★★★★☆☆ Soulmates – feel good-fortælling fra bagsiden af talentshowmedaljen

Randers Teater er på banen med Soulmates. En hamrende musikalsk fortælling om venskab, knuste drømme og fornyet mod. Lone Rødbroe, Marie Mondrup og Rikke Hvidbjerg er trioen, der folder sangstemmerne ud i en tynd historie pakket flot ind i masser af skønt leverede soul-hits. 

Soulmates føjer sig ind i rækken af historier om has-beens, der desperat klynger sig til fortids storhed. Med karakterer en knivspids mindre maliciøst dramatiske end Bette Davis og Joan Crawford i What Ever Happened to Baby Jane? Med en fortælling noget mere hjertevarm end Ulrich Seidls film Rimini om en falleret crooner fra i fjor. Men som dem i showbizz er vi med de to soulmates Lene og Charlotte, der som popduoen Sugar Chicks vandt talentkonkurrencen Idols i 2003, men nu mest gør sig i engagementer i Bilka. 

Annonce

Sceneskræk og vodkaflasker

Øvelokalet er i Charlottes genbrugsbutik, hvor hendes mand Stig stilfærdigt huserer i baggrunden og lægger toner til damernes sang. Telefonen ringer ofte, men det er mest folk, der vil booke bord, fordi nummeret tidligere tilhørte en restaurant. Charlotte er den bramfri med vodkaflasker gemt hvor som helst, mens Lene mere indebrændt lider af sceneskræk og ernærer sig som musiklærer. 

Der er trods Charlottes insisterende gåpåmod hverken meget sukker eller chicks over den duo længere. Derouten er total, da DR pludselig er i røret og inviterer dem med i en Idols Allstar-udsendelse – hvis de altså er en trio. Heldigvis har de netop mødt deres største fan, den noget yngre Julie, der straks springer til. Hvordan det går de tre sjælevenner, skal ikke afsløres her, men grueligt meget må de naturligvis igennem. 

Tabte drømme og klemte venindehjerter

Man skal altså ikke se Soulmates for plottet, der er lige så tyndt, som de tre kvinders musikalitet modsat har gyngende tyngde. Soul er deres genre og den rimer jo fint med de tabte drømme og de klemte venindehjerter. Thomas Pakula har med vanlig elegance arrangeret og bidrager fint til løjerne med sin stærkt talende mimik. 

Lone Rødbroe skjuler sin afhængighed af Lene bag bralrende geskæftighed. Hun overhører larmende Lenes indvendinger og fornemmer godt, at flasken bliver for dyb, hvis hun skal klare sig selv. Marie Mondrups Lene ønsker sig langt væk, men er lige så fortabt i sin forpjuskede solokarriere. Mødet med Rikke Hvidbjergs Julie bringer fortids storhed tilbage i et champagneboblende Supremes-medley, før the blues får frit løb med den hjerteskærende A Change Is Gonna Come og ensomheden topper Sitting On The Dock Of The Bay. 

Den gensidige forbitrelse afhandles gennem en rasende Warwick Avenue med “I’m leaving you for the last time, baby”. Men det gør de jo heldigvis ikke, for så havde vi hverken fået forsoningssangen Sisters Are Doin’ It for Themselves eller den flamboyant-funky finale med en perlerække af yngre og ældre soulklassikere. 

Fællessang med hårbørste 

Det kunstneriske hold bag Soulmates stod også bag den lidt stærkere, Reumert-nominerede Viva Las Vegas fra 2020, og opskriften er den samme. En musikalsk ode til venskabet, der overvinder alt, hvis blot vi kan overvinde os selv. Det er en eviggyldig historie, og Jan Svarrers manuskript er fyldt med fine oneliners, som kalder alt fra det skæve smil til den rungende latter frem. 

Joy-Maria Frederiksens swingende iscenesættelse har plads til både pinlig tavshed, flammende blikke og fællessang med hårbørste som mikrofon, og trioen folder flot både enstrengede karakterer og store sangstemmer ud i denne feel good-fortælling fra bagsiden af talentshowsmedaljen. 

LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af Viva Las Vegas