★★★★☆☆ Hjem kære hjem – stærk fortælling i højtråbende iscenesættelse

På Himmerlands Teater tages krigstraumer og den privilegerede, vestlige verdens negative syn på udsendte soldaters gerninger op til debat i iscenesættelsen af Andreas Garfields voldsomme kammerspil Hjem kære hjem.

To barndomsvenner, der i sin tid gjorde tjeneste sammen på sergentskolen, genser hinanden efter mange års adskillelse. Den ene netop hjemvendt efter udstationeringer i først Kosovo og dernæst Irak, den anden arbejder med IT og har købt hus i Hvidovre med sin kæreste. Der er lagt op til en uundgåelig konfrontation mellem to væsensforskellige verdensopfattelser i Andreas Garfields tidstypiske dramatik fra 2008.

Soldaterliv møder Hvidovre

Tynde, hvide metalrammer udgør skelettet af det hus, som Ronny Sterløs Kim og Laura Kold som kæresten Iben netop er flyttet ind i. Istandsættelsen er stadig i gang, lader de os forstå, og der er endnu ikke kommet en dør i ud til toilettet. Nick Pedersens scenografi er enkel og hvid. Hvide møbler, hvidt køkken, hvide flyttekasser langs den ene væg. Store, nøgne pærer over både spisebord og køkkenbord lyser op i køkkenalrummet, hvor kammerspillet udspiller sig.

Det lykkelige par, der indledningsvist højlydt knalder i det soveværelse, som befinder sig uden for publikums synsfelt, venter besøg af Carsten, “min bedste ven,” som Kim flere gange kalder ham. Men Caspar Juel Bergs Carsten, der dukker op til middagen i fuld soldateruniform og med camouflagemønstret rygsæk over skulderen, er ikke helt så munter og sprudlende, som Kim har beskrevet ham.

Kims overdrevne begejstring over gensynet står i skarp kontrast til Carstens mutte udtryk og slet skjulte ubehag ved hele situationen. “Han er nok bare lidt træt,” siger Kim undskyldende til Iben. Imens ser vi Carsten stå på badeværelset og tage sig gevaldigt sammen, hvorefter han returnerer til køkkenet som en overenergisk tornado. Speedsnakkende, overvældende, grænseoverskridende og frygteligt irriterende, som den type, vi alle har mødt, der stiller spørgsmål i ét væk, men ikke lytter til svarene.

Unødigt højtråbende

Ordene flyver frem og tilbage i konstant pingpong i Hanne Trap Friis’ iscenesættelse på Himmerlands Teater. De tre ved middagsbordet kommer aldrig rigtigt i sync. Tværtimod får Carstens drengerøvsattitude lynhurtigt Iben helt op i det røde felt. “Kan du ikke se, at der er noget galt med ham?” spørger hun frustreret Kim, der forbliver i sin tro på, at den Carsten, han engang kendte, stadig er der.

Trap Friis’ iscenesættelse lever på den ene side fint i Nick Pedersens enkle, stiliserede scenografi, som måske nok har unødigt mange rekvisitter i form af madvarer og diverse porcelæn og glas, men på den anden side er helhedsoplevelsen skæmmet af en hel del unødig råben fra skuespillerne. Et valg, instruktøren sikkert har truffet for at understrege det dramatiske i konfrontationerne, men som nærmere har den modsatte effekt. Det er især i spillet mellem Iben, der er flov over Danmarks invasion af Irak, og Carsten, der forsvarer sine handlinger og mener, at Danmark burde være blevet i landet endnu længere, at råberiet helt tager overhånd og fjerner fokus fra den ellers væsentlige debat.

Det, der rammer én

Middagsselskabet udvikler sig hastigt til en aften, der er helt ude af kontrol. Carsten fortæller energisk om krigens rædsler og om kolleger, der hjemvendt til Danmark fantaserede om drab og vold, mens han understreger, at det først rammer én, når man kommer hjem.

Dette ikke nærmere definerede det, som rammer, er Carsten heldigvis gået fri fra. Alligevel eskalerer konflikterne mellem de tre, sammenstødene ændrer karakter og magtbalancen rykkes. Et strømsvigt og pludseligt, totalt mørke bliver den sidste gnist, der antænder følelsernes bål, så de flammer op i lys lue.

“Jeg forstår godt, det knækker for nogen,” siger Carsten stille til Iben, inden han indrømmer, at han savner at være en del af “noget rigtigt og noget vigtigt”. Garfields Hjem kære hjem sætter spot på alt det, der også følger i kølvandet på en krig. På den vestlige verdens privilegerede liv og på de kontraster, som hjemvendte soldater oplever. Det er alt sammen emner, der nu igen virker særdeles aktuelle, selvom de konkrete diskussioner i forestillingen er knyttet til debatter, der var højaktuelle herhjemme for snart et par årtier siden.