzone? Det kan den ikke bære, når det særligt britisk-satiriske blik på verden samtidig glimrer ved sit fravær. Noget swinger, men meget halter i denne meget svage omgang af juletraditionen.
“Hvordan vidste du det?”
”Fordi jeg så sidste års show”
Sådan lyder et replikskifte i dette års Crazy Christmas Cabaret, Who killed Don Calzone? Gentagelser er som regel en stor charme ved Vivienne McKees kabareter, der har kørt siden 1982, de sidste mange år som fast juletradition for mange i Glassalen i Tivoli. Men i år er gentagelserne simpelthen for mange. Historien er stort set den samme som sidste år, karaktererne derfor ligeså. Det kunne et opfindsomt manuskript have rådet bod på, men også her er det som om, luften er gået af ballonen.
En whodunnit-evighedsmaskine
En Crazy Christmas Cabaret består af faste figurskabeloner, blændende sang og musik, lumre bemærkninger og satire over tidens tendenser. Historien plejer at være underordnet, men kommer i år til at fylde alt for meget i en whodunnit-evighedsmaskine. Hvem dræbte Don Calzone? Vi ved det ikke og det interesser os heller ikke, men teksten går i tomgang på det uinteressante plot, der blot burde være en knap synlig motor under løjerne.
Familien Calzone er atter samlet i Miami i 80’erne. Storebror og søster Dolce Vita har været i Danmark i fire år og vender nu tilbage og efter en recap af sidste års begivenheder, går en ny runde i gang. Mor Calzone bager pizzaer i skjul, lillebror vil investere i Steve Jobbs, storebror nusser rundt og leder efter først sin bror Dino og siden hans morder. Omkring dem myldrer gangstere, betjentene Chubbs og Rocket (tænk Tubbs og Crockett fra Miami Vice), en tysk mastubator (mesterbager), vampen Lola Lotta Libido, unge Leif fra Danmark, Donald Dump og naturligvis McKees alterego Dr. Van Helsingør.
Skønne dansemoves
Kevin Kiernan Molloy er igen i år fabulous som The Cuban, en homoseksuel gangster, der går fra kælen til livsfarlig på et nanosekund. Som en kat glider han over scenen for så at sætte trumf med latinodansens positurer. Christmas Cabaret-debutant Mikkel Hoe Knudsen gør også en særdeles fin figur med sit unge, håbefulde smil og især en fremragende sangstemme og skønne dansemoves. Han er god i duetter med Katrine Falkenberg, der leverer solidt på sine mange sangnumre fra Kate Bush til Madonna i 80’ernes ånd, men hun flyver ikke så højt, som vi har set tidligere.
Også publikumsdarlingen The Dame, Andrew Jeffers, virker i år lidt ved siden af sig selv i sin rolle som Mor Calzone. Det kan man godt forstå, for hans tekster har stort set ingen punclines, der batter. Selv det obligatoriske opkald fra Daisy forvitrer i kedsommelig forudsigelighed om Joachim og hans børn. David Bateson redder sin dag med endnu en runde Donald Dump, der faktisk har lidt mere punch denne gang. Claus de Lichtenberg gør, hvad han skal i periferien. Fru McKee selv har ikke et godt år, sangstemmen halter og Helsingørs tekster går mere end almindeligt i tomgang.
Hvor var verden i år?
Tremandsorkesteret The Snappy Alligators swinger og er langt bedre med på publikumsinteraktionen end sidste år. Sangnumrene er af vanlig kvalitet og dansetrinnene har fået et lille nøk op. Der er fortsat en del at grine – eller i hvert fald smile – af, men det er nok sigende, at aftenens største bifald gik til den Christmas Cabaret-virgin, dvs. en førstegangstilskuer, der med stort overskud agerede intimcoach for Lola og storebror Calzone.
Hvor var verden henne i år? Donald Trump er forhåbentlig snart ikke bare fake, men old news, og verden står ikke stille, men dirrer af forandringer og almindeligt idioti. Det plejer Vivienne McKee at spidde med stilsikker pen og satirisk vrid i hoften. Jeg forventer ikke scenekunst fra højeste, elitære skuffe, når jeg går til Crazy Christmas Cabaret, men jeg forventer heller ikke at blive spist af med genbrug og total mangel på det britisk-satiriske bid, der gør genren til noget særligt. Så glem venligst Don Calzone og find tilbage til nysgerrigheden.
Tekst og instruktion: Vivienne McKee. Scenografi og kostumer: Kirsten Brink. Koreografi: Peter Friis.
Medvirkende: Kevin Kiernan-Molloy, Katrine Falkenberg, David Bateson, Mikkel Hoé Knudsen, Andrew Jeffers, Claus de Lichtenberg, Vivienne McKee og The Snappy Alligators: Stuart Goodstein (kapelmester), Søren B. Petersen (trommer og lydeffekter) og Tom Højlund Olsen (bas og percussion).
Spiller i Glassalen i Tivoli 15. november 2022 – 14. januar 2023.
