★★★★☆☆ 1984 – gedigen romanadaption af stadig aktuel fortælling

Odense Teater præsenterer en god romanadaption med 1984, der fortsat er en af de bedste og mest skræmmende fortællinger om sindelagskontrol. Med en meddigtende scenografi og små, velvalgte, moderniserende greb forløses fortællingens gru.

Vi er tættere på 2048, 100-året for Orwells roman, end på dens titelår, 1984. Men fortællingen er fortsat aktuel som de andre af forrige århundredes dystopier, der med afsæt i deres egen tids totalitarisme fremskrev fremtidens nye muligheder for sindelagskontrol. Det giver altså god mening at adaptere romanen til scenen og Julie Maj Jakobsens nænsomme gendigtning fører romansproget up to date og ind på scenen uden at ændre på dets grundtone.

Annonce

Big Brother is watching you!

Mange kender romanen, eller i hvert fald begrebet Big Brother, der personificerer overvågningens magt i fortællingen. Her er privatliv for de uhyre privilegerede få, mens de fleste andre er proller, dvs. arbejdere, eller som hovedkarakteren Winston en form for administratorer, der primært beskæftiger sig med at omskrive historien, hver gang fortiden ikke flugter med ledelsens aktuelle planer.

Alle overvåges de af ”skærme” og kan derfor aldrig agere frit. Skærmene er her dels transformeret ind i scenografien, der med sine kuber i glas tilsyneladende er transparente, men også forskyder perspektivet, og dels til Rosemarie Mosbæks diabolske robot, der på dukkevis stavrer rundt. Snart eksercerer hun borgernes kroppe i morgengymnastik, snart manipulerer hun med deres tanker. Samfundet holdes sammen af en uendelig krig, hvor fjenden jævnligt skiftes ud, uden at det ændrer hverdagens gang.

Desperation udløser desperate handlinger

Scenografien genskaber romanens klaustrofobiske oplevelse af at løbe vild i labyrinter uden at kunne stole på nogen. Vi fornemmer, at Winston tvivler på det store narrativ, der styrer hans verden, men det er faktisk underligt, at han så hurtigt kaster sig i armene på Julia, og decideret selvdestruktivt, at de to opsøger den magtfulde O’Brien i håbet om, at han kan bringe dem tæt på den modstandsbevægelse, der i øvrigt næppe findes, men blot er endnu et af styrets groteske greb for at holde folket i ave. Parrets naive oprør er fortællingens motor, og vi må købe, at desperation udløser desperate handlinger.

Niels Skovgaard Andersen og Cecilie Gerberg er parret, der kaster alle forsigtigheder overbord og de formår at skabe en troværdig relation, både som elskende og som potentielle oprørere. Han har mest at arbejde med og får sammen med det øvrige hold etableret en verden af undertrykkelse, hvor menneskeligheden alligevel aldrig kan helt undertrykkes – før måske til sidst. Anders Gjellerup Koch er systemets svigefulde ansigt, O’Brien. Han er ikke helt farlig nok i sit spil, men ordene hjælper på vej, da Winston knuses og til sidst hænger slapt i O’Briens arme. Torturscenerne er enkle, men fremhæver effektivt den gru, vi har frygtet for fra start.   

Gedigen romanadaption

”Magten er målet,” siger O’Brien og afklæder dermed mangt en politikers slørede snak om ideologi og nødvendighed. I 1984 ejer den, der ejer sproget, også magten. Forestillingen relaterer ikke direkte den nærliggende kobling til nutidens tech- og kommunikationsproblematikker, men den kan vi også selv afkode.

1984 er en ganske gedigen romanadaption, der er meget loyal over for forlægget, men også – ikke mindst i kraft af scenografien og de små koreografier anført af robotskærmen – får skabt et eget teatralsk univers, der emmer af paranoia hos både Big Brothers tropper og folket. Hos de sidste findes dog håbet om forandring, der kan leve ud over fortællingen.