Populært lige nu

Kirsten Dehlholm er død

Instruktør og kunstnerisk leder Kirsten Dehlholm er gået bort, 79 år gammel. Det skriver Hotel Pro Forma i dag i en pressemeddelelse. Kirsten Dehlholm...

Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg møder kritik efter uddeling af ny scenekunstpakke

Da Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune for nylig udmøntede en ny scenekunstpakke, lød der kritik fra branchen om, at kommunen løb fra sine...

Roskilde 2024 Art & Activism – minianmeldelser af danseperformances

Roskildes Art & Activism-program bød blandt meget andet på en række danseperformances, som vi løbende giver minianmeldelser under festivalen. Under programmets tematiske overligger Utopia...
Annoncespot_imgspot_img

★★★☆☆☆ Carcass – kaotisk performance med fokus på døden

Med Carcass sætter Himherandit Productions, der er huskompagni på Bora Bora i Aarhus, fokus på vores forhold til døden og angsten for samme. Iscenesættelsen indeholder flere gode sekvenser, men forestillingen bliver desværre både for langtrukken og rodet.

Carcass, der netop har haft urpremiere på Bora Bora i Aarhus, er en performance, som sætter fokus på livet, døden og alle de mange, svære følelser, vi mennesker må gennemleve, når vi befinder os i overgangen fra liv til død.

Liv og død, lys og mørke

I venstre side af det store, højloftede scenerum er et enormt firkantet spejl placeret. Det hælder skråt ind over gulvfladen og giver publikum mulighed for at se performerne både forfra og fra oven på samme tid. Jeppe Cohrts scenografi er helt enkel og meget virkningsfuld. Dansevinylen på gulvet er mørkegrå i venstre side under spejlet, hvor den møder den sorte væg i blackboxen. I lange baner bliver den lysere og lysere for hvert felt, indtil den i højre side er helt hvid, ligesom den væg, den slutter op imod. Et velfungerende billede på en rejse fra mørket til lyset – og tilbage igen, som skaber en fin illustration af det forhold mellem liv og død, forestillingen fokuserer på.

Carcass, Himherandit Productions og Bora Bora. Foto: Christoffer Brekne
Carcass, Himherandit Productions og Bora Bora. Foto: Christoffer Brekne

Der er mange fine scener med tydelige, ordløse fortællinger i Carcass. Heriblandt de to sekvenser, der indleder og afslutter iscenesættelsen. I begyndelsen er mørket og – i Jeppe Cohrts stemningsmættede lyddesign – en gennemtrængende, buldrende støj som af vandmasser, der fosser gennem en sluse.

Rituelle bevægelser

Mørkklædte skikkelser træder frem, og én efter én tænder de små pandelamper, der oplyser scenerummet i mindre, afgrænsede felter. På gulvet under det store spejl ligger en livløs kvinde, ligeledes i mørkt tøj. Ubevægelig ligger hun der, mens de andre omkring hende har travlt med hvert deres ritual. Små bevægelser i mønstre, der gentages, som havde de udført dem utallige gange før.

Én folder hvide stykker klæde, en anden finder vaskefade og klude, mens en tredje begynder at klæde den livløse kvinde af. Forsigtigt, som erfarne dødevaskere, fjerner de tøjet og vasker kroppen med kludene. Herefter iklædes hun hvide ligklæder og bæres forsigtigt til den modsatte, hvide side af scenen. Som et begravelsesoptog.

Men ikke så snart er kvinden flyttet, før en ny performer ligger død under spejlet. Det tidligere lig rejser sig og indgår nu som en del af ritualet fra før. Samme ritual igen og igen, dog med den væsentlige forskel, at hastigheden sættes op og forsigtigheden med “liget” ned fra gang til gang, indtil det sidste lig blot rulles til siden. En klar fortælling om, hvordan døde kroppe og det kadaver, som titlen henviser til, hurtigt kan blive hverdagskost og noget, der skal håndteres i en fart. Sådan som det må opleves i katastrofe- og krigsramte områder.

Kaotisk midte

“What do you do to stay alive?” spørger én af de seks performere retorisk, da de står på en række foran publikum cirka halvvejs inde i Andreas Constantinous ambitiøse iscenesættelse. Forestillingen har netop bevæget sig fra den tavse, introverte performance i det næsten mørke scenerum til nu at have en mere ekstrovert form, hvor performerne taler direkte til publikum i et fuldt oplyst lokale.

Lyden af rovdyrsbrøl toner ud gennem de tre, synlige højtalere, der hænger ned fra loftet, og de seks performere Aris Papdopoulos, Theo Marion, Elise Ludinard, Paola Drera, Heli Pippingskold og William Cardoso skiftes til at agere byttedyr, mens de fem andre flænser og flår i vedkommende.

Herefter følger en række kaotiske scener, hvor de seks løber, drejer, springer omkring, tager tøj af og på uden nogen særlig motivation og indimellem taler direkte til os i en håndholdt mikrofon. Der er enddog en længere, ret komisk sekvens, hvor de seks hver især som en del af et gameshow beskriver deres vildeste ideer om dødshistorier. Fra død ved browniebagning til orgasmedød under et sm-orgie. Måske et ikke helt velfungerende forsøg på at understrege vigtigheden af, at det bør være almindeligt at tale om og endda lave sjov med døden. Denne lange, midterste del af Carcass virker desværre markant mere ufokuseret end indledningen og afrundingen.

Carcass, Himherandit Productions og Bora Bora. Foto: Christoffer Brekne
Carcass, Himherandit Productions og Bora Bora. Foto: Christoffer Brekne

Tager munden lidt for fuld

Heldigvis dukker den fintfølende fortællestil fra indledningen op igen helt til slut i Carcass, hvor et enkelt liv udrinder på gulvet under spejlet. På naturtro vis med raspende vejrtrækninger, der næsten krampagtigt markeres i brystkassen, og mennesker omkring til at holde den døende i hånden og tage en sidste afsked. Det er smukt iscenesat.

Carcass ville bestemt have fremstået endnu mere rørende, hvis der var blevet truffet nogle mere klare dramaturgiske valg – både i forhold til et tydeligt fokus i iscenesættelsen og til at skære nogle af de meget lange og kaotiske sekvenser fra. Måske er det ganske enkelt at tage munden for fuld, hvis man i en enkelt performance skal nå forbi forskellen på at leve og overleve livet, på at byde døden velkommen eller frygte for den, så angsten tager overhånd, på håb, drømme og tanker om liv og død.

Det er grundlæggende eksistentielle emner, Constantinou sætter fokus på i Carcass. Den kaotiske midterdel til trods, er der også smukke, rørende og tankevækkende oplevelser i resten af forestillingen, som gør den seværdig.

Se forestillingstrailer her.

Koreograf og kunstnerisk leder af Himherandit: Andreas Constantinou. Lysdesign: Christoffer Brekne. Lyddesign & scenografi: Jeppe Cohrt. Dramaturg: Siri Knutsen. Producent: Art&About – Sigrid Aakvik & Signe Sandvej.

Medvirkende: Aris Papdopoulos, Theo Marion, Elise Ludinard, Paola Drera, Heli Pippingskold og William Cardoso.

Co-produceret i samarbejde med Bora Bora – Dans & Visuelt Teater

Spiller på Bora Bora 14. – 18. februar 2023.

Seneste

★★★★★☆ Et skærsommernats drøn – dekonstrueret woke-schwung galore

Et skærsommernats drøn på Teatret Slotsgaarden er et intelligent,...

Hand to hand – europæisk samtidscirkus-projekt på PASSAGE Festival 2024

Hvordan kan samtidscirkus i offentlige rum bidrage til en...

Ny forskning om scenekunstnere og arkiver

Hvordan skal scenekunsten bevares, hvis det skal give mening...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

★★★★★☆ Et skærsommernats drøn – dekonstrueret woke-schwung galore

Et skærsommernats drøn på Teatret Slotsgaarden er et intelligent,...

Hand to hand – europæisk samtidscirkus-projekt på PASSAGE Festival 2024

Hvordan kan samtidscirkus i offentlige rum bidrage til en...

Ny forskning om scenekunstnere og arkiver

Hvordan skal scenekunsten bevares, hvis det skal give mening...

Kirsten Dehlholm er død

Instruktør og kunstnerisk leder Kirsten Dehlholm er gået bort,...

Her er de nominerede til Revyernes Revy 2024

I dag kan Skuespillerforeningen af 1879 og Revyernes Revys...
Annonce
Trine Wøldiche
Trine Wøldiche
Redaktionssekretær, journalist og kritiker på ISCENE. Arbejder som freelance kulturjournalist, er medlem af Reumert-juryen og har Kulturmor.dk. Tidligere teaterkritiker for Jyllands-Posten og Dagbladet Information. Uddannet cand.mag i Moderne Kultur ved Københavns Universitet og bachelor i Dramaturgi ved Aarhus Universitet.
Annonce

★★★★★☆ Et skærsommernats drøn – dekonstrueret woke-schwung galore

Et skærsommernats drøn på Teatret Slotsgaarden er et intelligent, stringent mashup af blankvers, shakespearesk seriøsitet, rablende farcetempo, balstyriske karakterer og samtidssatire, der svider, forløst...

Hand to hand – europæisk samtidscirkus-projekt på PASSAGE Festival 2024

Hvordan kan samtidscirkus i offentlige rum bidrage til en bæredygtig udvikling af cirkusdisciplinerne – og samtidig skabe lokalt forankrede forbindelser på tværs af erhverv...

Ny forskning om scenekunstnere og arkiver

Hvordan skal scenekunsten bevares, hvis det skal give mening i et kunstnerisk kredsløb? Og hvad gemmer kunstnerne selv? Den digitale bevægelse i samfundet har...