★★★★☆☆ Elektra – rasende kvinder i blodig hævnspiral

Fra bondage i et lysende, solgult univers bevæger Anja Behrens’ iscenesættelse af Elektra på Husets Teater sig videre gennem blodige, mareridtsagtige sekvenser i sygeligt, grønligt lys for til sidst uundgåeligt at slutte med den hævntørstige kvindes familiedrab foran flænsede forhæng og med den døde far som beskuer.

På Husets Teater kan anden del af Anja Behrens og Christian Albrechtsens Furier-trilogi, der indledtes med Fædra og nu er nået til Elektra, netop nu opleves. Den vrede, unge kvinde, der ikke kan elske andre end den far, som hendes mor har dræbt, vækkes frygtindgydende til live af Asta August, der fra sekund til sekund skifter mellem furiens vanvid og afdæmpet klarsyn. “Vi er blevet til had,” konstaterer hun mod slutningen af en forestilling, der er gennemsyret af had og hævntørst fra start til slut.

Kvindefortælling

Karen-Maria Bille står bag teksten, der er skrevet med brudstykker af diverse Elektra-historier. Fra elementer af Euripides og Hoffmannsthal til Köhler, Bachmann og Plath, der giver et mere nuanceret billede af Elektra end det findes i fx rene opsætninger af Hoffmannsthals lidt tørre, ensidige kvindeportræt. Gennem Elektra, der taler om sig selv i både første og tredje person, får vi indblik i både ustyrligt-storladne følelser og roligt-beregnende hævnplaner, som da hun forklarer sin mor, at de uhyggelige mareridt, hun plages af, vil forsvinde “når det rette blodoffer falder under øksen”.

Kvinderne får fuldt fokus i Anja Behrens’ iscenesættelse. Orestes er skrevet helt ud af denne version af dramaet, hvor Elektra ikke kun er medsammensvoren i planlægningen af hævndrabet på hendes mor, men her også selv fuldfører gerningen – med Agamemnon, siddende rank som en konge bag dem, som tavs beskuer.

Lotte Andersen er køligt fattet som Klytaimestra, der forgæves forsøger at få sin vanvittige datter til at forstå, at drabet på ægtemanden Agamemnon var en mors retmæssige hævn over den datter, som han lod ofre for medvind i krig. Asta August er skræmmende i sine humørudsving, sin vanvidsvandring frem og tilbage over scenen og sine samtaler med sig selv i det mangefacetterede spejl, som nok især har en stor effekt for de tilskuere, der sidder midt for scenen.

Sigende tavshed

Christian Albrechtsens stiliserede scenografi fra Fædra går igen. Indledningsvist draperet i solgult, eller måske mere falskhedens gule farve, da Klytaimestra i en lidt langtrukken startsekvens klynger sin mand, tavst portrætteret af Søren Poppel, op i et sindrigt snorværk, der gør ham forsvarsløs over for hendes morderiske planer. Siden med letbølgende, flænsende hvide forhæng som bagtæppe for tragediens vej mod døden.

Snart flyder blodet over scenen og på de to kvinder. “Far, din dag vil komme,” erklærer Asta Augusts Elektra, da hun med farens blodige krop trykket mod brystet langsomt binder knuderne op. Poppels tavse tilstedeværelse som den døde Agamemnon, der både indleder og afrunder tragedien, forstærker fortællingen om de to kvinder og deres indbyrdes forhold. Understreget yderligere af Christian Vest Berntsens farveskiftende lysdesign, der sender dem gennem mareridtssekvenser med gul-grønligt lys akkompagneret af Elektras skingre skrig.

Da Klytaimestra en sidste gang søger forsoning med ordene, “mit had mod Agamemnon drev mig for vidt,” er Elektras korte svar blot: “Den anger kommer alt for sent”. Som fortsættelse til Fædra er Elektra på Husets Teater ganske glimrende. En virkningsfuld iscenesættelse af familiens kvinder, der er fanget i en dødelig hævnspiral uden håb for fremtiden.