★★★★★☆ Fædra – kvindemyte i stilistisk smuk og helstøbt iscenesættelse

En visuelt frapperende og intenst tvetydig Fædra gennemlyser det modne kvindelige begær på Husets Teater i første del af Anja Behrens og Christian Albrechtsens trilogi om kvinder fra den græske mytologi.

Skyggen nærmer sig langsomt, glider gennem slør for slør for at åbenbare sig på scenen. En gul, statuarisk skikkelse i en gul ramme. Bag slørene hvisker to andre skikkelser: ”Du elsker?” Åh ja, kvinden elsker, men kærligheden er forbudt og luften er ladet med tragedie.

Højstemt drama

Instruktør Anja Behrens og scenograf Christian Albrechtsens trilogi FURIER fra den græske mytologi åbner visuelt frapperende og næsten indædt selvdestruktivt med Fædra. Den midaldrende kvinde, der begærer sin stedsøn Hippolytos og erklærer ham sin kærlighed, da hendes mand Theseus meldes død i krig. Hippolytos elsker Aricia og afviser Fædra. Da Theseus alligevel vender tilbage, beskylder Fædra Hippolytos for voldtægt og Theseus beder guderne dræbe ham. Han dør og Fædra går til bekendelse med ordene ”Jeg elskede”.

Det er højstemt drama med følelser sat på spidsen, men genkendelige for alle. Anja Behrens, der også netop har været aktuel med Den kaukasiske kridtcirkel, går som altid i sine dirrende intense iscenesættelser langt ind i smertepunkterne. Fædra bliver i hendes fortolkning en martret, men bevidst kvinde, der går efter det, hun vil have, og slår om i rasende furie, da hun ikke får det, men rives over af frådende jalousi.

Marina Bouras er som skabt til rollen. Spændt som en fjeder i den spinkle krop. Rækkende ud efter den eftertragtede, vridende sig rundt efter afvisningen, skrigende efter hævn, hvislende sin monstrøse skam ud. Falsk mod Theseus, men i afslutningen tro mod sit begær. Atter mejslet som billedet på statuarisk smerte.

Kvindens monstrøse begær

Jeppe Marlings neddæmpede Hippolytos giver et interessant modspil til både Bouras Fædra og Henrik Birchs fysisk dominerende Theseus. Hippolytos smelter i armene på Fanny Bernts ligeledes intenst lavmælte Aricia. Deres kys flår Fædra op, men åbner også begæret blidt som modbillede til hendes næsten selvdestruktive insisteren på at leve sit ud. Det er et ganske tvetydigt billede af det modne kvindelige begær. Begæret trækkes frem af det mørke, det nok stadig befinder sig i, men lades også samtidig som et ødelæggende overgreb. ”Jeg var monstret, du ikke så,” siger Fædra til Theseus mod slut.

Christian Albrechtsens sanseligt meddigtende scenografi changerer i gult og gråt. Indrammet i scenekassen, men med de florlette slør som bagtæppe bevæger karaktererne sig ind og ud af skyggerne. I sirligt stilige kreationer, civilisationens fernis over følelseshavets rasende bølger. Kroppene afklædes og interagerer med stadigt større mængder af ler, der afgiver brunstens lyde.

Mange instruktører er glade for leret og dets symbolske konnotationer. Det virker ikke altid, men i denne højspændte streng af en fortættet fortælling gør leret fyldest som materiens splattede realitet, der forlænger ordene i krop og lyde af brunst.