★★★★★★ Dødsbo på pløjemarken – stærkt rørende afslutning på trilogien om Anita

Dødsbo på pløjemarken afrunder på fornemste vis trilogien om Anita og hendes families kamp mod de offentlige systemer. Aalborg Teater fortjener applaus for det storstilede projekt, der lykkes hele vejen med et manus, en iscenesættelse og en pragtfuld ensemblepræstation, der skaber en (lige)værdig fortælling om underklassens helte, der fortjener en plads i egen ret.

På toppen af bjerget af hverdagens lort troner Anita. Ikke begravet til halsen i det som Winnie i Samuel Becketts Glade Dage, men med en lignende blanding af humor og alvor i sin eksistentielle kamp mod systemet. Mere hærget og endog mere kaotisk, end da vi forlod hende sidst. Alt er i opløsning, men Anita må gennem endnu en holmgang, før vi kan forlade hende.

Det er dig, der er moren

Tiden har næsten stået stille i barndomshjemmet på pløjemarken, siden Anitas søn Lars kom i spjældet efter revolutionen mod kommunen i trilogiens anden del. Men nu banker virkeligheden på. Først Anitas nykristne søster Beate, der forsøger at opretholde en form for normalitet med månedlige kaffeaftaler. Så Lars hjemvendt fra fængslet med et ønske om Anitas hjælp til at få sin tvangsfjernede søn tilbage. Så tredje dels menneskelige repræsentant for systemet, hjemmehjælperen Emil, og til sidst husvennen Ester, der siden sidst er blevet shaman og er gået i pagt med naturen.

Scenen er sat, men Anita vil ikke indtage sin vanlige rolle som systemets bekæmper. Eller måske er det netop denne gang, hun i virkeligheden sejrer og sætter de andre fri? ”Det er dig, der er moren,” insisterer Lars desperat, men Anita vil ikke mere. ”Jeg sidder bare her og rådner op,” siger hun. Og trusserne i gryden, makreldåserne i sengen og hendes manglende evne til at huske navnet på ”Lars’ knægt” viser os, at det ikke kun er hendes krop, der rådner. ”Jeg er ved at blive væk,” råber hun fortvivlet til Beate, der endelig resignerer og bakker op om Anitas ønske om at dø.

At elske med kærlighed

Det gør Emil også. Hans kække systemtone ændrer sig gradvist i mødet med den snerrende Anita, der i hvert fald ikke skal vaskes af nogen fra kommunen. Men det bliver hun i en af stykkets mest rørende scener, hvor den ordløse vask forener de to i værdig og omsorgsfuld medmenneskelighed. Trilogiens fineste mærke er denne opskrivning af værdighed af mennesker i fornedrende situationer, ikke mindst i denne tredje del, hvor Anita vil gøre alt for ikke at ende i kommunens vold på plejehjemmet. Henrik Szklanys manuskript rammer atter helt præcist tonen mellem den karske angst for at vise følelser og håbet om at ”elske med kærlighed,” som Ester så smukt formulerer det.

Martin Nyborg har instrueret hele trilogien med skarp sans for vekselvirkningen mellem underskudsretorik, plat humor og rædselsskrig. Han giver denne gang endog bedre plads til det ordløse og det uartikulerede, så vi mærker smerten og desorienteringen dybt i vores egne kroppe. I Anitas angst for at forsvinde, i Lars’ savn efter sin mor, i Beates angst for at stå ved sig selv, i Emils forliste drømme og i Esters kejtede omsorg for dem alle sammen. Alle er de – også helt fysisk – dele af Anitas bjerg af hverdagslort. Alle bærer de en flig af hendes hjerte hos sig, da hun forsvinder.

Sådan nogle som jer

Anita er omdrejningspunktet for trilogien. Hun er blevet båret med integritet og lysende pragt af Marie Knudsen Fogh, der i Dødsbo på pløjemarken også finder nye strenge i sin karakter og lader dødsangsten og ømheden få frit løb. Camilla Gjelstrups søster Beate er mindre eksplosiv denne gang, men træder alligevel nye stier, der giver hendes underliggende forfjamskelse et nyt lag. Karla Rosendahls Ester er elskelig som aldrig før. Ingen kan som hun forløse forkrampede situationer i atonal sang, og filterløs, som hun er, sætte ord på alle de følelser, livet byder os alle – og som nogle gange bliver sat på spidsen i underklassens afmagt.

Og med god grund. ”Tror du, myndighederne vil komme herud til sådan nogen som jer?,” siger Emil spottende, da Lars vil melde ham for hans medvirken i Anitas selvmord. Han undskylder straks, men ordene dirrer i vores bevidsthed. Thomas Kristian Beks Emil er ny i Anitas univers, men går friskfyragtigt til opgaven og får skabt et hjertevarmt og nuanceret billede af hjemmehjælperen, der ofte laver alt det beskidte arbejde, vi andre helst ikke vil tænke på.

En plads i egen ret

Marcus Gad Johansen har overtaget rollen som Lars og giver ham et lidt hårdere udtryk end Jacob Moth-Poulsens udgave. Han har jo også været i fængsel i mellemtiden og den snerrende tone dækker over en mand, der så gerne vil, men ikke rigtig kan håndtere livet. Hans barnlige glæde ved pomfritter og fransk hotdog spejles i hans dyriske skrig efter mors død. Det er en fremragende præstation, der ligesom Anitas afmagt bringer tårerne frem.

Mest af alt er Dødsbo på pløjemarken en stærkt rørende ensemblepræstation om mennesker, der mod alle odds formår at bevare værdigheden og række ud efter kærligheden hos hinanden. Henrik Szklanys manus undviger atter slumromantikken, men fremstiller mennesker, som ikke er hverken søde eller nemme, men som fortjener en plads i egen ret. Det får de i trilogien om Anita.

LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af de to første dele