Østerbro Teaters udgave af Bertolt Brechts Den kaukasiske kridtcirkel har intense momenter i en visuelt dragende opsætning. Alligevel er det svært at mærke og forstå, hvad vi skal med den tyske dramatikers banale og omstændelige tekster i dag.
Én scene står mejslet i erindringen. Ikke den afgørende kridtcirkelscene, hvor retfærdigheden sker fyldest mod slut i Bertolt Brechts Den kaukasiske kridtcirkel. Men scenen med den fornedrende, uretfærdige behandling af heltinden, tjenestepigen Grusche. Næsten afklædt, stum, katatonisk kobles hun med en aldrende bonde. Messende en drøm om sin elskede bliver hun bedækket bagfra af bonden i et isnende billede af afmagt og opofrelse.
Grusche er handlekraftig, men ser ingen anden udvej end underkastelse i sit forsøg på at redde barnet. Ikke hendes eget barn, men den afsatte guvernørs. Grusche er fanget i krigens tilfældige gru og fungerer som den ene af dramaets helte. Et menneske, der ofrer sig for en anden, og dermed bliver antitesen til det blodige magtspil, der udfolder sig omkring hende.
Landet tilhører den, der vil det godt
Historiens anden helt er den tvivlsomme dommer Azdak, der dybt i sit fordrukne, brovtende korpus finder hjertets renhed frem, da barnets biologiske mor ønsker ham tilbage, så hun kan få fingre i det jordiske gods, det repræsenterer. Azdaks kridtcirkel omvender historien om Salomon. Den biologiske mor flår gerne sit barn i stykker, mens moren af valg, Grusche, atter sætter barnet først og dermed illustrerer stykkets pointe. Barnet – eller i overført betydning landet – tilhører den, der passer på den. Ikke den, der vil erobre den med magt.
Det er egentlig en ret enkel fortælling, men bliver som ofte hos Brecht fortalt lidt omstændeligt. Karen-Maria Bille og Anja Behrens’ bearbejdelse skærer den dog relativt skarpt med fokus på hhv. det gode, den sødmefyldte kærlighed mellem Grusche og hendes soldat, og det onde, de magtliderlige herrefolk og de smålige bønder, hun søger tilflugt hos.
Lidt for lidt af afmagtens smerte
Fanny Louise Bernth skal som Grusche bære meget af fortællingen og står især knivskarpt i underkastelsesscenen hos bonden og i optaktens blide flirt med soldaten Simon. Ham giver Anton Hjejle alt det ungdommelige mod, han skal have, mens Hjejle i sin anden figur, den barnagtige diktator, skaber en ikke mindre stærk, men her psykopatisk karakter. Benjamin Kitter spiller som altid alle omkring sig bedre. Camilla Lau har ikke så meget at gøre med, men rammer sine figurer præcist. Tina Gylling Mortensen kan det bimlende teatralske, men hun lægger ikke noget til, vi ikke har set mange gange før.
Karin Betz’ scenografi er bjergtagende billeder med et tyst snevejr og en svimlende, svævende cirkel som de mest dragende, visuelt fortællende elementer. Anja Behrens har instrueret med sin vanlige sans for at kombinere netop det visuelle og det teatralske i kroppenes fortælling i rum. Den kaukasiske kridtcirkel er en altså ganske helstøbt forestilling. Alligevel blev jeg ikke så berørt af den. Måske fordi fortællingen er ret banal? Måske også, fordi der ikke er så meget på spil?
Kun i momenter kommer vi – trods historiens brutalitet – ned og mærke afmagtens smerte. Måske fordi det er lidt uklart, hvorfor vi skal se netop den fortælling lige nu? At passe på jorden og hinanden er selvfølgelig et universelt budskab, men i den brechtske tone fremstår det i min optik mere støvet, end det kunne gøre. Nogenlunde samme fornemmelse sad jeg med efter Det Kongelige Teaters nylige version af Mutter Courage. Begge dramaer har krigen som omdrejningspunkt og har derfor aktualiseringspotentiale, men koblingen sker ikke.
SE OGSÅ: Miniinterview med instruktør Anja Behrens
Se forestillingens program her.
